Et pendulur fra begyndelsen af det 20. århundrede slår sine små taktslag i baggrunden, mens teknologichef Henrik Stiesdal fortæller om sit syn på innovation. Det er en disciplin, som han har mestret til perfektion i sin 40-årige karriere.

Tik-tak. Og hvert halve minut et lidt større klunk. På et tidspunkt i løbet af interviewet falder det uundgåelige spørgsmål fra den tilrejsende reporter: Er der egentlig noget specielt ved det ur?

I det samme tænder en ild i Henrik Stiesdals blik. Spørgsmålet falder som en forløsning efter en længere og mere triviel snak om moderselskabet Siemens’ rolle som ejer, i forhold til dengang vindmølleproducenten hed Bonus Energy og var danskejet.

“Uret hedder Synchronome Clock. Det er meget nøjagtigt og utrolig enkelt lavet – meget enklere end f.eks. et bornholmerur,” forklarer han.

“Det er en slags påmindelse til ingeniørerne om, at der findes måder at lave tingene radikalt anderledes på, og at det kan gøres enklere – hvad ingeniører ofte har svært ved,” fortsætter han.

Hør, hvad der rører sig

Uret hænger på teknologichefens forholdsvis anonyme kontor hos Siemens Wind Power i Brande. Det er et sted, hvor alle biler af sikkerhedsmæssige grunde holder parkeret med snuden vendt mod parkeringspladsen. Og hvor pulsslaget på et storbymenneske for længst er dulmet af en vuggende tur med et gammelt og langsommeligt MR-regionaltog fra Vejle.

Her hersker ro, stabilitet og nærmest en form for magelighed. Alligevel er der tale om en af verdens førende vindmølleproducenter, og den absolut bedste til havvindmøller. Men måske er det netop en af hemmelighederne, hvis man skal tro Henrik Stiesdal.

“Man skal give sig tid til at sætte sig ned og mærke efter,” som han siger. “Få fingerspidsfornemmelse og en dybere forståelse ved at daffe lidt rundt til kollegerne og høre, hvad der rører sig.”

Stiesdal – som de fleste hos Siemens blot omtaler ham – er ikke en tilfældig mand i den danske vindmøllebranche. Om nogen personificerer han udviklingen fra små møller til gigantiske konstruktioner.

Han var en tidlig pioner, bl.a. inspireret af Tvindmøllen i Ulfborg, og sammen med Karl Erik Jørgensen solgte han i 1979 den licens på et vindmølledesign, som kickstartede vindmølleeventyret hos Vestas. Senere var han bl.a. manden bag Vestas’ første pitch-regulerede vindmølle – en teknologi, der gør det muligt at vende og dreje vingerne efter vindforholdene. I 1987 kom han til Bonus Energy, hvor en af hans største bedrifter var at stå fadder til den gearløse vindmølle.

Netop den historie giver et indblik i Henrik Stiesdals tilgang til innovation.

Det gearløse kvantespring

Det hele begyndte engang, da Stiesdal qua sin rolle som teknologichef stod med begge ben begravet i garantisager på grund af nogle defekte gearkasser i vindmøllerne. I branchen var mantraet: Man kan ikke lave gearløse vindmøller – det er for tungt og for dyrt. Han spurgte sig selv: Hvorfor egentlig ikke?

“På en hjemmearbejdsdag lavede jeg en ordentlig analyse: Hvad skal der til?” fortæller han.

Analysen endte med at være et bud på, hvordan man kunne dele produktionen op i bidder. Udfordringen ved at lave vindmøller uden gearkasser ligger nemlig i arbejdet med store generatorer, der er 4-6 meter i diameter. En beregning viste således, at produktion af en enkelt generator ville optage 10 x 10 meters fabriksplads i 42 dage.
“Det ville kræve store investeringer og kæmpe fabrikker,” siger han.

Efter den indledende analyse fulgte flere års arbejde med at tale med leverandører, ændre interne processer og hele tiden gentænke konceptet. Så lykkedes det at omsætte de kreative ideer, der blev skabt på hjemmearbejdsdagen, til innovation og kommerciel værdi: Den gearløse vindmølle stod færdig.

“Nu samler vi en generator på otte timer. Det er et kvantespring,” siger Henrik Stiesdal. Samtidig er det en adgangsbillet til havvindmøllemarkedet, hvor fejl i gearkasser er en bekostelig affære.

“En ting var analysen og den kreative proces. At få det til at ske i praksis handlede om stamina, om udholdenhed og om at erkende, at der er meget langt fra ide til praksis,” siger Henrik Stiesdal.

Lad dig ikke presse af konkurrenter

I dag er han en form for spillende træner i Siemens Wind Powers udviklingsafdeling. Hans tilgang til innovation handler om at finde balancen mellem spørgsmålet “hvorfor ikke?” og at sikre, at innovationen er i tråd med virksomhedens strategi og kompetencer, så begge ben stadig er placeret på jorden.

“Hver gang man vil forsøge noget nyt, må man vurdere, om man har kompetencerne,” siger han.
Igennem tiden har Bonus Energy af samme grund takket nej til store projekter, fordi vurderingen lød, at der var risiko for, at opgaven ikke ville blive løst tilfredsstillende. Det betyder også, at Siemens Wind Powers største mølle netop nu er på 6 MW, mens konkurrenten Vestas barsler med en mølle på 8 MW.

“Men man skal lade være med at lade sig presse af en konkurrent. Det nytter ikke noget, at man flakser rundt, for så bliver hele virksomheden forvirret. Man lægger en linje og holder sig til den,” siger Stiesdal.

Tankegangen går igen i Siemens Wind Powers historie.

“Det handler om at kende sig selv og se, om kompetencerne er der. Hvis ikke, så må man lade være, uddanne sig eller købe sig til dem,” siger han.

Og hvordan ved man så præcis, hvor meget organisationen kan holde til? Stiesdals svar er for procesorienterede væsener måske en smule forstemmende. Han peger på, at man ved siden af de formelle og nødvendige processer også er nødt til at mærke på mavefornemmelsen. Efter mange år ved man bare, hvad der kan fungere, og hvad der ikke kan fungere, lyder det. Det kommer af at gå rundt og tale med folk, fornemme og forstå.

“Og så sætte sig ned og mærke efter,” siger han. Selv forsøger han at bruge mest mulig tid på den måde, selv om det ofte er den dimension af arbejdet, det er lettest at give køb på i pressede tider.

“Det er reelt set også en trussel. Men i bund og grund handler det om at holde fast i, at det er det rigtige – at man ikke lader sig besnakke, lader omstændighederne diktere eller synes, at det er synd for kollegerne,” siger han.

Så skulle en chef fra de øvre luftlag i Siemens en dag defilere forbi Henrik Stiesdals kontor og opleve en mand med benene på bordet, der lytter til pendulurets tikken, bør han ikke blive bange. Måske nærmere tværtimod.