Selv it har sine begrænsninger

Jeg har med interesse læst artiklen om den digitale velfærdsrevolution. Mange af tankerne lyder som gode idéer, som vi kan arbejde hen imod. Men hvad angår besparelsespotentialet tvivler jeg på konklusionerne. De fleste udsagn i artiklen kommer fra it-rådgivere- og firmaer, som man må mistænke for salgstaler. I hvert fald er det åbenbart, at det er uhyre sjældent, at implementering af et it-system har givet anledning til realisering af besparelser. Forklaringen om, at det skyldes, at de offentlige ledere ikke holder fast og realiserer besparelsen, er simpelthen for letkøbt. Jeg vil ikke forholde mig til helheden, men alene til det, jeg tror, jeg har forstand på - nemlig it på sundhedsområdet.

Med mere end 30 års erfaring i sektoren er det for mig er helt indlysende, at den kolossale udvikling, som sundhedsvæsenet og befolkningens krav til det har været igennem, i sig selv har genereret et stadig stigende behov for registreringer og tilgængelighed af mange flere data.

De mange kvalitetsdatabaser og senest den danske kvalitetsmodel er blot eksempler på dette. Specialiseringen af sygehusvæsenet og udviklingen af en lang række diagnostiske metoder er andre elementer. Den ændrede arbejdsdeling med primærsektoren er et tredje område.

Set fra min stol har sygehusvæsenet generelt gennem de sidste mange år formået at levere en produktitivitetsstigning på 2 % om året. På grund af de stadig øgede krav til registreringer og forbedret patientlogistik, har vi været nødt til at investere i og udvikle it-anvendelsen. På trods af it-industriens drømme om, at vi kunne være kommet endnu længere, hvis vi samlede kræfterne om ét system i Danmark, må man nøgternt skal konstatere, at vi er nået meget langt. I Region Sjælland har vi i dag "single sign on", hvor vores medarbejdere har én indgang til samtlige kliniske it-systemer. I løbet af dette år vil vi kunne udfase papirjournalen helt. Det har før været fremme, at regionerne også i international sammenhæng klarer sig godt.

Jeg er ikke uenig i, at it-anvendelsen kan gøres endnu bedre. Men kæden springer af, når jeg kombinerer de stadigt stigende krav til registreringer og tilgængelighed med kravet om en årlig produktivitetsstigning på 2 % for slet ikke at tale om besparelser.

Vi skal videre med udvikling af it både som arbejdsredskab og som en måde at inddrage patienterne i deres behandling. Men det forudsætter, at der sådan som regionernes økonomi er skruet sammen allokeres nye penge til dette formål. I den sammenhæng kunne man minde om den gamle læresætning, der stadig gælder: It-implementering er 20 % it og 80 % ledelse og organisation. Det betyder, at der ikke bare skal tages højde for implementeringen, men at der også skal være kræfter til at løfte opgaven ledelsesmæssigt. En langsigtet udviklingsplan for it-anvendelsen er således også nødt til at tage højde for, at der skal være hoveder til denne opgave.