Kulturanbefaling af 
Emil Kofoed Braunschweig

Set, læst og hørt: Anders Fogh Jensen

Anders Fogh Jensen anbefaler belgisk parterapi, fransk midtlivslitteratur og en tur til USA med et remake af 1990’ernes ungdomsserie Beverly Hills 90210.

Anders Fogh Jensen

Anders Fogh Jensen er forfatter, filosof og foredragsholder. Indtil begyndelsen af sommeren var han forstander på Vestjyllands Højskole. 

Læst for nyligt

Michel Houellebecqs ’Sérotonine’ kom i januar 2019 og i dansk oversættelse i april. Den er fantastisk. Houellebecq gennemspiller sin vanlige protagonists miserable liv, og jeg elsker det. Laurent er som jeg 46 år og har ligeså en tyve år yngre kæreste. Han forlader hende og begiver sig ud i sit eget liv, rejser ud i Frankrig og ind i sin fortid. Bare det at finde et hotel i Frankrig, hvor man må ryge på værelset, viser sig at være svært. Romanen er spækket med lige dele spiddende samfundskritik (blandt andet en forudsigelse af De Gule Veste) og psykologisk indblik i den midaldrende mand. Og så byder den på noget så sjældent som en åbning for, at kærligheden faktisk findes – i hvert fald i konjunktiv. Efter denne roman læste jeg Per Pettersons ’Mænd i min situation’, og den var helt uden bid sammenlignet med ’Sérotonine’.

Hørt for nyligt

Er man til parrets psykologi, skal man lytte til den belgiske parterapeut Esther Perels ’Where Should We Begin’. Hvert afsnit består af optagelser fra terapirummet med par, der kun ser Perel én gang. Indimellem hører vi Perels overvejelser over det konkrete par og over parforholdet som sådan. Det er ikke bare guf for terapeuter, der vil blive bedre, det er først og fremmest psykologi: indsigt i parlivets genvordigheder og trakasserier. En del afsnit handler om, hvor svært det kan være at få sexlivet til at fungere, andre om utroskab (som Perel mener kan lære os meget om kærlighed), men mange flere emner er på tapetet. Og så er podcasten en fremvisning af, hvor ukonstruktivt det er at forsvare sig selv fremfor at lytte. Det sker næsten hver gang. Perel er fænomenal i sine indblandinger, og har man ikke sådan en klog veninde at gå til, så kan hun varmt anbefales som fjernhør.

Set for nyligt 

Min sidste anbefaling er egentlig ikke en anbefaling, men noget, jeg ikke kan lade være med. Hvis du også har været ung i 90’erne (eller ikke har), har du formentlig set ’Beverly Hills 90210’ og måske spejlet dig selv ligesom jeg. Så er det svært ikke at åbne for den dårlige idé at lave et remake i 2019 ’BH90210’ (TV 2), der befinder sig i genren mellem reality og fiktion, som vi herhjemme kender fra ’Klovn’. Donna ligner en ko. Lidt bedre er det gået med Kellys plastikoperationer. Steve ligner stadig en dreng og Brenda en pige. Brandon, Andrea og David er tydeligvis blevet ældre. Alle finder de meget let tilbage i deres gamle persona. Og så befinder de sig på samme tid i rollen som skuespiller og som rolle. På handlingsplanet er der ikke noget at komme efter. Det virker dårligt, det er en dårlig idé, men det er sjovt at være til gensynsfest.

Omtalte personer

Anders Fogh Jensen

Selvstændig filosof og forfatter, stifter af Dannelsesrejser og Filosofisk konfirmation
Ph.d. i filosofi (Københavns Uni. 2007), Diplomé d’Etudes Approfondies (Sorbonne 2003), cand.phil. i filosofi (Syddansk Uni. 1997)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu