I et øde ørkenområde i det vestlige Texas i en tunnel boret dybt ind i et stort bjerg er der ved at blive bygget et ur, der skal kunne gå de næste 10.000 år. The Clock of the Long Now er konstrueret og finansieret af en stribe af it-udviklingens frontfigurer, og formålet med at bygge uret er udtrykkeligt at blive skubbet til at tænke konkret i et helt andet tidsperspektiv, end man ellers har lejlighed til.

Foreningen bag uret, The Long Now Foundation, opstod som en reaktion på ideen om The Singularity og den forventning, som mange i techsektoren har, om at kunstig intelligens, bioteknologi og nanotech vil fortsætte med at udvikle sig eksponentielt. Teknologierne bliver kraftigere og kraftigere, og på et tidspunkt går det så stærkt, at mennesker helt mister mulighed for at følge med endsige styre den videre udvikling.

Hvis man tror, at dét punkt er lige om hjørnet, mister man helt evnen til selv at tænke langsigtet og overveje, hvad man kan gøre, for at den fjerne fremtid bliver et sted, hvor mennesker trives.  

Tilpas hastigheden efter forholdene

”Det er blevet sværere at tænke langsigtet,” siger Christian Bason, direktør for Dansk Design Center.

”Udviklingen og udbredelsen af ny teknologi går hurtigere, det samme gør medierne, vores forbrug og livsstil samt det politiske arbejde. De aktører, der vinder, kan eksekvere lynhurtigt og på kort sigt. Og det er klart, at den kontekst præger vores tænkning.

Men den kortsigtede horisont i vores udviklingsarbejde er farlig, for mange af de største udfordringer, som vi står over for nu, kan ikke adresseres med den kortsigtede tænkning, vi har vænnet os til. Klimaet kan kun adresseres klogt og rigtigt, hvis vi tænker langsigtet i forhold til omstillingen af byer, energi, mobilitet osv.”

Basons pointe er ikke, at vi skal droppe det korte perspektiv. Men vi skal blive mere opmærksomme på, at tilværelsen udfolder sig i mange forskellige tempi – ikke kun i fast forward.

Geologien og geografien udvikler sig meget langsomt. Grundforskning kan være årtier om at nå et resultat. Politiske systemer og institutioner opstår ikke hurtigt, det tager årevis at ændre lovgivningen, og valgcyklussen er typisk fire år.

Det går hurtigere i erhvervslivet, her er horisonten gerne to-tre år, måske helt ned til et enkelt kvartal. I de kreative sektorer inden for design, kunst eller musik går det endnu hurtigere, og tempoet stiger yderligere i medierne. Inden for finans bliver mange beslutninger taget på brøkdele af sekunder.

”Hvis man vil handle i den verden, vi lever i i dag, skal man derfor kunne tænke på meget forskellige horisonter. Det korte sigt går ikke alene, du skal samtidig også kunne tænke langt. En typisk medie virksomhed tænker time til time og dag til dag – men hvad sker der, hvis de tager tiårs blik? Kan det tilføre dem noget at undersøge det perspektiv?  Tricket er ikke kun at leve i det tempo, som ens egen sektor har, men at tænke ud over det,” mener Christian Bason.

Scenarier fortæller om nutiden

Jo hurtigere det går, des sværere er det at forudsige, hvad der vil ske – og en af reaktionerne er, meget naturligt, at tænke mere kortsigtet. Hvis man ikke ved, hvad ens situation er om ti eller tyve år, giver det ikke mening at investere i produkter, der kan holde længe, eller at indgå i kontrakter eller forpligtelser på langt sigt. Under hastig forandring er det strategisk klogere at organisere sig, så man opererer flydende og fleksibelt.

Men så er det netop, at man risikerer at miste styringen og blot drive med derhen, hvor teknologien eller den kortsigtede økonomiske logik trækker en.  

Scenarier kan være en måde at genvinde det lange perspektiv, og scenariemetoden er tilsyneladende blevet meget populær igen på den seneste. Det handler om at gennemtænke strategi og ambitioner i forhold til en række mulige fremtidige situationer.

Man taler tit om scenarier som en vindtunnel. Ligesom bilindustrien sætter kommende modeller i en vindtunnel for at se, hvor designet skaber modstand, så kan man teste en ny strategi eller en ny forretningsmodel ved at overveje, hvordan den vil klare sig i scenarier med vidt forskellige spilleregler.

I sidste uge samlede Dansk Design Center 100 designere og ledere fra det offentlige og det private til en intens dags arbejde med scenarier.

En af de indledende talere var den danske forfatter Kaspar Colling Nielsen, der har skrevet flere bøger, som beskriver et fremtidigt Danmark, der er væsentligt forskelligt fra det, vi kender i dag. I romanen ’Den danske borgerkrig 2018-2024’ fortæller Kaspar Colling Nielsen om et København i blodig undtagelsestilstand. I dag er han taleskriver for klimaministeren.

For Kaspar Colling Nielsen er fortællinger og visioner om fremtiden et redskab til at genvinde styringen. I øjeblikket er det teknologiudviklingen og kapitalforvaltningen, der driver udviklingen i vores samfund, ikke borgerne eller politikerne, mener han:

”Der ikke nogen, der har bestemt, at en fireværelseslejlighed i indre by skal koste otte millioner kroner. Det er bare sådan, det er blevet, for sådan fungerer finanserne. Tilsvarende har teknologier som Facebook og smartphonen fuldstændigt forandret vores liv – men da de blev lanceret, var der ingen, der anede, hvilke konsekvenser det ville have. Ikke engang Facebook selv. Det er derfor, mange føler, at vi bare halser efter udviklingen. Det er ikke os, der driver den længere, det er bare noget, der sker, og vi skal så tilpasse os udviklingen. Men problemet, ved at teknologien er blevet den drivende kraft, er, at teknologi er blind. Den vil ingenting, den følger ikke et værdisystem, og det er et demokratisk problem, hvis udviklingen ikke er bundet op på politiske synspunkter og værdier,” siger Kaspar Colling Nielsen.

Han peger på, at mange af de centrale fortællinger, vi hidtil har styret efter, er udfordrede eller utilstrækkelige. Demokrati, humanisme, teologi og kunst er bærende ideer, som samfund er bygget på. Men de er alle i krise:   

”Demokrati har været en effektiv styreform. Men de seneste ti år har globaliseringen vist, at der er andre, mere totalitære styreformer i Kina og andre lande i Asien, der klarer sig bedre. Forbindelsen mellem liberale demokratier og vækst og fremgang er brudt,” siger han.

Kasper Colling Nielsen peger på bæredygtighed som en ny fortælling, der igen kan give os værdier at styre efter.

”Konsekvenserne af klimakrisen kan være så alvorlig, at hensynet til bæredygtighed bliver sat forrest som den værdi, kapitalforvaltningen og teknologiudvikling er nødt til at styre efter. Hvis bæredygtighed breder sig som en sandhed, vi skal gøre noget ved nu, så vil det påvirke, hvordan vi laver ny teknologi, og hvordan vi investerer kapital.”

”Når vi sætter en værdi foran udviklingen, giver det et håb om, at vi kan genvinden kontrollen over udviklingen i vores samfund. Så vi ikke bare sidder på bagsædet og lader det ske,” siger Kaspar Colling Nielsen.

Man skal ikke bilde sig ind, at man kan sige ret meget om fremtiden. Men ved at forestille sig fremtiden, får man et redskab til at analysere de kræfter, der er på spil i nutiden.