Kulturanbefaling af 
Emil Kofoed Braunschweig

Set, læst og hørt: Mikkel Bogh

Mikkel Bogh anbefaler en udstilling, der sætter Emil Nolde i helt nyt lys, barokmusik fremført af Les Ombres og dansk poesi.

Foto: Staatliche Museen Berlin

Mikkel Bogh

Mikkel Bogh er uddannet kunsthistoriker og har siden 2014 været direktør for Statens Museum for Kunst. Tidligere var han rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

Læst for nyligt

Den danske digter C.Y. Frostholm (eller bare Cyf) har med sin seneste bog ’Træmuseet’ ramt et blødt sted inde i mig. Bogen har fulgt mig i længere tid, jeg er gået til og fra den, mens jeg har læst andre bøger. Den har været med mig på rejser og i sommerhus, og jeg har, helt forelsket, fortabt mig i dens vidt forgrenede verden til langt ud på natten. Genren er svær at bestemme, men kan vel bedst betegnes som et poetisk essay om træer og planter, om Lissabon, om den portugisiske forfatter Fernando Pessoa og om sprog og litteratur. Den har elementer af rejsebeskrivelse i sig, men er frem for alt en poets hudløse iagttagelser af sig selv og sine omgivelser, især af de næsten ubetydelige tildragelser, et liv kan bestå af. Her får de et vingefang, som var de historiske begivenheder.

Hørt for nyligt

På SMK er vi ved at planlægge en stor udstilling om barokkens billedverden. Jeg har altid selv været dybt optaget af 1600-tallets billedkunst, musik og kultur – det var faktisk der, det hele startede for mig som kunsthistoriker. For at forberede mig selv til arbejdet med udstillingen lytter jeg meget til tidlig barokmusik, altså til musik før de store barokkomponister Bach, Händel og Telemann. En af mine favoritter er komponisten François Couperin, som er mest kendt for sin kammermusik, især stykker for vokal og cembalo. Denne sommer har jeg haft en fremragende ny udgivelse fra 2018 af Couperins ’Leçons de ténèbres’ i ørebøfferne, opført af det franske ensemble Les Ombres. Couperins ´lektioner i mørke´ er klagende påskemusik, og især den tredje lektion for to stemmer er et absolut højdepunkt inden for barok vokalmusik. Og altså bevægende sunget og virtuost spillet af Les Ombres.

Set for nyligt 

En af denne sommers mest øjenåbnende udstillingsoplevelser har for mig været ’Emil Nolde - Eine deutsche Legende. Der Künstler im Nationalsozialismus’ på Hamburger Bahnhof, museet for moderne kunst og samtidskunst i Berlin. Udstillingen vises frem til 15. september. Et omfattende arkivarbejde har stillet den tysk-danske ekspressionist i et nyt lys, efter at det nu viser sig, at han havde stærke sympatier for nazismen, var antisemit og helt ned i sin motivverden beskæftigede med ideen om et Stortyskland. Vikinger, sagnhelte, brand og germansk friluftsliv var måske alt sammen en del af drømmen om et genrejst Rige. Efter krigens afslutning konstruerede han selv med kunsthistorikeres hjælp myten om, at han fik maleforbud, og at han på trods af dette malede ”umalede billeder”. I mine øjne er Nolde stadigvæk en banebrydende og næsten foruroligende kolorist. Men man ser ham ikke længere som før.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu