Europæerne er utrygge. De er bekymrede over indvandring og terror, og de opponerer i stigende grad mod den voksende ulighed, som globaliseringen af Europas økonomier har skabt de seneste årtier. Derfor må EU vise borgerne, at man er i stand til at levere sikkerhed – både i forhold til indvandring, terror, truslen fra Rusland og i forhold til borgernes egen følelse af økonomisk utryghed.

Den konklusion er EU’s topfolk, Jean-Claude Juncker og Donald Tusk, nået frem til ved indgangen til den nye politiske sæson i Europa. Derfor vil ordet sikkerhed stå centralt i den kommende uge – både når kommissionsformand Juncker på onsdag holder sin årlige tale om Den Europæiske Unions tilstand i Strasbourg, og på fredag, når Tusk, formanden for Det Europæiske Råd, samler alle EU-lande, undtagen Storbritannien, til uformelt topmøde på slottet i Bratislava.

Juncker vil på sin side tale om, at EU skal være en sikkerhedsunion. Han vil tale om indre sikkerhed, ydre sikkerhed, retssikkerhed og energisikkerhed. Tusk vil tage tråden op i Bratislava med udtalelser om, at europæerne også har brug for økonomisk sikkerhed. Samtidig vil Tusk formentlig rette en anklagende pegefinger mod de forsamlede europæiske toppolitikere, sådan som han forleden i skarpe vendinger gjorde under et besøg i Luxembourg.

”Europas eliter synes i dag at være afkoblet fra virkeligheden,” lød det skarpt i en officiel udtalelse, hvor han samtidig gjorde det klart, at der overalt i Europa er en voksende frygt for globalisering og en følelse af utryghed i forhold til illegal indvandring, terror og den enkeltes økonomiske fremtid.

De seneste opinionsanalyser fra Eurobarometer understreger, at frygten i løbet af de seneste to år for alvor har fået tag i europæerne, der i dag er langt mere bekymrede for indvandring og terror, end de er for deres økonomi og risikoen for ledighed. Se figur 1. EU-landene bør tage denne frygt og utryghed alvorligt, mener Donald Tusk.

”Den eneste vej til succes i Bratislava er at være direkte og ikke at vige uden om selv de mest kontroversielle og svære spørgsmål. Det er min dybe overbevisning, at første prioritet bør være igen at tage fuld kontrol i forhold til intern sikkerhed og ved vore ydre grænser. Det er ikke et tilfælde, at dette emne sammen med indvandring var fremtrædende ved folkeafstemningskampagnen i Storbritannien. Følelsen af usikkerhed og destabilisering på mange områder – også i økonomisk forstand – er også til stede på det europæiske kontinent,” lød det videre fra Tusk, der har aflagt dusinvis af arbejdsbesøg hos nationale ledere i EU-landene over de seneste uger.

Økonomisk sikkerhed handler om job og vækst

Donald Tusk, der har den danske generalsekretær i Det Europæiske Råd, Jeppe Tranholm Mikkelsen, som sin nærmeste rådgiver, er over de seneste måneder for alvor trådt i karakter som en skarptunget politisk sandsiger. Den proeuropæiske polak, der er stærkt upopulær hos sine nationalkonservative efterfølgere i regeringskontorerne hjemme i Warszawa, gav i Luxembourg et interessant indblik i, hvad det er, EU-ledere som statsminister Lars Løkke Rasmussen fortæller ham, når han rejser rundt for at sondere, hvor tidens mulige EU-politiske kompromis måtte ligge.

”Mine samtalepartnere lægger stor vægt på den store og voksende frygt for globalisering og følelsen af usikkerhed i forhold til vores økonomiske fremtid – folkets følelse af, at globaliseringen kun kommer eliterne til gode. Vi bliver nødt til at hjælpe folk med at genopbygge tilliden til det faktum, at EU skal tjene dem, garantere deres beskyttelse og engagere sig i deres følelser,” sagde Tusk efter mødet med statsminister Bettel i Luxembourg.

Mens Jean-Claude Juncker og Donald Tusk i værdipolitisk forstand lægger op til at træde et skridt til højre med den megen fokus på sikkerhed, ser kursen i økonomisk forstand ud til at pege mod venstre. Hen over sommeren har EU-Kommissionen valgt at anlægge en relativt blød kurs over for lande som Frankrig, Italien, Spanien og Portugal, der har problemer med at leve op til reglerne i EU’s vækst- og stabilitetspagt. Samtidig forlyder det fra Bruxelles, at Juncker under EU-kommissærernes slut-på-sommeren-seminar i badebyen Knokke har lagt op til, at Kommissionen fremover vil kunne fritage offentlige investeringer i uddannelse, forskning og innovation fra budgetreglerne, ligesom man allerede har gjort det i forbindelse med EU-landenes udgifter til flygtninge.

Både Juncker og Tusk justerer hele tiden deres kurs i forhold til, hvor de fornemmer at Tysklands regering ligger, og hvilke planer tyskerne lægger sammen med deres privilegerede europæiske partner Frankrig. EU-lederne har ikke noget substantielt budget til selvstændigt at føre en ekspansiv finanspolitik, men i øjeblikket arbejder de intenst på at overbevise det velhavende Tyskland, der stædigt kører med overskud på statsfinanserne, om, at offentlige investeringer til at skabe ny vækst er en nødvendighed, hvis man skal holde sammen på EU. Det er denne dagsorden, Juncker og Tusk forsøger at fremme med det nyopfundne begreb ”økonomisk sikkerhed”.

Europæisk teambuilding

Mens man kan forvente, at der vil blive talt meget om sikkerhed på alle niveauer i Bratislava, ønsker EU-lederne for alt i verden at undgå en diskussion om, hvorvidt der er brug for mere eller mindre EU. Alle ved, at det i de næste mange år vil være umuligt at gennemføre traktatændringer, fordi ingen tør tage de folkeafstemninger, som i en række lande vil være nødvendige for at få dem gennemført.

Omvendt ligger der både i EU-Kommissionen i Bruxelles og i regeringskontorerne i Berlin og Paris stribevis af planer for øget europæisk integration – både når det gælder eurosamarbejdet, som risikerer at afgå ved døden i teenagealderen, hvis ikke en række medfødte misdannelser fjernes, og når det gælder den hidtil kontroversielle militære dimension i EU. På begge områder vil der over det kommende tiår ske betydelig integration mellem grupper af EU-lande af varierende størrelse. Men det er ikke noget, der egner sig til plenumdebatter i gruppen af de 27 EU-ledere, hvor mistilliden er lige så dyb som den, de nationale ledere selv oplever fra deres vælgere.

Her er særligt de fire centraleuropæiske lande Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn meget højrøstede i deres krav om, at der efter Brexit skal trækkes kompetencer tilbage til de nationale hovedstæder – synspunkter, som Danmarks regering i en vis udstrækning deler.

”Brexit er en fantastisk mulighed for os. Vi befinder os i et historisk kulturelt øjeblik. Vi kan gennemføre en kulturel kontrarevolution nu,” sagde Ungarns leder, Viktor Orbán, da han i sidste uge mødtes med Polens reelle politiske leder, Jaroslaw Kaczynski, der er leder af det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed. ”Vi skal forandre selve EU, dets struktur og dets beslutningsprocesser,” tilføjede Kaczynski.

Med så vidt forskellige syn på EU’s fremtid er det ganske fornuftigt, at fredagens topmøde på slottet i Bratislava inklusive frokostsejltur på Donau først og fremmest har til formål at befæste sammenholdet mellem de 27 tilbageværende EU-lande, efter at Storbritannien har meddelt, at man agter at forlade EU-samarbejdet. Mens det er den britiske beslutning, der har udløst det uformelle topmøde, er der ikke lagt op til, at der skal tales om det fremtidige samarbejde med Storbritannien ved topmødet, hvilket både Donald Tusk og Tysklands kansler, Angela Merkel, har understreget.

”I Bratislava må vi stille en fælles diagnose for Den Europæiske Union efter afstemningen i Storbritannien. Vi vil ikke kunne løse alle problemer på én gang, men vi bliver nødt til at opstille fælles mål,” lød det fra Tusk i hans erklæring i forrige uge: ”Det er ikke vores intention at tale om Storbritannien i Bratislava eller om vores forhandlingsstrategi over for Storbritannien.”

Mødet i den slovakiske hovedstad vil ikke munde ud i konkrete beslutninger eller en fælles erklæring fra de 27 EU-ledere. Til gengæld er formålet ifølge Tusk at have en regulær kollektiv brainstorm, der skal munde ud i en fælles køreplan for, hvad der skal ske i perioden frem til et nyt topmøde i Rom i marts 2017, hvor man 60 år efter Rom-traktatens underskrivelse meget passende vil kunne lancere nye politiske initiativer. At EU-lederne er under pres for at komme op med et projekt, der appellerer til europæernes hearts and minds, fremgår af det dramatiske fald i popularitet, som EU har lidt over de seneste 10 år. I 2007 havde 52 pct. et positivt syn på EU, mens 15 pct. havde en negativ opfattelse. I dag oplever kun 34 pct. af europæerne EU som noget positivt, mens næsten lige så mange er negativt indstillede. Se figur 2.

Tyskland klar til militær oprustning

Mens der er brug for tålmodige teambuilding-bestræbelser i kredsen af de 27 EU-lande, er de politiske ledere i EU’s to kernelande, Tyskland og Frankrig, fast besluttede på at fortsætte den politiske integration mellem deres respektive lande. I både Berlin og Paris er man af den overbevisning, at Europas fremtidige velstand og relevans i en verden, der i stigende grad vil blive præget af Kina og andre nye magter, afhænger af, at man har både en velfungerende valutaunion og en fælles militær kapacitet til at garantere Europas sikkerhed i samarbejde med USA.

Tyskland offentliggjorde i juli i år en ny hvidbog om sin sikkerheds- og forsvarspolitik. Her lægges der op til et markant offensivt skridt for Tyskland, der af historiske grunde har veget tilbage fra at omsætte sin økonomiske styrke til militære muskler. Frankrig har længe ønsket sig mere EU-samarbejde om forsvar, og nu hvor Storbritannien forlader EU, forsvinder den største politiske forhindring for at gå videre ad den vej. Iagttagere taler om et paradigmeskifte i tysk forsvarspolitik.

”Tysklands økonomiske og politiske vægt betyder, at vi har pligt til at tage ansvar for Europas sikkerhed i samarbejde med vore europæiske og transatlantiske partnere, sådan at vi kan forsvare menneskerettigheder, demokrati og retsstaten,” lyder det i kansler Angela Merkels forord til hvidbogen. Den tyske regering har forsikret, at det nationale forsvarsbudget vil blive øget markant i de kommende år.

Også i EU’s institutioner og i Frankrigs regering lægges der i øjeblikket omfattende planer for en række af de elementer, der skal til for at udstyre EU med fælles operationelle kapaciteter. Tysklands forsvarsminister, Ursula von der Leyen, sagde i forbindelse med offentliggørelsen af hvidbogen, at man arbejder hen imod en fælles EU-hær, i den forstand at der bør ske en omfattende integration af EU-landenes militære kapaciteter. Også Jean-Claude Juncker har udtalt sig til fordel for skabelsen af en EU-hær.

Når både EU-topfolkene i Bruxelles og de centrale ledere i Tyskland og Frankrig taler om øget samarbejde om sikkerhed, er det, fordi man netop på dette område ønsker at tage kampen op med de nationalkonservative partier, der nyder godt af EU-borgernes frygt og utryghed. Og i de øst- og centraleuropæiske lande Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet er der samtidig et stærkt ønske om øget militær sikkerhed, hvilket stod klart efter et møde mellem de fire lande og Angela Merkel i slutningen af august. Her erklærede både Tjekkiets og Ungarns premierministre, at de er enige i, at man skal udvikle EU’s sikkerhedspolitiske kapacitet og arbejde hen imod skabelsen af en egentlig EU-hær: ”Vi bliver nødt til at prioritere sikkerheden og begynde at bygge en fælles europæisk hær,” sagde Ungarns Viktor Orbán ifølge webmediet Euractiv.

De 27 EU-landes ledere vil i Bratislava kunne enes om behovet for at øge sikkerheden i EU gennem øget bevogtning af de ydre grænser for at begrænse den illegale indvandring, og man vil kunne enes om værdien af at stå sammen i forsvaret af EU’s territorium og imod terrorisme. Omvendt kan man ikke enes om at få gennemført den omfordeling af 160.000 flygtninge, som et flertal af EU-landene stemte igennem sidste år på trods af lodret modstand fra de øst- og centraleuropæiske lande og Finland. Kun godt 4.000 flygtninge er i dag omfordelt mellem EU-landene, og det står klart, at hverken EU-Kommissionen eller de øvrige EU-lande er til sinds at gennemtvinge denne europæiske beslutning truffet ved kvalificeret flertal. Gjorde man det, ville man spille EU-skeptikerne det argument i hænderne, at EU lige præcis ikke lytter til befolkningernes bekymringer.

LÆS OGSÅ: Syv hovedpiner på vej mod fremtidens EU