Kulturanbefaling af 
Emil Kofoed Braunschweig

Set, læst og hørt: Katja Iversen

Katja Iversen anbefaler i denne uge krimien ’Den blå digters kone’, der tackler samfundsmæssige dilemmaer, og tv-serien ’Sex Education’, der er lærerig for både børn, unge og forhenværende unge.

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Katja Iversen

Katja Iversen har en lang karriere i FN bag sig og er nu CEO for NGO’en Women Deliver. Organisationen arbejder for at forbedre sundhedsforhold for kvinder og piger og at styrke kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder. 

Læst for nyligt

Jeg læser mest i forbindelse med arbejde, men elsker at forsvinde ind i en god bog. Har jeg lidt tid, bliver det ofte en krimi, sidst ’Den blå digters kone’ af Lone Theils, som er en god ven og nabo i kolonihaven på Amager. Hendes bøger er både hårrejsende spændende og tackler samfundsmæssige dilemmaer – og så elsker jeg, at hendes hovedperson er en stærk og sammensat kvinde (ligesom kvinder er i virkeligheden). Har jeg mere tid, bliver det en større bog. Lige nu ligger 'New Power: How Power Works in Our Hyperconnected World' af Jerry Heimans og Henry Timms i tasken. Super spændende syn på, hvad det er, der skaber bevægelser, og hvordan massebevægelser i dag udfordrer magten og bruger soft power til at skabe forandring. Den er optimistisk og har gode, anvendelige, praktiske værktøjer – lige til at bruge for Women Deliver og andre, der tror på, at vi kan gøre verden til et bedre sted.

Hørt for nyligt

Jeg er vild med at gå til koncert! Det giver mig ny energi, og jeg forsøger at få sneget musik ind, hvor end i verden jeg er, om det er at hoppe til Østkyst Hustlers på Folkemødet, vippe med foden til en omgang meget moderne jazz i Tokyo eller nyde nye udgivelser fra folk som Adam Levy, Sinne Eeg og Amber Rubarth, inden jeg falder i søvn på et eller andet hotelværelse. Men bedst af alt er søndag aftener på Red Rooster hjemme i Harlem, New York. Her leverer Nate Lucas’ band hver uge den svedigste funk-jazz, og de bliver ved og ved, til kondensvandet drypper fra loftet. Nogle af byens bedste vokaler svinger ofte forbi, og jeg sidder på fjerde barstol fra højre og svinger med. 

Set for nyligt 

Jeg rejser 300 dage om året og har ikke noget fjernsyn, så Netflix er en god ven, hvor jeg ser dokumentarfilm og serier. En af de seneste serier, jeg har spist med glubende appetit, er ’Sex Education’ – en sjov, dramatisk, lærerig engelsk serie, der er nede på jorden. Den handler om alt det der med lyst og sex − og om at blive voksen. Rigtig god og tankevækkende. Klart anbefalet til både børn, unge og forhenværende unge. Jeg var helt ked af det, da jeg løb tør for afsnit, men heldigvis har Netflix lige meddelt, at der kommer en sæson 2 sidst på året. Det glæder jeg mig til − ligesom jeg glæder mig top meget til Bruce Springsteen-filmen ’Blinded by the Light’, som kommer ud lige om lidt.

Omtalte personer

Katja Iversen

Administrerende direktør for Museum for the United Nations - UN Live
cand.comm. (Roskilde Uni. og Columbia University)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu