Godt gået, Ford! Virksomheden, som engang mente, at det var umuligt at tjene penge på andet end benzinslugende firhjulstrækkere, har annonceret, at deres nye serie af små og benzinbesparende biler sikrer indtjeningen i en tid, hvor benzinpriserne er på himmelflugt. Men rejsen på bæredygtighedens vej har kun lige taget sin begyndelse for Ford og bilindustrien, hvis man skal tro Lester Brown fra Environmental Policy Institute.

Brown er optimist og tror på, at det er muligt at skabe en ny bæredygtig global økonomi. Men baggrunden for hans optimisme er dyster. Verden befinder sig på randen af miljøkollaps. Vores eneste håb er at sætte alt ind på en massiv social og økonomisk mobilisering, skriver Brown i sin nye bog World on the Edge. Hans optimisme bygger på en gennemgang af “USAs økonomiske historie som krigsførende land under 2. Verdenskrig, der er et inspirerende studie i hurtig mobilisering. .I første omgang undgik USA at blive involveret i krigen og svarede først igen efter angrebet på Pearl Harbor. Men så blev der også svaret igen. Et helhjertet engagement i krigen fra USAs side var med til at vende krigslykken.

I sin State of the Union-tale den 6. Januar 1942, kun en måned efter bombningen af Pearl Harbor, fremsatte præsident Franklin D. Roosevelt landets oprustningsmål. USA, sagde han, skulle producere 45.000 kampvogne, 60.000 fly og mange tusinder skibe. “Ingen skal sige, at det ikke kan lade sig gøre,” tilføjede han.

Den offentlige skepsis var stor. Men Roosevelt og hans rådgivere havde indset, at den amerikanske bilindustri udgjorde verdens største industrielle styrke. Selv under Den Store Depression producerede den mere end 3 mio. biler om året.

“Efter State of the Union-talen mødtes Roosevelt med bilindustriens ledere for at gøre det klart, at de var afgørende for at nå målene. Til en begyndelse regnede industrien med at kunne fortsætte bilproduktionen og sideløbende producere militært materiel. Men hvad de ikke vidste, var at salg af nye biler snart skulle blive forbudt. I næsten tre år, fra februar 1942 til slutningen af 1944, blev der stort set ikke produceret biler i USA,” skriver Brown.

Ud over forbudet mod salg af nye biler blev byggeri af boliger og veje standset, og privatbilisme blev gjort ulovlig. Stragiske goder – f.eks. dæk, benzin, fyringsolie og sukker – blev rationeret fra 1942. Alligevel oplevede man samme år den største vækst i industriproduktionen i landets historie – så godt som hele produktionen var rettet mod militæret.

“Fra begyndelsen af 1942 og frem til 1944 overgik USA det oprindelige mål på 60.000 fly og leverede hele 229.600 fly. Fuldt ud lige så imponerende byggede man 5.000 skibe.”

Måske endnu mere bemærkelsesværdigt blev en lang række virksomheder omstillet til krigsproduktion. Det beskriver Doris Kearns Goodwin i sin bog No Ordinary Time.

“En tændrørsfabrik blev til en maskingeværsfabrik. En virksomhed, der fremstillede komfurer, gik over til redningsbåde. En karusselfabrik kom til at lave våbenstativer. Et legetøjsfirma fremstillede kompasser, en korset-fabrikant producerede granatbælter og en flippermaskine-virksomhed blev omstillet til produktion af panser-ammunition.”

Lester Browns hovedpointe med historien handler ikke så meget om de producerede mængder som om hastigheden i omstillingen af produktionen: “Hvis vi var i stand til at omstille den amerikanske økonomi på få måneder, så er det også muligt at omstille den globale økonomi i løbet af det kommende årti. Mange af produktionslinjerne i den amerikanske bilindustri står stille, og det vil være en relativt let opgave at omstille en del af linjerne til vindmølleproduktion, sådan som Ford omstillede dem til B-24-bombefly under 2. Verdenskrig.”

Den gode nyhed er ifølge Brown, at verden i dag er i besiddelse af teknologien og de finansielle ressourcer til at “stabilisere klimaet, udrydde fattigdom, genoprette økonomiens naturlige støttesystemer – og frem for alt genetablere håbet. USA, verdens rigeste samfund, har ressourcerne og lederskabet til at gøre det til virkelighed.”

Hans budskab til verdens erhvervsledere og politikere er enslydende: “Vi kan forsætte med business as usual og en økonomi, der er ved at undergrave dens naturlige støttesystemer og dermed sig selv. Eller vi kan gøre os til den generation, der slog ind på en ny vej og satte verden på sporet af bæredygtigt fremskridt.” Der er tale om en skelsættende beslutning, der skal træffes af de nulevende generationer, men som vil påvirke livet på kloden “for alle fremtidige generationer.”