Se klimaepidemiens verdenskort
The Climate Vulnerability Monitor er en uafhængig samlet vurdering af effekten af klimaforandringerne på verdens befolkninger i dag og i den nærmeste fremtid. Rapporten kategoriserer lande over hele verden i lav, moderat, høj, svær eller akut sårbarhed over for klimaforandringernes effekter. Desuden opridser rapporten nogle af de vigtigste foranstaltninger, som kan tages i brug allerede i dag for at mindske omfanget af klimaændringerne og begrænse klimaforandringernes negative effekt på mennesker, deres økonomi og miljø.
The Climate Vulnerability Monitor er initieret af DARA, som er en uafhængig international organisation baseret i Madrid, dedikeret til at forbedre kvaliteten og effektiviteten af bistand til udsatte befolkningsgrupper, særligt grupper, der lider under konflikter, ulykker og klimaforandringer. DARA har stået i spidsen for uafhængige undersøgelser og evalueringer af større udviklings- og humanitære initiativer i mere end 40 lande og på tværs af fem kontinenter.
Konsulentvirksomheden Commons Consultants har været research- og produktionspartner i udarbejdelsen af the Climate Vulnerability Monitor. Commons Consultants er en konsulentvirksomhed baseret i København med ekspertise i policyanalyse og strategiudvikling.
The Climate Vulnerability Monitor bakkes op af en lang række af de absolut førende internationale myndigheder og eksperter inden for klima og klimaforandringer. Herunder kan blandt andet nævnes The Climate Vulnerable Forum, som er en gruppe af de mest engagerede sårbare lande med Maldivernes præsident, Mohamed Nasheed, i front, Helen Clark, administrator af FN’s udviklingsprogram (UNDP), José María Figueres Olsen, tidligere præsident i Costa Rica og formand for the Carbon War Room, Rajendra Pachauri, formand for FNs klimapanel og generaldirektør for Energy Resources Institute (TERI), Yolanda Kakabadse, international præsident for Verdensnaturfonden (WWF), og Manuel Carballo, direktør for den internationale komite for migration og sundhed (ICMH).
Klimaepidemiens omfang 2010
Figur 1 | Forstør
Samlet oversigt over sårbarhedsfaktorer ift. klimaforandringer 2010, målt på sundhed, levesteder, naturkatastrofer og økonomiske tab
Allerede i dag sætter klimaforandringerne flere regioner under pres med forværring i sundhedstilstand, tab af levesteder, flere naturkatastrofer og økonomisk tab.
Kilde: Common Consultants.
Klimaepidemiens omfang 2030
Figur 2 | Forstør
Samlet oversigt over sårbarhedsfaktorer ift. klimaforandringer 2030, målt på sundhed, levesteder, naturkatastrofer og økonomiske tab.
Klimaepidemien vil sprede sig markant i løbet af de næste 20 år – i store dele af verden vil man opleve akutte og alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne, som vil føre til yderligere forværring i sundhedstilstand, tab af levesteder, flere naturkatastrofer og store økonomiske tab.
Kilde: Common Consultants.





