Sandheden er kommet på udsalg

Skal de professionelle medier have en eksistensberettigelse i det postfaktuelle samfund, så må det være at afsløre løgnen.

Kendsgerninger er et levn fra den trykte presses tid, hvor folk ikke havde nogen valgmuligheder. Sagt af den amerikanske specialist i sociale medier Neetzan Zimmerman. Det provokerende udsagn fortjener næsten at blive stående lidt.

Den såkaldt fjerde statsmagt (de professionelle medier) er blevet afløst af den femte (de sociale medier), og det er det, der klikkes på og bliver delt af nyheder på de sociale medier, som får indflydelse og gennemslagskraft i det offentlige rum. Uanset om det distribuerede indhold er sandt eller falsk, manipuleret eller ægte. Den klassiske objektive, sandhedssøgende journalistik er udfordret, og sandheden er kommet på udsalg for højeste klikrate.

LÆS OGSÅ: Verden bliver skabt af løgne

I politik ser vi ud til at være på vej til samme tendens. Et blik på den amerikanske valgkamp og den britiske Brexit-afstemning viser med stor tydelighed, hvad der er i gang. Vi ser det også herhjemme. Det er det abnorme, det unormale, det grænseoverskridende, der får størst gennemslagskraft. En kandidat, som gang på gang optræder helt uden for den normale ramme, siger chokerende ting, fornærmer folk og proklamerer handlinger, som er helt urealistiske, får kolossal omtale som i tilfældet Donald Trump – også i de professionelle medier. Og når reaktionen på det grænseoverskridende indimellem ender negativt, så er det mediernes skyld.

Uanset hvor mange faktatjek og afsløringer af manipulerede udtalelser de professionelle medier sætter i værk, og hvor mange eksperter der råber op om, at fakta og kendsgerninger taler imod politiske påstande og udsagn, så stopper det ikke den nye kategori af populistiske politikere. Nu er det evnen til at ramme, hvad vælgerne føler, der tæller mere i politik end evnen til at håndtere fakta og handle rationelt, klogt og beslutsomt ud fra dem. Og værst af alt: Vælgerne ved meget vel, at populisternes udtalelser ikke er sande eller realistiske, men med manglende troværdighed hos politikerne i almindelighed, så gør det tilsyneladende ingen forskel. Og afslører medierne løgnene, så er de bare en del af eliten og ekspertvældet, som har taget kontrollen fra folkedybet.

Det har været undervejs længe, men debatten om de professionelle mediers fremtidige publicistiske opgave er taget til lige nu på denne udfordrende baggrund. Den politiske udvikling kombineret med de sociale mediers tiltagende magt er ved helt at nydefinere journalistikkens fremtid og den neutrale, objektive journalistiske formidlingsopgave.

Med Internettet er det mere end nogensinde muligt at sprede urigtige oplysninger, som hurtigt bliver delt i kaskader blandt brugerne og antaget for at være sandheder, når nu de er sendt videre af nogen, ”man kender”. Når man har fået nyheden af en i ”vennekredsen” uden om de professionelle mediers kritiske sorteringsmekanisme, så tror man mere på det, uanset om oplysningerne er vildledende, mangelfulde eller direkte løgnagtige. Man kommer til at føle en slags fællesskab med vennerne på de sociale medier, som deler samme holdning som en selv. Facebooks algoritmer er designet til at give os endnu mere af det, som de mener, vi ønsker os, som vores venner læser og plejer at læse, og derfor får vi endnu mere af samme type måske helt løgnagtige eller tvivlsomme informationer. Selvfølgelig begår de professionelle medier også fejl, og selvfølgelig har de også fordomme, men i den digitale verden spredes rygter og løgne langt hurtigere og langt mere uimodsagt, og jo vildere historierne er, desto mere spredning.

Vi havde engang en forestilling om, at demokratiet byggede på en oplyst og informeret befolkning, og at medierne leverede den demokratiske grundforsyning af viden, som kvalificerede den politiske debat. Vi havde en forestilling om, at medierne havde til opgave at være demokratiets vagthund, som hele tiden kunne holde øje med og afsløre, hvis politikerne manipulerede med kendsgerningerne.

Nu er de sociale medier så stærke, og de professionelle medier blevet så svage, at usandheder kan få lov til at cirkulere rigtigt længe og uimodsagt. Og de professionelle medier har mistet den brede befolknings tillid.

Det er nu, vi bliver nødt til at tale om en journalistisk mobilisering og slå et slag for en ny oplysningstid, hvis ikke vores samfundsudvikling skal ende med at blive tilrettelagt efter seneste shitstorm på Facebook eller seneste populistiske slag i luften. Udviklingen har det dramatiske faremoment i sig, at mister politikerne reelt styringen og evnen til at træffe de nødvendige og ind i mellem ubehagelige beslutninger, så vil nogen andre udfylde det magttomrum.

Hvad kan vi gøre ved det? Den professionelle journalistiske rolle må oprustes. Skal de professionelle medier have en eksistensberettigelse i det postfaktuelle samfund, så må det være at afsløre løgnen, lige præcis når en politiker bevæger sig ud på den boldgade. Afsløre falske påstande under direkte tv-sendinger og i skrevne interviews. Påtage sig en aktivistisk opgave med at korrigere fejl og manipulerede kendsgerninger i den offentlige debat. Vi kan ikke bare holde mikrofonen for to politikere med hver sit synspunkt og på den måde legitimere vores objektive rapportering. Når nu noget indimellem er mere rigtigt, mere sandt, end noget andet, så må vi reagere på det. Vi må sætte nye normer og standarder for objektivitet.

Den professionelle journalistik er blevet for overfladisk og for bekymret for at tage et medansvar for sandheden. Det er ofte svært i et 24/7-nyhedsmiljø, hvor historierne skal hurtigt ud, og ressourcerne til specialisering ikke er til stede. Men det ændrer ikke på, at den seneste politiske udvikling rundt omkring os og udviklingen med de sociale medier som magtfaktor må få de professionelle medier til at nytænke deres demokratiske rolle.

Forrige artikel Skattereform med bind for øjnene Skattereform med bind for øjnene Næste artikel Britisk atomdrama kan booste dansk teknologieksport Britisk atomdrama kan booste dansk teknologieksport