Læst for nylig

Lyden af papir ... Selvom jeg arbejder med teknologi og ikke kan leve uden elektronik, så elsker jeg at læse fysiske bøger og aviser. Det er, som om jeg kommer tættere på fortællingen, når jeg kan mærke papiret mellem fingrene. Jeg er også en af de få, der stadig abonnerer på trykte aviser, og jeg elsker mine weekendmorgener med tid til både familie og fordybelse.

Jeg har altid læst meget, både fag- og skønlitteratur. Jeg læser en del bøger om erhverv og ledelse, og da jeg er den utålmodige type, er jeg som regel i gang med et par bøger ad gangen. Når jeg er på ferie, er det dog oftest skønlitteratur. Senest ’All the light we cannot see’ af Anthony Doerr, hvor man følger en blind fransk pige og en ung tysk dreng, der krydser skæbner under Anden Verdenskrig. Så smukt og billedligt fortalt, at man næsten kan dufte havet i Saint-Malo. Kombinationen af den blinde hovedperson og Anthony Doerrs formidable sproglige færdigheder gør fortællingen levende og sanselig.  

Hørt for nylig

Jeg er blevet rigtig glad for klassisk musik. Jeg har en travl hverdag, hvor jeg skal forholde mig til mange relationer og meget information. Klassisk musik giver mig samme mentale ro, som jeg ellers får gennem yoga eller mine morgengåture langs vandet. Jeg har opdaget, at det også virker på mine børn. Hvis vi hører klassisk musik om morgenen, så er det, som om vi kommer lidt mere smidigt igennem morgenlogistikken og ud ad døren med god karma. For tiden er jeg særlig begejstret for den franske komponist og pianist Erik Satie og hans kompositioner ’Gnossiennes’, nr. 1 og 3 og ’Gymnopédies’, nr. 1 fra slutningen af 1900-tallet. Når det spilles af en dygtig pianist, danser fingrene hen over klaveret med en næsten melankolsk tøven i mødet med tangenterne. Stykkerne anslår den perfekte takt til at balancere min indre metronom.

Set for nylig

Jeg var så heldig at nå Pipilotti Rist på Louisana i weekenden med nogle gode veninder. En meget sanselig oplevelse. Særligt installationen ’Pixelwald’ med de mange lyskæder var betagende og helt drømmende at bevæge sig igennem. Generelt synes jeg, at Louisana gør det rigtig godt med opbygningen af deres forskellige udstillinger. Kunsten kommer virkelig til sin ret i de smukke omgivelser, hvor de får skabt en fin helhed og en sammenhængende fortælling for hver enkel udstilling.

Ud over Pipilottis farvestrålende og sanselige univers var jeg både fascineret og skræmt af dokumentaristen Lauren Greenfields ’Generation Wealth’. En nærmest larmende fotoudstilling om det forbrugssamfund, vi lever i, hvor det handler om at blive set, og hvor alt er til salg. Det er jo også det, kunst skal kunne nogle gange – udfordre og skubbe til os.