Kulturanbefaling af 
Emil Kofoed Braunschweig

Set, læst og hørt: Anne Lawaetz Arhnung

Anne Lawaetz Arhnung har læst om Poul Schlüters kloge betragtninger, set en udstilling om Andy Warhol i San Francisco og ville gerne have hørt John Mayer i Royal Arena.

Anne Lawaetz Arhnung

Anne Lawaetz Arhnung har siden 2018 været direktør for Landbrug og Fødevarer.

Læst for nylig

Sommeren gav mig – for første gang i lang tid – mulighed for at få læst bøger. Det blev til hele fem styk. Jeg blev 50 år i juni måned og blev begavet med mange dejlige bøger. Så det lå lige for at slappe af med god sommerlæsning. En af dem, som jeg vil fremhæve, er ’Schlüters Politiske Testamente’, en samtale nedskrevet af John Wagner. Det var et gensyn med en tid, hvor jeg var teenager og begyndte at interessere mig meget for politik, så stort gensyn med fortiden og mange gode minder. Og samtidig fandt jeg mange kloge betragtninger fra Schlüter i forhold til det at være leder, herunder politisk leder – evnen til at favne bredt politisk, men også samfundsmæssigt. Klogt, begavet og interessant!

Set for nylig

Har netop været i biografen og set ’Downton Abbey’ med min datter Kathrine på 18 år. Vi nød begge at følge med i serien, da den var i fjernsynet, og fulgte ivrigt med uge efter uge. Det var en fantastisk at gense alle personerne og de stærke karakterer. Serien og karaktererne rammer meget fint en svunden tid og det samfund, som vi alle kommer af og fra – kulturelt og socialt. Og i tillæg masser af god humor og selvironi Min datter og jeg håber meget, at den gode oplevelse kan gentages med en fortsættelse. Jeg var i Californien i august måned, og på San Francisco Museum of Modern Art så jeg en meget stor udstilling om Andy Warhol, ’From A to B and Back Again’. En imponerede udstilling, som rammede en spændende kunstner ind i forhold til forskellige tidsperioder. Andy Warhol døde i 1987, men virker på en eller anden måde altid lige moderne. Den kæmpe samling af portrætter har altid fascineret mig. Den styrke, den power, der ligger i disse portrætter er med til at give Andy Warhol en position som en af sin tids mest indflydelsesrige kunstnere.

Ville gerne have hørt

John Mayer i Royal Arena. John Mayer skriver super gode tekster, og så er han intet mindre end sublim på en guitar. Når jeg hører John Mayer, så bliver jeg sat i sådan en ganske særlig stemning af ro og afslappethed. Særligt albummet ’Born and Raised’ betyder noget særligt for mig, da jeg hørte det døgnet rundt, mens min far i 2013 lå på hospitalet og døde efter et kort sygdomsforløb. At lytte til John Mayers vokal gav mig ro og styrke og skabte et meget fredfyldt og intenst rum, fyldt med kærlighed og taknemmelighed. Så John Mayer betyder noget særligt for mig.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu