En sag med flere tabere

Luksusdyr, klodsmajor, rejsekonge. Medier, kommentatorer og politiske modstandere har i den forløbne uge fældet hårde domme over oppositionslederen, Lars Løkke Rasmussens, dømmekraft og moralske habitus. 

Det hele tog for alvor fart for to uger siden med afsløringen af Løkkes luksusrejser på første klasse, som Ekstra Bladet fik timet til Venstres landsmøde, hvor V-formanden ellers forsøgte at brande sit parti som den almindelige industriarbejders bedste ven. 

Som formand for Global Green Growth Institute har Løkke siden sommeren 2012 spenderet over en million kr. på at rejse på første klasse, køre i limousiner og bo i dyre hotelsuiter. Det sender et signal, der står i skærende kontrast til Venstres finanslovsforslag om at spare på ulandsbistanden og sætte økonomisk effektivitet i højsædet. 

Og Løkke har ikke gjort sin position stærkere med den sarkastiske bemærkning i Folketingets spørgetid om, at 2.000 kr. rakte til et par sko. Det er pludselig blevet uhyre svært for Venstre at sælge sig selv som den lille mands beskytter. Tilliden til Løkke som statsministerkandidat er styrtdykket, så han nu, for første gang siden valget, er kommet ned i øjenhøjde med Helle Thorning-Schmidt. De nyeste meningsmålinger tyder på, at to års vælgerfremgang kan være formøblet med ét slag. 

Flere Venstre-borgmestre frygter nu, at tilbageslaget sætter sig spor ved kommunalvalget i november, og nogle har haft et behov for at undsige deres partiformands handlinger offentligt. 

Amatøragtig kommunikation

Venstres håndtering af sagen har ikke mindst kommunikationsmæssigt været amatøragtig og rodet. Løkke har talt usandt i forløbet, hvilket har slået skår i hans troværdighed. Og hans løjtnanter stillede sig op i frontlinjen med budskabet om, at det var en umulighed at få bilagene udleveret fra GGGI, næsten helt frem til det øjeblik, hvor Løkke annoncerede, at bilagene ville blive lagt frem søndag. 

Den kluntede håndtering af sagen er en gave til statsministeren og regeringsblokken. 

Venstre er på hælene. Hvad der for ikke ret lang tid siden fremstod som en professionel kampagneorganisation over for en svækket regering, er nu blevet udstillet som et parti i indre splid. Måske er det en game-changer, der kan blive et afgørende vendepunkt for regeringen efter to år ude i tovene?

Flyt pengene fra Sydkorea til Afrika

Det pressemøde, hvor Lars Løkke præsenterede bilagene, afholdes efter redaktionens slutning, så vi ved ikke i skrivende stund, i hvilket omfang han har formået at få lukket sagen eller dysset den så meget ned, at den snart bliver glemt.

Beløbene taget i betragtning er det nok ikke så sandsynligt, at han af egen drift lover at betale pengene tilbage, sådan som det skete i bilagssagen i 2008. Men det er sandsynligt, at han vil beklage og undskylde på et lidt mere grundlæggende niveau, end han gjorde i sidste uges kortfattede pressemeddelelse. Måske vil han også træde tilbage som formand for GGGI for at få lukket alle spekulationer. 

Og det hele kan ende med, at regeringen stopper støtten til GGGI. Organisationens hidtidige resultater er yderst sparsomme, og i ugens løb er der kommet oplysninger frem, der stiller dens arbejde i et mildest talt tvivlsomt skær. 

Næppe ret mange ville begræde det, hvis de 90 millioner kr., som Danmark bidrager med, f.eks. blev brugt til at realisere regeringens affaldsstrategi eller kunne give nogle fattige børn i Afrika en uddannelse.

Moralistiske medier?

Naturligvis er det en vigtig del af mediernes opgave at interessere sig for de folkevalgtes omgang med skattekronerne. Hvis der er tale om et reelt magtmisbrug for egen vindings skyld, så er medierne også forpligtet til at tage sagen op og må afsløre de fejltrin, der er begået. Men de seneste ugers mediedækning af Løkke-sagen og dens mange mellemregninger har været helt ude af proportioner. 

Mange spaltemeter er brugt på at analysere de mindste sideperspektiver i forløbet, og der er sågar skrevet artikler med beregninger af CO2-udslippet på forskellige flysæder. Den moralske forargelse er blevet kombineret med åbenlyse forsøg på at begå karaktermord på ”luksusdyret” Løkke, selv om han tilsyneladende har holdt sig inden for det regelsæt, som GGGI arbejder ud fra. 

Politikere, der følger reglerne, bør ikke forfølges af medierne eller gøres til genstand for kampagnejournalistik. Karaktermordet er opportunt for de politiske modstandere, men pressens opgave bør ikke være at sætte sig op som moralske overdommere. Medierne bør undersøge fakta og analysere disse, i stedet for i konkurrencens hellige navn at køre med på selv de mindste personsager eller moralisere over politikere, der ikke flyver på monkey class.

Der er til tider alt for meget X-factor og underholdning i den politiske journalistik, og partiernes spindoktorer har vist sig yderst leveringsdygtige i nye sagsakter til det personfikserede politiske underholdningsshow.

De to blokke har ikke noget at lade hinanden høre på den front. Venstre, der nu får den store tur i mediernes vridemaskine, spillede selv en hovedrolle, da den nu forhenværende kulturminister Uffe Elbæk blev grillet for sine arrangementer på AFUK – og de pustede ivrigt til ilden, da medierne svælgede i Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Showet stopper ikke. Mere vil have mere, og ofte slipper medierne først grebet, når offeret ligger ned.  For udenrigsminister Lene Espersen endte en ferierejse og et mødeafbud med at koste hende posten som partiformand, selv om hun ret beset var en langt flittigere udenrigsminister end flere af sine forgængere. 

Den næste i rækken kan blive Kristian Thulesen Dahl, der kan få turen i underholdningsmaskinen, hvis han bliver for overmodig, glemmer ydmygheden og ikke kigger på den forbandede meningsmåling, han bærer rundt på i sin taske. Ydmyghed er en dyd, som alle danske politikere skal lære sig, hvis de vil lede og styre uden om de personsager, der ligger på lur i den næste gyde. Sådan er vilkårene blevet.

Hellere fakta end forargelse

Principielt burde det ikke give anledning til den store offentlige forargelse, at en dansk toppolitiker rejser og bor dyrt, når han eller hun er udenlands i statens ærinde. At holde en vis standard, hvad angår rejser, indkvartering, forplejning og påklædning kan i nogle situationer være nyttige redskaber til, eller ligefrem forudsætninger for, at opnå indflydelse og blive taget alvorligt på de bonede gulve i den internationale topklasse.

Men som ikke mindst statsminister Helle Thorning-Schmidt har måttet sande, er det en balancegang, hvor man skal passe på, at man ikke overmarkerer afstanden til de vælgere, man repræsenterer – og skal vælges af. Det gælder om at finde den rigtige balance.

På den anden side må offentligheden og medierne også til at udvise en lidt større tolerance over for politikernes gøren og laden i stedet for at forfalde til mindste fællesnævner og janteloven. 

Hverken ministres eller partiformænds lønninger er eksorbitante eller urimelige i forhold til de mange arbejdstimer, vi forventer af dem, og den mediebehandling, vi udsætter dem for. Og hvis vi som skatteydere bruger lidt ekstra penge på, at de kan være udhvilede, når de kommer frem, burde det ikke gøres til en større sag i hverken Ekstra Bladet, BT eller tv-aviserne. 

Man kan selvfølgelig diskutere, hvor grænsen går mellem det komfortable og det luksuriøse – og det gør man da også, hvilket bl.a. har resulteret i meget faste rejseregler for danske politikere og embedsmænd. 

I mange andre vestlige lande gider vælgerne og medierne ikke bruge tid på den slags. Men i Danmark gør vi. Janteloven og lighedskulturen er en stærk kraft, og bagatelgrænsen er nogle gange ufattelig lav. Den er til tider for lav, men politikerne er pisket til at navigere efter dette som et vilkår. De kan ikke tillade sig at gøre sig morsomme over et par dyre sko, og nogle tager hellere en genbrugskjole på, når de skal op til Dronningen, end at svinge for meget med Gucci-tasken.

Hovmodet er Løkkes akilleshæl

Lars Løkke Rasmussen var aldrig kommet i denne prekære situation, hvis han havde opført sig bare en anelse rationelt. Han burde om nogen vide, hvordan formiddagsbladene kan sætte dagsordenen. Har han ikke lært noget af bilagssagen i 2008? Dengang var det ikke interkontinentale luksusflyvninger, men taxa-, hotel- og restaurationsregninger, der bragte ham for mediernes moralske domstol. 

Han burde have lært lektien og taget sine forholdsregler denne gang. Uanset rejsereglerne i GGGI burde han have indset, at han anbragte sig selv i skudlinjen ved at rejse på en bedre klasse end regeringens ministre. Måske føler Lars Løkke inderst inde, at han stadig burde være statsminister?

”Man kan ikke lede, hvis man går midt i flokken, og man kan heller ikke lede, hvis man går så langt foran flokken, at man mister de andre af syne,” har Lars Løkke sagt ved en anden lejlighed. Og måske er hans problem, at han ikke har forstået visdommen i disse ord. 

Hovmodet er stadig Løkkes akilleshæl. Eller som jeg skrev for fire måneder siden i en analyse her i Mandag Morgen:

”Hovmod og umættelige ambitioner kan i nogle sammenhænge drive folk til vanvid eller få dem til at tage forhastede beslutninger. Lars Løkke, der har badet sig i tårnhøje meningsmålinger efter et valg, som han følte, at han vandt, har i flere situationer vist, at netop hovmodet er et af hans svage punkter. Har han ikke rådgivere, der kan hjælpe ham til at dosere sine interventioner, udmeldinger og beslutninger rigtigt, vil regeringen forsøge at udstille denne svaghed.”

Man mærker hensigten

Det er ikke tilfældigt, at Løkkes sag dukkede op på et tidspunkt, hvor regeringen havde desperat dårlige meningsmålinger. Ekstra Bladet blev budbringeren, men hvis ikke de havde kørt sagen, var den sikkert dukket op et andet sted. Sådan er dansk politik nemlig også blevet. Børsen kunne i sidste uge spørge, hvorfor Løkke skal udsættes for så meget kritik, når statsministeren har brugt syv gange så mange penge på at chartre private jetfly i forbindelse med det danske EU-formandskab? Og sådan bølger spindoktorkampen frem og tilbage. 

Hvor mange spaltemillimeter medierne vil lægge til, er først som sidst et spørgsmål om proportionssans. 

Det er nemt at forstå, at de økonomisk trængte medier kan være fristede til at ”give den fuld skrue”. Personsagerne er ”gode historier”, der giver point i den hårde kamp om opmærksomheden. Men det altdominerende personfokus og de langvarige kampagner med fokus på politikernes fejltrin risikerer i længden at udhule mediernes troværdighed og relevans som den fjerde statsmagt og demokratiets vagthund. 

Når den politiske dækning bliver for meget underholdning, og de toneangivende medier reduceres til budbringere for Facebook-opdateringer og personfnidder, risikerer den demokratiske debat om de store samfundsspørgsmål at blive banaliseret og/eller marginaliseret.

Politikerne bør på samme måde besinde sig på, at deres egne og deres rådgiveres bidrag til at holde denne spiral kørende, ikke er noget, der styrker respekten for landets politiske ledere eller gør det mere attraktivt for de unge generationer at gå ind i politik. Alle har et ansvar, der rækker ud over dem selv og nuet. 

Demokratiet risikerer at blive den store taber, hvis den fyldige dækning af personsagerne kommer til at skygge for andre påtrængende debatter om de store samfundsreformer af erhvervsskolerne, af erhvervspolitikken, af arbejdsmarkedsreglerne, af infrastrukturen osv.

Måske er det på høje tid at tage en seriøs debat om, hvor lavt fællesnævneren skal sænkes, og hvordan vi i fællesskab – medierne såvel som politikerne og deres rådgivere – kan hæve den.

Omtalte personer

Lars Krarup

Formand, Realdania, formand, Team Danmark
Slagter (1991)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu