Silonedbryderen

Man kan ikke forestille sig en offentlig sektor uden styrelser, kommuner og forvaltninger eller det, man i folkemunde kalder siloer. Men det er alt for sjældent, at medarbejdere i de forskellige afdelinger samarbejder og den offentlige sektor optræder som en samlet enhed.

Steen Ø. Jensen er en af undtagelserne. Han er chef for Fastholdelsescentret i Arbejdsskadestyrelsen og har sat samarbejdet med kolleger i andre dele af det offentlige i system.

Hver eneste gang en borger kommer alvorligt til skade på sit arbejde, strikker Steen Ø. Jensen og hans 16 medarbejdere et netværk sammen, der passer til lige netop den borger. Det kan f.eks. være en mekaniker, der efter 15 eller 20 år på arbejdsmarkedet mister en arm ved en ulykke på værkstedet, og som i en alder af 35 ikke længere kan fortsætte i sit job.

For mekanikeren er der tale om en katastrofe og begyndelsen på et længere kafkask forløb: Han kommer på sygedagpenge og bliver til en sag i hos kommunen, der skal vurdere, om der er mulighed for revalidering eller behov for førtidspension. Samtidig skal Arbejdsskadestyrelsen tage stilling til, i hvilket omfang han er berettiget til en erstatning. Kommunen kan ikke endeligt tage stilling, før de har Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Og Arbejdsskadestyrelsen kan ikke tage endelig stilling, før de kender til kommunens vurdering. Imens venter mekanikeren på den afgørelse, der vil forme hans tilværelse resten af livet.

Det er her, Steen Ø. Jensen kommer ind i billedet.

“Det er meget uhensigtsmæssigt, at borgeren må sidde og vente på, at to forskellige myndigheder får behandlet hans eller hendes sag,” siger han. “Derfor har vi vendt op og ned på vores fokus her i Arbejdsskadestyrelsen. Vi skal stadig behandle borgeres sag korrekt i forhold til lovgivningen, men nu vil også vi bidrage til, at borgeren kommer i beskæftigelse igen. Vi sætter den enkelte person i centrum for vores arbejde og kan ikke trække på en standardformular.”

Når en borger kommer i arbejde igen, er det en stor tilfredsstillelse for den enkelte og en gigantisk fordel for samfundet. I løbet af et arbejdsliv løber gevinsten op i millioner af kroner. I eksemplet med den 35-årige mekaniker er forskellen for det offentlige på mellem 7 og 8 millioner kr.

Business-casen er dog endnu kun teoretisk. Fastholdelsescentret har været i gang siden foråret 2008, og det tager normalt mellem 2 og 3 år, fra en ulykke indtræffer, til borgeren er i gang igen. Men Steen Ø. Jensen tror fuldt og fast på, at hans arbejde er en god forretning for samfundet.

“Har mine medarbejdere hver held til at få bare to borgere tilbage på arbejdsmarkedet om året, har vi tjent os selv hjem.”

Det er dog undtagelsen frem for reglen, at offentlige myndigheder følger Steen Ø. Jensens eksempel og sætter borgeren i centrum for deres arbejde, når der er brug for det. En del af årsagen er manglende incitamenter:

“Vores samarbejde med kommunerne bygger på en fælles interesse og et fælles behov for at hjælpe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet. Men vi kan ikke henvise til et overordnet, fælles lovgrundlag, når vi møder hinanden,” siger Steen Ø. Jensen.

Egentlig har Arbejdsskadestyrelsen ikke samme økonomiske interesse som kommunerne, fordi den økonomiske fordel ikke tilfalder Arbejdsskadestyrelsen, som betaler Steen Ø. Jensen og hans 16 medarbejderes løn, men en kommune, Socialministeriet og arbejdsgiverne, der ellers måtte deles om regningen til revalidering, førtidspension eller erstatning.

Indtil videre finansierer midler fra Satspuljen Fastholdelsescenterts arbejde. Steen Ø. Jensen og hans medarbejdere hjælper mellem 1.500 og 1.600 borgere videre i deres liv efter en ulykke på arbejdspladsen.

I alt er mellem 5.000 og 6.000 danskere hvert eneste år udsat for en alvorlig arbejdsulykke.

Dette portræt er en del af den strategiske analyse Velfærdsstaten har overlevet sig selv. Læs hele analysen her.