Kovending
Regeringen opgiver liberal mærkesag
Sander blokerer for universiteternes selvstyre. . .
. . . vil ikke give dem økonomisk selvstændighed
Regeringen er ved at svigte sit løfte om, at universiteterne skal styres på linje med private virksomheder. Den forbereder i øjeblikket et lovforslag, der vil tilbyde universiteterne pseudo-selveje. De vil hverken få råderet over deres bygninger eller et kapitalgrundlag, som giver dem mulighed for at disponere frit. Universiteterne skal ikke regne med at få den samme økonomiske uafhængighed som deres udenlandske konkurrenter med mulighed for langsigtede investeringer og satsninger. Læreanstalterne får dermed færre frihedsgrader end f. eks. seminarier og erhvervsskoler. Det fremgår af et principnotat, videnskabsminister Helge Sander har lagt frem og fået godkendt i regeringens Koordinationsudvalg, og som Ugebrevet er kommet i besiddelse af. “Jeg tror ikke, det vil være interessant for ret mange erhvervsledere at sidde i universiteternes bestyrelser. Det er at være forvalter på et regelsystems grundlag, ” fastslår rektorernes formand Henrik Toft Jensen.