Løkke har en plan, der skal give en ny regering blå troværdighed

Hvis Lars Løkke Rasmussen igen skal gøre Mette Frederiksen til statsminister, skal han have mere med hjem end ministerposter og pæne formuleringer. Han skal have en tydelig økonomisk plan, der kan tåle at blive vist frem i særdeles skarpt, blåt dagslys.

For hvis Løkke går ind i en regering hen over midten, vil dommen fra blå blok være brutal: Han har gjort de røde til regeringsbærende partier igen. Han har byttet borgerlig politik for indflydelse. Han har valgt magten frem for retningen.

Derfor har han brug for et svar, der er større end processen. Han skal kunne sige: Ja, jeg gik med for at sikre Danmarks langsigtede vækst, produktivitet og konkurrencekraft. For nu at stjæle det evindelige omkvæd fra Venstres Troels Lund Poulsens valgkampagne: Han skal kunne fremvise en plan, der gør Danmark rigere. Ikke som endnu et regneark fra Finansministeriet. Ikke en forsigtig råderumsøvelse. Det handler om Løkkes politiske livsforsikring.

Den skal være blå nok til at kunne mærkes. Grøn nok til at være tidssvarende. Teknologisk nok til at ligne fremtiden. Og socialt ansvarlig nok til, at Mette Frederiksen kan leve med den.

Det er en vanskelig manøvre. Men det er også meget Løkkes stil, at det er hans drøm og betingelse for et nyt regeringsgrundlag at tegne nogle langsigtede linjer op. Der går en tydelig linje gennem hans politiske liv. Fra globaliseringsdagsordenen i nullerne over den store 2025-plan i 2016 til den 2035-plan, som den nu afgående regering fremlagde, men som aldrig blev det fremtidsprojekt, Løkke havde brug for.

Foghs moderniseringsprojekt

Løkke har brug for en økonomisk plan, der kan tåle sammenligning med VK-regeringens globaliseringsstrategi fra 2006.

Den var et af de sjældne politiske projekter, der faktisk forsøgte at tage fremtiden alvorligt, før den ramte med fuld kraft. Den handlede om uddannelse, forskning, innovation, iværksætteri og vækst. Den var teknokratisk. Men den havde én stærk erkendelse: At velfærd ikke finansieres af gode intentioner, men af produktivitet, virksomheder, teknologi, eksport og evnen til at flytte et samfund, før verden flytter sig uden om os.

Den skal være blå nok til at kunne mærkes. Grøn nok til at være tidssvarende. Teknologisk nok til at ligne fremtiden. Og socialt ansvarlig nok til, at Mette Frederiksen kan leve med den.

Globaliseringsstrategien var Anders Fogh Rasmussens projekt. Men Løkke sad som indenrigs- og sundhedsminister tæt på maskinrummet: Danmark skulle ikke skærmes mod verden, men gøres stærkere til at konkurrere i den.

Det var den erkendelse, Løkke forsøgte at genoplive som statsminister i august 2016 med sin mislykkede DK2025-plan. Helhedsplanen var tænkt som den store reformmotor. Den skulle løfte væksten, sænke skatten, øge arbejdsudbuddet og sikre velfærden frem mod 2025. Ambitionen var blandt andet at øge væksten og arbejdsudbuddet med omkring 40.000 personer gennem reformer af pension, SU, skattelempelser, bedre vilkår for erhvervslivet samt milliarder til offentlig velfærd.

Planen kunne have været en politisk gamechanger. Hvis Løkke havde fået støttepartiet, Dansk Folkeparti, med på en stor aftale, havde han sat kursen for Danmark mange år ud i fremtiden.

Men Kristian Thulesen Dahl ville ikke. Han ville hellere holde døren åben til Mette Frederiksen end lægge stemmer til endnu en omgang barske reformer. Liberal Alliance syntes ikke, planen var liberal nok. De røde partier kunne angribe den som socialt skæv.  

Planen faldt til sidst på gulvet. Løkke insisterede på reformer, selv om det gamle reformflertal allerede havde fået en ordentlig kæberasler ved valget i 2015. Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Radikale havde tilsammen været reformmotoren bag nogle af de store ændringer i dansk politik.

Løkkes moderniseringsprojekt

Vælgerne var mætte af velfærdsreformer, der lugtede af højere pensionsalder, strammere ydelser, mere arbejdsudbud og mindre tryghed. Løkke forsøgte at skabe en brændende platform for nye reformer. Men vælgerne så ikke flammerne. De så en politiker, der stadig talte krisesprog, mens hverdagen mange steder var ved at normalisere sig.

Og så kom dødsstødet: Nye reviderede nationalregnskabstal fra Danmarks Statistik viste i slutningen af 2016, at Danmarks BNP var 42 milliarder kroner højere end forventet. Hvis det i forvejen var svært at sælge nødvendigheden af reformer, blev det nu næsten umuligt.

Løkke kunne kun fortsætte som statsminister ved at udvide Venstre-regeringen med Liberal Alliance og Konservative. Med VLAK fik han ny luft. Men han skruede også ambitionerne yderligere op. Nu skulle arbejdsudbuddet øges med 55.000-60.000 personer.