Et bredt politisk samarbejde med Nyrup-regeringen og Tony Blairs valgsejr i Storbritannien har øget muligheden for et nyt “nationalt kompromis” i EU-debatten afgørende. Alternativt må SF-formand Holger K. Nielsen se frem til en spaltning af partiet, hvor hans allermest betroede medarbejdere bryder med resten og siger ja til EU. Om få uger vil SFs formand således stå over for en afgørelse, der kan blive skæbnesvanger ikke kun for ham selv og hans parti, men for Danmark og Europa i øvrigt: Indtil for kort tid siden var det overvejende sandsynligt, at SF ville anbefale et nej til næsten ethvert tænkeligt udkomme af den pågående regeringskonference i EU. Men nu har situationen ændret sig markant, og et ja fra SF er blevet væsentlig mere sandsynligt. Dermed vil der formentlig i Folketinget være et kvalificeret flertal for de suverænitetsbegrænsninger, der måtte være indeholdt i resultatet af regeringskonferencen.