Hørt for nylig

’Nabucco’ af Verdi. Sommeropera i det fri på renæssanceslottet Casertas i Syditalien en julinat.

Italienerne havde solgt dobbelt så mange billetter, som der var stolepladser. Det gav uro især på de bagerste pladser. Der blev båret flere stole ind. Brandvagterne skyndte sig at se den anden vej. Der var stadig uro under første akt. Dirigenten var blevet tydeligt nervøs med sved på panden. Nu var det blevet en rigtig italiensk totalopera. Det var en kæmpe opsætning. Slavekoret var på størrelse med Spartacus’ oprørshær, musikken var skøn, men trængte kun med vanskelighed igennem støjen fra oprøret fra de bagerste rækker, hvor publikum endnu ikke havde fået deres stole.

Så kom slavekorets sang, og en jubel brød ud blandt publikum. Der blev råbt 'bis bis' (på italiensk betyder det da capo).

Og nu trådte den hårdt prøvede dirigent i karakter, afbrød forestillingen og råbte:

”Vi tager slavekoret en gang til på følgende betingelser: I synger med. Og ingen klapper, før den sidste spinkle tone fader ud.”

Vi sang alle sammen, så det gjaldede i den store slotsgård, og der blev helt stille, indtil musikken tav. Så brød publikum ud i vild jubel. Caserta, min elskede. Jeg glemmer dig aldrig.

Set for nylig

Se ’Spillemand på en tagryg’ i Det Ny Teater, og bliv en engageret teatergæst. Det er en forestilling om traditioner mod nye tider, ungdommens oprør og religionens betydning i et lille jødisk samfund, hvor fattigdommen hersker. Spillemanden på tagryggen må holde sin balance og kan falde ned fra taget når som helst under udøvelsen af sin kunst, og det er, hvad mælkemanden i forestillingen spillet af Tommy Kenter skal gennemleve i sit liv med mange krydsende krav og forandringer, med fem piger, der skal afsættes til velhavere, men hvor ungdommen spiller ham et puds. Det er morsomme, vanvittige og charmerende dialoger, Kenter har med Gud, i en atmosfære af forfølgelse af det statslige russiske zarregime og deres politisoldater. Et at de bedste teaterstykker til både hjertet og hjernen i de senere år på en flot privat københavnerscene.

Læst for nylig

Jeg kan anbefale Goldsworthys murstensværk ’Cæsar’. Vedi Vini Vici, skrev Cæsar til sin agent i Rom efter slaget ved Zela i 47 før Kristus. Jeg kom, så og sejrede, fordi hans fjender løb deres vej, så snart de så den overvældende romerske slagstyrke nærme sig kamppladsen. Sådan var Cæsars liv, han gik fra den ene sejr til den anden, men han skrev selv bogen om Gallerkrigen som et flot propagandaindslag til fremtidens historikere. Det romerske klientsamfund i det ekstremt voldelige miljø beskrives råt for usødet, og man aner, at volden fra dengang har overlevet i Italiens gangstervælde i dag, hvor adelsvældet tilsyneladende er erstattet af et middelklasse-tølpervælde. Men Cæsar fejler til sidst, da han trodser senatet (fordi hans rival og fjende Pompejus heller ikke opløser sin hær) og overskrider Rubicon og går mod Rom. Det fører til drabet på tyranen Cæsar trods hans eget storsind efter sine mange sejre.