Borgmester i Gribskov Kommune for partiet Nytgribskov Anders Gerner Frost er en af de få borgmestre i Danmark, der er valgt for en lokalliste. Han indtog borgmesterembedet efter kommunalvalget i 2017, hvor han fik 2.321 personlige stemmer. Ved siden af sit politiske virke arbejder han som ejendomsmægler.
Hørt for nylig
Forleden var jeg til koncert med et nyt band, Røde Far, som mit nære familiemedlem Rasmus Dietz spiller med i. Musikken er festlig, og teksterne er kærlige, samfundskritiske observationer med et humoristisk glimt i øjet, så det kan godt anbefales – også selv om man ikke er familie med musikerne.
I Tisvildeleje, hvor jeg bor, sætter den meget populære musikfestival Musik i Lejet hvert år byen på den anden ende. Musik kan være med til at binde os mennesker sammen på tværs af alder og køn, nationalitet og geografi. Det oplever vi meget under Musik i Lejet. Den koncert, der gjorde størst indtryk på mig sidste år, var med C.V. Jørgensen. Han har nogle fantastiske tekster, og det er fascinerende, at han kan samle alle aldre, som ovenikøbet kan synge med på hans samfundskritiske tekster. Han har ”overlevet” og giver stadig mening.
Set for nylig
I Gribskov Kommune er vi så heldige, at vi har to skønne biografer, i Tisvilde og i Gilleleje. Begge er drevet af frivillige ildsjæle. Den sidste film, jeg har set, er 'Green Book'. Filmen er baseret på en virkelig historie og foregår i USA i 60'erne, hvor racediskriminationen i sydstaterne stadig eksisterede helt åbent. Det venskab, der opstår mellem chaufføren fra den amerikansk-italienske arbejderklasse og den sofistikerede afroamerikanske musiker, er både rørende og morsomt skildret. Den racisme, de møder på den turné, hvor den hvide chauffør transporterer den sorte musiker rundt i sydstaterne, får dem til at opdage, at de menneskeligt måske ikke er så forskellige endda. Filmen er underholdende, varm og yderst vedkommende.
Jeg havde min 11-årige søn med, og han var fuldstændigt opslugt af filmen. Den fik helt fortjent en Oscar for årets bedste film, og Mahershala Ali, der spiller musikeren, fik en Oscar for bedste birolle. Viggo Mortensen, der spiller chaufføren, var helt vidunderlig, og havde efter min mening også fortjent en Oscar for hovedrollen. Den gik som bekendt til Rami Malek, der spillede Freddie Mercury i filmen 'Bohemian Rhapsody', som jeg også kan anbefale på det varmeste.
Læst for nylig
Her skal vi tilbage til familie-kunstnerne. For selv om jeg ikke har så meget tid til at læse skønlitteratur, så har jeg taget jeg mig tid til at læse den seneste kriminalroman, som min bror, Christian Frost, har skrevet. Emnet for 'Valmuemanden' er pædofili, men der er ingen ækle udpenslinger, kun spænding på højeste plan, så man ikke kan lade være med at læse videre. Min bror lægger altid en lille familieting ind, som vi kan more os over, når vi læser bogen. I 'Valmuemanden' er det min datters navn, der bliver brugt på en bortført pige.
Jeg kan også anbefale Leonora Christina Skovs bog 'Den, der lever stille'. Det er en gribende roman, som jo også fik De Gyldne Laurbær sidste år. Og så er det jo sjovt, at en stor del af handlingen foregår i Helsinge.