Siden 2014 har Saudi-Arabien fulgt en strategi, der bestod i at opretholde landets andel i et overforsynet oliemarked, og mens oliepriserne er faldet drastisk, har landet nægtet at skære ned på produktionen. Men sheikerne i Riyadh er af forskellige årsager endt med et større prisfald, end de havde regnet med. Blandt de faktorer, som holder priserne nede, er et faldende energibehov i Kina, nye energikilder fra amerikanske skiferproducenter og Iran (efter atomaftalen) og generelle udsigter til lavere efterspørgsel på grund af en træg global økonomi og løfter om reduktioner i brugen af fossile brændsler for at hindre global opvarmning.

Som den billigste af verdens større olieproducenter har Saudi-Arabien alle mulige grunde til at holde priserne nede for at udkonkurrere dyrere producenter i andre lande, selv om Saudi-Arabiens indtægter fortsat er bagud. Hensynet til klimaforandringer vil reducere verdens afhængighed af fossile brændsler, men Saudi-Arabien vil formentlig fortsætte med at holde priserne nede for at sikre, at landet bibeholder så høj en andel af det begrænsede behov for fossile brændsler som muligt.

Om end den saudiarabiske strategi på langt sigt er fornuftig, vil den på kort sigt lægge et enormt økonomisk pres på styret, resultere i underskud og lægge beslag på eksisterende økonomiske reserver. Riyadh er nødt til at gøre noget hurtigt for at indstille sig på denne situation.

At den regionale rival Iran allerede har en meget mere forskelligartet og mindre olieafhængig økonomi, har sikkert også bidraget til at fokusere opmærksomheden i Riyadh. I 2015 lykkedes det faktisk Iran at præstere et mindre ikke-oliebaseret handelsoverskud med en ikke-oliebaseret eksport på 42,4 milliarder dollar og en tilsvarende import på 41,5 milliarder dollar, om end dette delvis skyldes, at importen falder hurtigere, end eksporten stiger, som resultat af de nyligt hævede økonomiske sanktioner.

En saudisk 2030-plan

Den nye generation af saudiarabiske ledere lancerede således for nylig landets Vision 2030. Målet med det nye program er at lægge afhængigheden af høje oliepriser bag sig, diversificere økonomien og skabe millioner af nye job for at kunne beskæftige en arbejdsstyrke (i aldersgruppen 15-64 år), som forventes at vokse med mere end 4 millioner fra 20 millioner til 24 millioner i 2030. Saudi-Arabiens herskende kongehus har præsenteret tre temaer for reformprogrammet: et dynamisk samfund, en blomstrende økonomi og en ambitiøs nation. Hensigten med planen er at nå 100 milliarder dollar i ikke-oliebaserede indtægter i 2020 og at have skabt 6 millioner job uden for oliesektoren i 2030.

Desværre er den nye strategi efter al sandsynlighed dømt til at mislykkes, idet den ignorerer Saudi-Arabiens underliggende samfundsmæssige problemer og styrets historiske tilbøjelighed til at holde på magten. En dybt repressiv, autoritær stat, der i bund og grund er drevet som den regerende Al-Saud-families egen besiddelse og i tæt samarbejde med det ultrakonservative wahhabistiske religiøse system, vil sandsynligvis vise sig at være en betydelig hindring for reformer og yderligere vækst foranlediget af den private sektor.

Ganske vist har autoritære styrer gennemført markedsreformer i andre lande – Kina for eksempel. Men den slags ideologisk pragmatisme er langt mere besværlig, når en regering samarbejder med en streng og altomspændende religiøs doktrin, der betragter "rationel debat/undersøgelse" som forbudt og udtrykkeligt efterstræber til hver en tid at efterligne det 7. århundredes tidligste muslimers levevis. Medmindre regeringen bryder med den wahhabistiske statsreligion, vil dens reform ikke lykkes.

Opgør med stor offentlig sektor

I økonomisk henseende er Saudi-Arabiens udfordringer enestående. Mens Kina omlægger sin økonomi fra produktion og byggeri til service og forbrug, må saudierne vænne sig til, at oliesalg ikke længere vil udgøre 70 pct. af styrets indtægter. To tredjedele af Saudi-Arabiens statsborgere arbejder for staten, mens 80 pct. af den private arbejdsstyrke er udlændinge. Riyadh bliver således nødt til at flytte saudiarabere ud af den statslige sektor og over i privat ansættelse, hvor lønnen snarere beror på kvaliteten og omfanget af det udførte arbejde end på ens identitet som saudiarabisk statsborger.

For at skabe et "dynamisk samfund" agter Saudi-Arabien at udvikle sin turistindustri, hvilket er arbejdskrævende. Turismeprogrammet fokuserer dog kun på et mindre segment af verdens rejsende, hvilket vil sige pilgrimme på hajj til Mekka og Medina. Styret ønsker at øge antallet af folk på pilgrimsfærd fra 8 millioner til 30 millioner om året, men det økonomiske udbytte af et sådant bureaukratisk tiltag er uklart. Muslimer tager på hajj på grund af religiøse påbud i koranen. Det er svært at forestille sig, at det kan forvandles til et mere omfattende turistprogram. De 1.500 pilgrimme, som døde i september 2015, da der opstod panik i menneskemængden i Mekka, understreger den åbenlyse risiko ved at klemme for mange mennesker ind på lidt plads på én gang. Den prioritet, som saudierne tildeler religiøse hensyn, afspejles i Vision 2030’s hensigt om at bygge "det største islamiske museum (…) et betydeligt vartegn for vores statsborgere og besøgende, hvor de vil lære om islams historie, prøve interaktive oplevelser og deltage i kulturbegivenheder".

Saudiernes strategi for at opnå en "blomstrende økonomi" omfatter en forøgelse af små og mellemstore virksomheder fra at dække 20 til at dække 35 pct. af økonomien, oprettelsen af en offentlig investeringsfond på næsten 2 billioner dollar, en reduktion af den offentlige sektors andel af økonomien fra 60 til 35 pct. og en forøgelse af kvinders andel af arbejdsstyrken fra 22 til 30 pct. i 2030. Det er ikke dårlige ideer. En reduktion af den offentlige sektor kunne opnås ved at privatisere statsejede virksomheder og anvende udbyttet herfra til at udvide investeringsfonden. Det saudiarabiske styre har tilkendegivet sin intention om at frasælge i det mindste en lille del af Saudi Aramco*, flytte ejerskabet for resten til investeringsfonden og konvertere den statslige olievirksomhed til et diversificeret industrielt konglomerat.

Sådanne privatiseringer af offentlige aktiver medfører generelt effektivitetsforbedringer og god økonomisk politik i det lange løb. Men tiltag som disse risikerer også at medføre betydelige jobtab og højere arbejdsløshed blandt saudiarabiske statsborgere, hvortil kommer regeringens tab af kontrol over de solgte virksomheder. Det er langtfra klart, om regeringen er villig eller i politisk henseende i stand til at stå det igennem.

Underudnyttelse af kvindelig arbejdsstyrke

Hvad angår forøgelsen af kvinders rolle i økonomien, bevæger saudiernes mål sig i den rigtige retning, men er usædvanligt tilbageholdende. Den situation, kvinderne befinder sig i på det saudiarabiske arbejdsmarked, er:

• De udgør over 50 pct. af de universitetsuddannede, en påfaldende andel landets kønsmæssige skævhed taget i betragtning: Der er fem mænd for hver fire kvinder i den arbejdsdygtige alder på 15 til 64 år.


• De seneste tilgængelige ILO-data (2014) viser, at kvindernes andel af arbejdsstyrken på 20,4 pct. kun var en fjerdedel af den mandlige på 78,2 pct., og dog var arbejdsløsheden blandt kvinder på 21,6 pct., næsten 8 gange højere end den mandlige arbejdsløshed på kun 2,8 pct.

• Den faktiske beskæftigelsesprocent for kvinder i 2014 var derfor helt nede på 15-16 pct. mod 75 pct. for mænd.

Selv hvis Saudi-Arabien opfylder sin nye 2030-vision, inklusive en reduktion af den samlede arbejdsløshed til 7 pct., vil kvinder fortsat være væsentligt bedre uddannede end mænd, men kun have en fjerdedel af mændenes chance for at være i job. Det er ikke nogen opskrift på en "blomstrende økonomi". Det er snarere en fortsat åbenlys underudnyttelse af Saudi-Arabiens kvindelige arbejdsstyrke, hvilket i sidste ende vil betyde, at det ikke vil lykkes landet at komme ud af sin afhængighed af olie. Antagelsen om, at det kan lykkes ved fortsat at bero næsten udelukkende på mandlig arbejdskraft, er ganske enkelt fantasi.

Konklusionen er uundgåelig: Medmindre der ændres på det wahhabistisk religiøse systems modstand mod kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet – for ikke at tale om forbuddet mod, at kvinder kører til og fra arbejde eller rejser uden mandlig ledsager – er reformvisionen dømt til at forblive uopfyldt.

Ingen vej uden om demokrati

Endelig har Vision 2030 til hensigt at skabe en "ambitiøs nation – med et velfungerende styre". Den saudiarabiske regering siger, at man "vil følge førende internationale standarder og administrative praksisser, som vil bidrage til, at vi når det højeste niveau af transparens og ledelse i alle sektorer. Vi vil sætte og opretholde høje standarder for ansvarlighed. Vores mål, planer og præstationsindikatorer vil blive gjort tilgængelige, så fremskridt og målopfyldelse kan følges offentligt."

Den saudiarabiske regering lover yderligere at "udvide kommunikationskanalerne mellem statslige myndigheder på den ene side og borgere og den private sektor på den anden. Vi vil facilitere interaktive, onlinebaserede og intelligente dialogformer og måder at lytte til borgernes synspunkter på og høre alle indsigter og perspektiver. Vi ønsker at give alle muligheden for at sige deres mening, så regeringen kan tjene dem bedre og imødekomme deres ønsker."

Prisværdige mål, men transparens og digital forvaltning er ikke det samme som lige ansvar eller statslig legitimitet. Og man kan ikke afholde sig fra at spørge, hvad der vil ske, hvis f.eks. de nu offentliggjorte mål i Vision 2030 ikke opfyldes? Vil prins Mohammad bin Salman påtage sig ansvaret og træde af? Hvis Saudi-Arabien var opsat på en rolle som leder i Mellemøsten, burde de – for deres egen og for regionens skyld – prøve med demokrati.

Vision 2030 hævder at gå ind for en dramatisk forøgelse af økonomisk uafhængighed og selvstændighed for det saudiske folk. Det er ikke sandsynligt, at en sådan styrkelse vil lykkes, uden at det saudiske folk får en direkte stemme i valget af deres egen regering, og det wahhabistisk religiøse systems kvælertag brydes.

*Saudi Aramcos datterselskab Aramco Services Company bidrog i 2011, 2012 og 2013 med 25.000-49.999 dollar til Peterson Institute.