Hvem skal Danmark være?

Wall Street Journal beskriver Morten Messerschmidt som den politiker med størst karisma, men også den mest utroværdige. Al Jazeera omtaler DF som Danmarks anti-indvandrer- og anti-EU-parti. Og det toneangivende netmedie Huffington Post placerer DF på en liste over de mest skræmmende og højreorienterede partier i Bruxelles sammen med bl.a. det græske Gyldent Daggry og det højreekstreme tyske parti NPD.

Forrige søndags jordskredsvalg føjede dermed nye kapitler til det splittede billede af Danmark, som de udenlandske medier tegner.

Som Mandag Morgen beskriver det i dette nummer, bliver Danmark ofte omtalt som den åbne, venlige og frisindede nation. Vi er berømmet for vores libertinske levevis, velfungerende velfærdssamfund og store klimaindsats. Det er dette billede, vi kan lide at spejle os i og prale af, når vi har gæster på besøg fra udlandet.

[quote align="right" author=""]Danmarks statsministre skal i de kommende år udvise markant politisk lederskab – både ude og hjemme – hvis de skal undgå, at Danmarks nationale brand i udlandet helt overtages af mørkesiden.[/quote]

Men vi bliver lige så ofte portrætteret som det selvtilstrækkelige, spydige og ekskluderende land. Europaparlamentsvalget føjede nye facetter til dette billede af Danmark. Og med udsigt til et mere selvtillidsfuldt DF, som vil skrue prisen i vejret for at støtte en V-formand som statsminister – uanset om han hedder Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen eller noget helt tredje – kan dette billede ikke undgå at blive forstærket i de kommende år.

En britisk EU-politik, genindførelse af grænsekontrollen, nye stramninger af udlændinge- og integrationspolitikken og en konstant udfordring af de internationale konventioner står højt på Kristian Thulesen Dahls ønskeliste. Det bliver ikke en let opgave at indfri disse ønsker.

Ganske vist er Venstre imod grænsekontrollen. Og De Konservative vil ikke være med til nye stramninger af udlændingeloven ud over at rulle lempelser af bl.a. starthjælp tilbage. Men det kan blive den pris, som de to partier må betale for at vippe Helle Thorning-Schmidt af tronen efter næste valg.

Som Jose Filipe Torres, der er direktør i brandingvirksomheden Bloom Consulting, beskriver Danmarks dilemma: ”Den højreorienterede sejr kan let blive tolket som protektionistiske tendenser, og de omdiskuterede grænsebomme skriger ikke ligefrem ’velkommen’.”
 

DE FÆRRESTE UDENLANDSKE MEDIER når imidlertid så dybt i deres analyser, at de lægger mærke til, i hvilket omfang Danmark og særligt de to borgerlige partier – Venstre og De Konservative – har udgjort den europæiske avantgarde, når det drejer sig om at integrere det nye nationalkonservative og islamkritiske højre i det politiske liv, og dermed har bidraget til den mainstreaming, som søndagens valgsejr til Dansk Folkeparti er udtryk for.

Det borgerlige Danmark indgik tilbage i 2001 en strategisk alliance med Dansk Folkeparti. De 13 år, der er gået siden dengang, har budt på uafbrudt vælgermæssig, organisatorisk og ideologisk fremgang for DF, mens De Konservative og Venstre tilsvarende er stærkt svækkede.

Nu står andre lande i Europa over for at skulle tøjle det fremadstormende nationalsociale højre. Disse partiers fremmarch nåede sit foreløbige klimaks på europæisk plan ved valget til Europa-Parlamentet, hvor Dansk Folkeparti, Front National i Frankrig og UKIP i Storbritannien alle tiltrak flere end hver fjerde vælger.

Disse stemmetal er en monumental advarsel til ikke bare den politiske elite i de tre lande, men også i mange af de andre europæiske lande, hvor partier, som på mange måder repræsenterer helt igennem urealistiske løsninger på tidens udfordringer, får voksende tilslutning.

De tre højrenationale partier i København, Paris og London er organisatorisk professionelle, men hverken i national indenrigspolitisk eller europæisk og udenrigspolitisk forstand kan Dansk Folkeparti, Front National eller UKIP fremlægge finansierede eller realiserbare politiske programmer. Til gengæld smitter deres EU-skeptiske og globaliseringsangste propaganda i høj grad af på de øvrige partier i de tre lande.

Dansk Folkeparti havde allerede i optakten til EU-valgkampen held til at trække både De Konservative og Venstre i en klar EU-skeptisk retning med eksempelvis det enorme fokus på velfærdsturisme. Samme strategi forsøgte DF i perioden 2001-2009, hvor Anders Fogh Rasmussen var statsminister. Men uden samme held.

En af de mange forskelle mellem Fogh og Løkke er, at mens Fogh stod fast på, at DF’s EU-skepsis ikke skulle skade Danmarks relationer til EU, så har Løkke været mindre fast i kødet. Ikke mindst Løkkes accept i forsommeren 2011 af DF’s krav om at genindføre grænsekontrollen blev langt ind i Venstre set som starten på en glidebane, der ville ende med at få Venstre til at danse efter DF’s EU-skeptiske pibe – og dermed bringe Danmarks relationer til resten af Europa i fare. Under alle omstændigheder er spørgsmålet nu, om Lars Løkke Rasmussen er ved at betale prisen for, at det borgerlige Danmark i 2001 indgik en strategisk alliance med Dansk Folkeparti. Har det borgerlige Danmark med varige skader til følge næret en handels- og velfærdsprotektionistisk slange ved sit bryst?
 

HVIS LØKKE OVERLEVER KRISEMØDET i morgen, vil han have gode muligheder for at lappe på sin troværdighed ved hurtigt at lande et par store aftaler med regeringen om en ny vækstpakke og beskæftigelsesreform. Det kan flytte fokus væk fra hans bilagssag og dalende popularitet. Men hans forhandlingsposition er markant svækket. Og hans mandater vil være billige til salg.

Det vil de også være for den næsten lige så store udfordring, som venter Venstres formand, når der skal bygges bro til partierne i blå blok. DF vil ikke længere agere trofast støtteparti, som vi så op gennem 00’erne. Prisen for at støtte en borgerlig statsminister er skruet op, og det kan bl.a. betyde genindførelse af grænsekontrollen, vækst i det offentlige forbrug, nedlæggelse af regionerne og nye markante stramninger af udlændingepolitikken.

Sandsynligheden for, at det næste folketingsvalg i Danmark kan udløse et nyt jordskredsvalg ligesom i 1973, hvor det efterfølgende viste sig at være svært at skabe stabile flertal, er betydelig større efter valget til Europa-Parlamentet. Det indebærer betydelige risici for Danmarks fremtidige placering i EU. Og under alle omstændigheder skal Danmarks statsministre i de kommende år udvise markant politisk lederskab – både ude og hjemme – hvis de skal undgå, at Danmarks nationale brand i udlandet helt overtages af mørkesiden, hvor Danmark ses som et selvtilstrækkeligt Fort Danmark spærret inde bag ligusterhække og grænsebomme.

Nu er det for alvor, at vi skal vælge: Hvem skal Danmark være?


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu