Hvor tit har man ikke hørt en dansk politiker forklare, at svaret på et givent problem er fælles løsninger via EU, hvorefter personen skynder sig at tilføje, at EU selvfølgelig ikke skal blande sig i mere end højst nødvendigt.

Selv om de fleste danske politikere forsikrer os om deres positive syn på EU og argumenterer for fælles løsninger på en lang række områder, pakker de i udstrakt grad deres udsagn om den europæiske union ind i men’er, forbehold og krav om et ’smallere’ EU.

”Vi har brug for samarbejdet, men samtidig er der steder, hvor det ikke giver mening,” sagde SF’s Pia Olsen Dyhr f.eks. i en artikel i Ekstra Bladet få dage før briternes EU-afstemning om remain eller leave. I samme avis udtalte Venstres Jan E. Jørgensen sig om bl.a. om forholdet mellem Storbritannien og Danmark:

”Vi ønsker begge et EU, der er stærkt på de grænseoverskridende problemstillinger, men som holder snuden for sig selv på alle de områder, hvor det ikke giver mening at have fælles europæiske løsninger.”

Eksemplerne er karakteristiske for den måde, som mange danske politikere vælger at tale om EU på. Der er meget langt imellem de politikere, som udtaler sig om EU-relaterede spørgsmål uden samtidig at benytte chancen til lige at markere et eller flere forbehold.

Det viser en analyse af udsagn om EU fra de 9 folketingspartiers EU-ordførere i landets 10 største dagblade gennem de seneste 6 måneder. Analysen fokuserer på, hvilke diskurser udsagnene er udtryk for. Kun artikler, hvor EU-ordførerne direkte udtrykker en holdning til EU, er taget med i den endelige analyse, og i alt er der analyseret 60 artikler. Se tekstboks.

Politiske fløje skal have bank

Det er imidlertid problematisk, at selv EU-positive politikere stort set altid omtaler EU med forbehold og men’er, fordi EU dermed kommer til at fremstå mere negativ, end realiteterne kan bære. Det europæiske samarbejde i Bruxelles medfører nemlig også mange positive ting for et land som Danmark.

Det er der enighed om hos mangeårig udenrigsminister og stadig aktiv debattør Uffe Ellemann-Jensen, professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik Marlene Wind og medieforsker med speciale i forholdet mellem danskerne og EU på Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch.

Uffe Ellemann-Jensen mener lige frem, at de nationale politikere svigter, fordi det alt andet lige har stor betydning, hvordan netop de taler om EU, da de er magtfulde personer, hvis udsagn har stor gennemslagskraft. Den version af ’sandheden’ om EU, som de præsenterer i medierne, er med til at skabe folks sandhedsopfattelse.

”EU er ikke et stort, fjernt monster, det er jo summen af, hvad de politikere, der sidder i hovedstæderne, kan blive enige om at gennemføre. Der er for mange, der snakker dem på fløjene efter munden i stedet for at give dem nogle bank,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

En ny Megafon-måling for Politiken og TV2 viser, at danskerne grundlæggende er EU-positive. Mens 60 pct. mener, at dansk medlemskab generelt er godt, er blot 21 pct. af den modsatte opfattelse. På spørgsmålet, om Danmark skal have en Dexit-afstemning, svarer 59 pct. nej, 33 pct. ja, mens 9 pct. er uafklaret. På den anden side havde Dansk Folkeparti massiv fremgang til Europa-Parlamentsvalget i 2014, og det blev som bekendt til et nej til tilvalgsaftalen i december sidste år.

I jagten på vælgerne har fløjpartiernes succes ifølge professor Marlene Wind medført en konkurrence om, hvem der kan være mest skeptisk.

”Politikerne kopierer den retorik, som tidligere kun fandtes på fløjene, og siger: ’Vi er lige så skeptiske som DF, så I kan godt komme tilbage til os.’ Det er blevet intensiveret de sidste fem år,” siger hun.

Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, oplever også en stigende EU-skepsis blandt partierne, og at yderfløjene får mere taletid.

”Jeg tror, at den eneste grund til, at yderfløjene får lov at fylde så meget, er, at de traditionelle ja-partier ikke har været dygtige nok til at politisere diskussionen om, hvor vi skal hen. Der er partier, som lever af den konflikt,” siger han.

Ifølge Peter Hummelgaard Thomsen er det største problem dog ikke, at politikerne taler forbeholdent om EU.

”Europas problem er, at der på mange områder bliver ført en forkert politik. Det skaber frustrationer, som er lette for de populistiske partier at kanalisere over til at sige ’Jamen, så skal vi melde os ud’,” siger han.

Er et smallere EU muligt?

Analysen af EU-ordførernes udsagn viser, at de generelt alle taler om et ’mindre EU’. EU bliver fremstillet, som om det ikke er godt nok i sin nuværende form, og at der er alvorligt brug for ændringer. I en af de analyserede artikler – et debatindlæg i Berlingske – peger Alternativets EU-ordfører, Rasmus Nordqvist, bl.a. på et behov for ’gennemsigtighed og demokratisering’ og taler om ’bureaukratiet i Bruxelles’.

Også EU-ordførerne for Socialdemokraterne og SF istemmer kravet om reformer af EU, mens Venstres Jan E. Jørgensen i en artikel i Politiken argumenterer for kun at øge EU-integrationen på områder, hvor det er ’fornuftigt’. Den slags vage formuleringer som ’smallere’, ’fornuftigt’, ’slankt’ og ’gennemsigtigt’ er typisk meget ukonkrete, og dermed bliver det til løse påstande, hvis substans det kan være svært for ikke at sige umuligt at forholde sig til.

Den mere yderligtgående del af meningsdannerne i diskursen, som f.eks. Enhedslistens Søren Søndergård, er mere klar i spyttet, når han f.eks. taler om, at Danmark helt skal forlade EU. Så langt vil de andre EU-skeptiske partier imidlertid ikke gå. Liberal Alliance støtter f.eks. ”samarbejdets oprindelige intentioner – sikring af fred, frihed og frihandel”, som EU-ordfører Christina Egelund har skrevet i et debatindlæg i Børsen. Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth argumenterer ligeledes for mindre EU:

”EU skal først og fremmest være et spørgsmål om handelssamarbejde. Alt andet skal man blande sig uden om. Jeg ser ikke noget problem i, at der er forskellige standarder,” siger han.

Marlene Wind, Roger Buch og Uffe Ellemann-Jensen afviser alle, at det er realistisk at rulle EU tilbage til et handelssamarbejde.

”Jeg vil gerne høre mere konkret, hvad man forestiller sig, der skal rulles tilbage. Det er en dum overfladisk betragtning, som overhovedet ikke bygger på en analyse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. I forordet til Romtraktaten står der, at formålet er at sikre fred og frihed, og midlet til at gøre det er blandt andet handelssamarbejde,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Marlene Wind ser det som forsimplede floskler, når nogle partier taler om at ’rulle EU tilbage’, og hun er uenig i, at man bare kan have et samarbejde om varer. Varer hænger nemlig tæt sammen med f.eks. den måde, de produceres på.

”Regulering af miljøpolitik handler f.eks. ofte om, at man vil undgå, at lande bruger en dårlig miljølovgivning til at få en stor konkurrencefordel. Derfor giver det mening at have en fælles miljøpolitik,” siger hun.

Fælles for udmeldingerne om reformer er, at det ikke konkretiseres præcist, hvordan EU skal rulles tilbage og på hvilke områder. Det er også EU-chef i Dansk Erhverv Kasper Ernests oplevelse.

”Det er svært at få klar besked om, hvad det er, der skal skæres væk. Hvis en snak om et slankere EU fører til mere fleksibel lovgivning, så er det problematisk for os. Det, vi frygter ved fleksibel lovgivning, er, at vi ender tilbage i det protektionistiske. Jo mere protektionisme, jo dyrere bliver det for forbrugeren, og så vil udvalget blive mindre,” siger han.

Det er dog samtidig vigtigt at holde sig for øje, at en diskurs om reformer ikke nødvendigvis betyder EU-skepsis. Både Alternativets Rasmus Nordqvist, Venstres Jan E. Jørgensen og Socialdemokraternes Peter Hummelgaard Thomsen peger på, at selv om de er EU-positive, er de ikke nødvendigvis for alt, hvad EU gør.

”Jeg betragter det som en politisk kampplads mellem ideologi, principper og partisynspunkter. For mig er skillelinjen ikke, om man er EU-positiv eller -negativ, men holdningsmæssigt baseret,” siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Kasper Ernest forklarer, at der er områder, hvor erhvervslivet mener, at EU skal styrkes og reformeres, selv om de er EU-positive.

”I virkeligheden kan man være glødende EU-tilhænger, men stadig synes, der er nogle ting, der kan gøres bedre,” siger han.

Særregler og fælles løsninger på samme tid

Ikke nok med at mange politikere vil have et smallere EU, der eksisterer også en diskurs om ’særregler’. Et eksempel er børnechecken. EU-Kommissionen afgjorde i 2013, at det efter EU-retten ikke er muligt for et land at differentiere mellem EU-borgere i henseende til sociale ydelser, herunder børnecheck. Men efter at Storbritannien tidligere i år fik udsigt til en særaftale om bl.a. justering af reglerne for børnecheck efter bl.a. forholdene i personens oprindelsesland, var de danske partier næsten alle positivt stemte.

Morten Løkkegård, tidligere EU-ordfører for Venstre, udtalte f.eks. i en artikel i Politiken, at det var ’fantastisk’, og Socialdemokraterne, Konservative, SF og Liberal Alliance var alle enige om, at Danmark skulle have det samme som briterne. Selv Radikale Venstre ville stemme for en indeksering af børnechecken, hvis briterne stemte ja. Dansk Folkeparti ville stramme muligheden for ydelser endnu mere, mens Søren Søndergaard skilte sig markant ud fra hoveddiskursen, idet han pegede på, at en differentiering ville anfægte princippet om, at alle er lige. Det samme gør Rasmus Nordqvist, der ikke anser særaftaler for at være vejen frem. Han ser børnechecksagen som eksempel på noget, der ikke er et faktuelt problem, men har fået lov til at blive en sandhed.

Netop diskussionen om børnechecken er et eksempel på, at selv om de fleste danske politikere gerne vil have Danmark med i EU, skal det være på vores helt egne præmisser. Det kalder Uffe Ellemann-Jensen for ’det danske paradoks’.

”Det danske paradoks er, at vi er et af de lande, der har haft mest ud af de fælles løsninger. Vi er et af de lande, der i kraft af størrelse, beliggenhed og åbenhed har mest behov for fælles løsninger. Men samtidig er vi så også dem, der gør sig mest ud til bens, nu dog overhalet af briterne,” siger han.

Samtidig med diskursen om særregler, findes der også en diskurs om ’fælles løsninger’. Selv de mere EU-skeptiske partier er enige i fælles løsninger på nogle områder.

Blandt de fremtrædende stemmer i diskursen er SF’s tidligere udenrigsminister og nuværende EU-ordfører, Holger K. Nielsen. Han har i flere debatindlæg i Information argumenteret for, at EU er den eneste løsning på problemer, ”der skal løses i et grænseoverskridende samarbejde”. Det står i modsætning til Enhedslistens løsning, der er et grænseoverskridende samarbejde uden om EU.

Også Venstre og Socialdemokraterne er enige om, at fælles udfordringer kræver fælles løsninger. Det samme agiterer Radikale Venstre for, mens Christina Egelund fra LA i et debatindlæg i Børsen taler om afhængigheden af ’et velfungerende europæisk samarbejde’. Her står DF’s Kenneth Kristensen Berth rimeligt alene med sin moddiskurs om, at problemer som flygtninge og klima ikke skal løses i fællesskab.

Populisterne i det postfaktuelle samfund

De to diskurser om henholdsvis et smallere EU og særregler til Danmark understøtter hinanden. De er et udtryk for et ønske om mere national selvbestemmelse og flere muligheder for at regulere egne overførselsydelser. De to diskurser står i modsætningsforhold til diskursen om flere fælles løsninger på fælles problemer. Det anser Marlene Wind for at være endnu et paradoks:

”For hvordan kan man ville have selvbestemmelse på alle områder og samtidig løse problemerne i fællesskab?”

Alligevel får politikerne gang på gang lov til at fremføre begge synspunkter samtidig i medierne: De vil både have et stærkere EU og regler om mulighed for indeksering af sociale ydelser, så de ikke er ens for alle EU-borgere.

Roger Buch, medieforsker med speciale i forholdet mellem danskerne og EU ved DMJX, mener også, at partierne stort set uimodsagt får lov at fortælle modsatrettede historier.

”Et eksempel er flygtningeproblematikken – løses den bedst i fællesskab eller som enkeltstående lande? Det kræver mange grænsehegn, hvis det skal løses alene, så det må være langt bedre at finde fælles løsninger. Og sådan kan man tage område for område,” siger han og påpeger, at det først og fremmest er mediernes rolle at udfordre den nuværende enighed om at være skeptisk over for EU.

Danmarks store fordele ved fælles regler i EU er noget, som Uffe Ellemann-Jensen lægger stor vægt på. Af samme grund mener han, at det er ufornuftigt, at politikerne generelt taler om EU med forbehold:

”Det har været meget markant i Danmark, at der har været langt imellem nogle, der tør stille sig op uforbeholdent og sige: ’Det her er så vigtigt et projekt, at vi skal værne om det og ikke tabe det på gulvet’. Det har jeg svært ved at se fornuften i, at ingen gør. Når du i stedet bare taler dine modstandere efter munden, styrker du jo deres position.”

Jan E. Jørgensen indrømmer gerne, at politikerne ikke altid får støttet nok op om EU:

”Når der har været nogle ting, der har været skepsis over for i befolkningen, har vi adresseret det, men glemt at sige, at det ikke nødvendigvis betyder, at alt ved EU er dårligt,” siger han og nævner EU’s manglende handlekraft, som den vigtigste årsag til EU-skepsissen i store dele af befolkningen.

”Der er gået alt for længe, før EU er begyndt at handle. Befolkningen sidder tilbage og føler, at EU gør for meget på de små områder og ikke nok på de store. Og det er en kæmpe udfordring.”

Det er ifølge både Jan E. Jørgensen, Marlene Wind og Uffe Ellemann-Jensen også for let at komme med usande beskrivelser, fordi ingen tjekker, om det, der præsenteres som fakta, rent faktisk også passer.

”Det harmer mig, at du har mennesker, der er ude på at hælde det hele ned af brættet. Det er for eksempel personer som Putin, Farage, Le Pen, og Thulesen Dahl herhjemme har også meldt sig til koret. De kommer med hurtige, nemme og latterliggørende beskrivelser. I stedet for at sige ’Stop lige op i 30 sekunder og få den rigtige forklaring’, snakker man dem bare efter munden,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Den manglende interesse for fakta skyldes ifølge Marlene Wind, at vi lever i et postfaktuelt samfund, hvor ingen tjekker op på faktuelle oplysninger. Hun tror på ingen måde, at individuelle løsninger på problemerne er en mulighed.

”Man pooler sin nationalitet, fordi man ikke kan regulere det nationalt. Vi så det tidligt i flygtningekrisen, hvor alle gik og sagde, at man manglede en europæisk løsning, men samtidig havde utrolig travlt med grænsebomme og med at feje alle Kommissionens forslag til side om en solidarisk løsning,” siger hun.