I en tid, hvor medierne flyder over med horrible beretninger om kulsejlede offentlige investeringer og forandringsprojekter, er der god grund til at hylde succeserne. Og de findes faktisk. En af de allermest imponerende er omlægningen af den kommunale madkultur i vores kære hovedstad.

På knap 10 år er København blevet et internationalt fyrtårn, når det gælder omlægningen til økologi og et farvel til fortidens uværdige affodringskultur. I dag er 90 pct. af maden i byens offentlige gryder økologisk, og der er sket et banebrydende løft i mad- og måltidskvaliteten fra skolemad og kantiner til ældrecentre og sociale institutioner. Hvis man skruede madkulturen 10 år tilbage, ville de fleste af nutidens københavnere korse sig og tro, at fortidens niveau var løgn, så markant har kvalitetsløftet været.

Pioneren i dette arbejde har været Københavns Madhus, der med den ukuelige ildsjæl Anne-Birgitte Agger i spidsen har drevet den stille madrevolution. Og nøglen til succesen har været en tilgang til forandringer, der er stik modsat den new public management-doktrin, som ellers så hyppigt hjemsøger den offentlige sektor. Man har taget medarbejderne i de kommunale køkkener alvorligt, og gennem aktiv inddragelse, nærvær og respekt er der gennemført et imponerende løft i både arbejdsglæde, produktivitet og kvalitet.

Og til forskel fra de groteske fejlbudgetteringer og milliontab, vi ser andre steder i det offentlige, har der været styr på økonomien. Faktisk har Københavns Madhus bevist, at økologi ikke behøver at koste ekstra – der er nogle indledende investeringer, mens et kommunalt køkken bliver omlagt til økologi, men når først de nye arbejdsgange er indkørt, er den daglige økologiske madproduktion ikke dyrere per måltid end fortidens konventionelle løsninger. Det betyder markant bedre kvalitet for de samme skattekroner gennem smarte og gennemtænkte løsninger.

Død ved regneark

Men netop som København stod med alle ingredienserne til en imponerende kommunal succeshistorie, har man valgt at smide det hele på gulvet. I sidste uge kom det frem, at Koncernservice i Københavns Kommune har besluttet at overdrage broderparten af Københavns Madhus’ opgaver til den kapitalfondsejede virksomhed Løgismose Meyers A/S.

I stedet for at værdsætte og værne om de skabte resultater og de møjsommeligt opbyggede erfaringer vælger man at udlicitere opgaven til en kommerciel aktør i forsøget på måske at spare lidt småpenge. Med valget fravælger kommunen Københavns Madhus som sin hovedpartner, og 10 års unikke kompetencer og møjsommeligt relationsarbejde til hundredvis af kommunale institutioner tabes på gulvet. Det er en beslutning, som kun giver mening i en verden af McKinsey-rapporter og regnearksfetichisme.

Imens Borgerrepræsentationens politikere sover i timen, legitimeres beslutningen med bureaukratisk sniksnak om EU-udbudskrav. Men der er ikke tvivl om, at hvis juristerne i Koncernservice og deres politiske ansvarlige gerne ville, så kunne man sagtens have fundet en fornuftig løsning, hvor Københavns Madhus fortsat var kommunens forandringsaktør og faglige enhed.

Trist med trist på

Det er tragisk på så mange punkter. For det første er det yderst tvivlsomt, at en kommerciel aktør kan løse opgaven billigere til samme kvalitet. En kapitalfond har høje overskudskrav, og både profit og dækning af de store opstartsudgifter kan kun hentes et sted – i de timer, der er til at løse opgaverne. Der bliver markant færre timer til at løse opgaverne end tidligere. Og til forskel fra udliciteringen af visse andre offentlige opgaver er der ingen særlige it-systemer, stordriftsfordele eller patenterede opfindelser, som kan sandsynliggøre, at en kommerciel aktør på magisk vis skal kunne høste store effektiviseringsgevinster, uden at det går alvorligt ud over kvaliteten.

Jeg ved ikke, hvorfor en kommerciel aktør som Løgismose Meyers A/S har valgt at byde på Københavns Madhus’ opgaver, men det er set mange gange før, at en kapitalstærk, privat aktør underbyder andre kompetente spillere på et område, således at man sikrer sig et lukrativt monopol på den lange bane. Og sådan vil det gå.

Hvis Københavns Madhus bliver knækket af fravalget og de erfarne medarbejdere afskediget, vil der ikke eksistere andre nonprofit-aktører, hverken herhjemme eller i udlandet, som har en tilsvarende ekspertise. Københavns Kommune vil få meget svært ved at fortryde og tage opgaverne tilbage i offentligt regi, hvis bureaukraterne skifter mening eller politikerne vågner.
For det andet er det tragisk at se, hvordan kommunen formøbler sine egne årelange investeringer. Københavns Madhus blev i 2006 stiftet som en fond af Borgerrepræsentationen, og år for år betaler man for at opbygge en unik og succesrig enhed for så at lukke herlighederne ned, når investeringerne begynder at bære frugt. Det svarer til en kommerciel virksomhed, der gennem 10 år opbygger en udviklingsenhed, der bliver branchens bedste, for så at fyre folk og udlicitere arbejdet til Kina. Det giver jo ingen mening.

Et tredje aspekt er den stedmoderlige behandling af de dedikerede medarbejdere. Jeg ved godt, at loyalitet og dedikation ikke indgår i de fleste kommunale budgetter, men det er alligevel beskæmmende at se, hvordan kommunen har valgt at belønne det hus og den flok medarbejdere, der igennem 10 år har valgt at bruge deres energi og faglighed på at løfte et lavprestigeområde i offentligt regi. På et arbejdsmarked, hvor der stedse konkurreres hårdere og hårdere om talenterne, er det en sløj strategi at smide de bedste folk, man har, på porten uden tak.

En tragedie med konsekvenser

Summa summarum er vi vidne til en tragedie, der viser at selv, når det går så fremragende, at godtfolk fra hele verden valfarter til lille Danmark for at lære af os, så har dele af den offentlige sektor en særlig selvdestruktiv evne til at skyde sig selv i foden og slå ethvert engagement og talent ned. Det er som at se et særafsnit af sitcom-serien Klovn, og det ville være næsten komisk i al sin tåkrummende klodsethed, hvis det ikke var, fordi Københavns børn, ældre og udsatte kommer til at lide under dårskabens konsekvenser de næste mange, mange år.

PS: Jeg vil for en god ordens skyld lige nævne, at selv om jeg deler efternavn med Madhusets direktør, så er vi ikke i familie. Min forurettelse er ikke af familiær karakter, men blot udtryk for en undren som småbørnsfar, borger, vælger og skatteyder i København.