Partierne gør mere skade end gavn i lokalpolitikken. Borgerne ønsker et opgør med partiernes ideologiske og taktiske spil, når det gælder de helt nære spørgsmål. De opfatter partipolitik som en hindring for effektive løsninger på de mest presserende problemer med eksempelvis utilpassede unge, ældreomsorg og bolignød. Kommunalpolitikerne beskyldes for at gå mere op i en abstrakt højre-venstreskala end i levende mennesker. Det er den entydige konklu-sion på en omfattende interview-undersøgelse af borgernes holdninger til nærdemokrati, lavet af samfundsforskerne Henrik Bang og Jens Hoff, som begge er lektorer ved Københavns Universitet. Undersøgelsen indgår i Københavns Kommunes evaluering af bydelsforsøget, som nedlægges ved årets udgang. Ifølge forskerne sender den et klart signal til alle landets lokalpolitikere, som er ved at forberede sig til efterårets kommunalvalg. Borgerne kommer med “en entydig afvisning af partipolitik”, siger Henrik Bang. Han mener ikke, det vil skade det lokale folkestyre at vinke farvel til partierne - måske tværtimod.