Folkeafstemninger er den ultimative demokratiske dialog. Når Danmark overvejer at afgive suverænitet eller ændre på Grundloven, er det beslutninger af så stor samfundsmæssig betydning, at de folkevalgte politikere skal spørge vælgerne direkte for at høre folkets røst. Og det mobiliserer forskellige politiske interesser og skaber grundlag for en sund demokratisk debat, viser forskningen på området.

[quote align="right" author="Derek Beach, valgforsker, Aarhus Universitet"]Patentdomstolen er klart noget, som bliver opfattet som uvæsentligt af vælgerne, og det betyder, at mange af vælgerne stemmer om noget andet.[/quote]

Men det var ikke tilfældet i søndagens folkeafstemning om den fælles patentdomstol. Næsten halvdelen af vælgerne var rådvilde helt op til få dage før afstemningen. Og det skyldes ganske enkelt, at krydset gjaldt et kedeligt, teknisk og apolitisk spørgsmål, som har været helt umuligt at tage stilling til, lyder det fra flere valgforskere.

”Der er så lidt politik i det spørgsmål, at det er svært for en befolkning at mobilisere politisk interesse i det. Og der er samtidig så lidt økonomi i det, at det også på den konto er svært at mobilisere ret manges interesse. Spørgsmålet rummer så lidt af det, der normalt giver politisk dynamik, at det er umuligt at tage stilling til,” siger Johannes Andersen, lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet.

Han peger på, at de gode folkeafstemninger er dem, hvor man kan mobilisere politiske interesser og synspunkter, og som vedrører både ideologi og folks dagligdag. Det har de tidligere folkeafstemninger om EU været rigtig gode til at levere. Sådan blev det bare ikke i søndags.

Det rejser spørgsmålet om, hvad vi skal bruge folkeafstemninger til. Det kan hurtigt blive aktuelt igen at høre folkets røst, fordi der venter langt vigtigere beslutninger i forbindelse med udviklingen af EU-samarbejdet, hvor både bankunionen og de danske forbehold kan kræve ny dansk stillingtagen. I den kontekst står søndagens afstemning om Patentdomstolen som det mest lysende eksempel på, hvordan man ikke skal bruge folkeafstemninger, lyder vurderingen.

”Det er lige før, man kan kalde det en antipolitisk folkeafstemning. Det er så vanskeligt at mobilisere noget som helst politisk perspektiv på den afstemning, at vælgerne er blevet efterladt i en form for grundlæggende afmagt,” siger Johannes Andersen.

Gode og dårlige folkeafstemninger

Den diagnose støttes også af valgforskeren Derek Beach fra Aarhus Universitet, som har forsket i vælgeradfærden ved de mange danske folkeafstemninger om EU. Han mener, at patentdomstolsafstemningen er den af de danske folkeafstemninger, som har haft absolut mindst samfundsmæssig betydning.

Folkeafstemningerne i 1972 om medlemskabet af EF og i 2000 om euroen skabte begge stort politisk engagement hos vælgerne og gav anledning til meget lærerige, demokratiske debatter. De to folkeafstemninger scorer derfor begge topkarakter hos Derek Beach for deres samfundsmæssige betydning. Patentspørgsmålet får derimod bundkarakter. Se tekstboks.

”Afstemningen om Patentdomstolen er ikke oplagt at sende til folkeafstemning, fordi det er sådan en lille, teknisk sag uden stor betydning for folks dagligdag. Det er kun nogle enkelte patentjurister i store virksomheder som Danfoss og Grundfos, der har overblik over det, og det har ikke de store politiske eller økonomiske konsekvenser for resten af samfundet. Vi taler om nogle få tusinde kroner, som firmaer kan spare, når de søger et patent,” siger Derek Beach.

Sådanne forhold har stor betydning for udfaldet af folkeafstemninger, viser valgforskningen. Når vælgerne synes, at spørgsmålene i en afstemning ikke er vigtige, og hvis de hverken kan se de store gevinster eller omkostninger, så stemmer de simpelthen om alt muligt andet.

”Der er ved at udvikle sig en konsensus blandt forskere om, at når en afstemning ikke opfattes som særlig betydningsfuld, så bruger almindelige vælgere den som en popularitetskonkurrence om regeringen. Euroafstemningen var et spørgsmål, hvor vælgerne rent faktisk tog stilling til det, som de blev spurgt om. Men det her spørgsmål om Patentdomstolen er klart noget, som bliver opfattet som uvæsentligt af vælgerne, og det betyder, at mange af vælgerne stemmer om noget andet,” siger Derek Beach.

Det klassiske eksempel er Irlands afvisning af Nice-traktaten ved en folkeafstemning i 2001. Irland var det eneste EU-land, der skulle stemme om den traktat, og derfor opfattede vælgerne heller ikke spørgsmålet som særlig vigtigt. Det blev afspejlet i den ekstremt lille valgdeltagelse, hvor ikke engang hver tredje vælger gad rejse sig fra sofaen. Meningsmålingernes spådomme om et stort ja blev derfor i stedet forvandlet til et nej, som så igen udløste endnu en afstemning.

”Alt tyder på, at det i stedet blev en popularitetskonkurrence for regeringen,” siger Derek Beach.

Schlüters taktiske værktøj

De fleste valgforskere er enige om, at folkeafstemninger har gavnlige effekter på den demokratiske kultur i et samfund. Det kan tidligere professor ved Aarhus Universitet Palle Svensson skrive under på. Han er forfatter til Magtudredningens bog om folkeafstemninger og en af de danskere, der ved mest om folkeafstemninger.

”Det gode ved folkeafstemninger er, at man får et emne sat på dagsordenen og får det drøftet frem og tilbage. Det bliver mere nærværende, når man selv skal hen og stemme, også hvis man over for venner og familie vil begrunde, hvorfor man har stemt, som man har gjort. Debatten op til en folkeafstemning har derfor helt klart en opdragende og uddannende funktion,” siger Palle Svensson.

Han forklarer, at der er argumenter både for og imod folkeafstemninger. Tilhængerne af folkeafstemninger påpeger, at de giver bedre overensstemmelse mellem befolkningen og den førte politik og skaber større folkelig ansvarlighed, engagement og forståelse. På den anden side siger kritikerne, at folkeafstemninger giver dårligere beslutninger, skaber konflikt, svækker de folkevalgte repræsentanter og i større grad udsætter mindretallet for flertallets diktatur. Folkeafstemninger er med andre ord et tveægget sværd. Se tekstboks.

”Folkeafstemninger om nationalt tilhørsforhold blev brugt med stor succes i Sønderjylland i 1920, hvor man fastlagde den dansk-tyske grænse. Men sådan noget kan også misbruges, som det lige er sket i Ukraine, da det blev brugt til at legitimere Ruslands annektering af Krim,” siger Palle Svensson.

Folkeafstemninger er gennem tiden blevet brugt som politisk værktøj til en række vidt forskellige formål. De bruges til at legitimere større forfatningsændringer eller til at skabe politisk forsoning efter en voldelig konflikt. Og så er der den taktiske anvendelse af folkeafstemninger, som vi netop har set et eksempel på, da Dansk Folkeparti udløste folkeafstemningen om Patentdomstolen efter et forgæves forsøg på at presse regeringen til i stedet at gennemføre en folkeafstemning om Bankunionen. Se tekstboks.

[quote align="left" author="Marcus Schmidt, formand for Foreningen for Direkte Demokrati i Danmark"]Problemet er, at politikerne opfatter folkeafstemninger som en boksekamp mod befolkningen, hvor det drejer sig om at vinde.[/quote]

”Grunden til, at vi overhovedet skulle stemme om Patentdomstolen, er jo, at Dansk Folkeparti ikke kunne presse regeringen på andre områder. På den måde kan folkeafstemninger også være et politisk værktøj eller en knap, som man kan trykke på i politiske forhandlinger,” siger Palle Svensson.

Den anvendelse af folkeafstemninger sker både indenrigs- og udenrigspolitisk. Eller begge dele på én gang. Folkeafstemningen i 1986 om den danske tilslutning til EF-pakken, som har haft stor betydning for udviklingen af det indre marked i EU, var lige så meget en udenrigspolitisk beslutning som en indenrigspolitisk manøvre, forklarer Palle Svensson.

”Schlüters regering kunne jo ikke komme igennem Folketinget med beslutningen om, at vi skulle tilslutte os EF-pakken. Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF og VS var imod. Så i stedet for at udskrive valg, fandt Poul Schlüter på at lave en folkeafstemning. Og da befolkningen sagde ja, var det en måde at tvinge Folketinget til noget, det ellers var imod,” siger han.

Politikerne er i boksekamp med vælgerne

Den første danske folkeafstemning havde vi for knap 100 år siden, da de danske vælgere i en vejledende folkeafstemning i 1916 sagde ja til at sælge Dansk Vestindien til USA for 25 millioner dollar. Siden da har danskerne stemt om både grundlovsændringer, valgretsalderen, tronfølgeloven og forskellige udvidelser af EU-samarbejdet. Søndagens folkeafstemning var derfor den 18. landsdækkende folkeafstemning på 98 år. Se tidslinje.

Antallet af folkeafstemninger toppede i 1990’erne med de forskellige EU-traktater og afstemningen om euroforbeholdet i 2000, der som bekendt endte med et nej. Siden da er det nærmest gået i stå, formentlig fordi politikerne fortsat er bange for at sætte spørgsmål til folkeafstemning i frygt for, hvad befolkningen kan finde på. Det er en synd for demokratiet, for der er mange fordele ved at involvere vælgerne mere direkte i beslutningsprocessen, mener flere forskere.

”Der ligger en masse læring i folkeafstemninger. De folkeafstemninger, vi i Danmark har haft om EU, har været medvirkende til, at danskerne er de mest vidende om EU,” siger Johannes Andersen.

Derfor kunne man sagtens overveje, om folkeafstemninger ikke skulle udskrives med større hyppighed. Det mener lektor ved CBS, Marcus Schmidt, som også er formand for Foreningen for Direkte Demokrati i Danmark. Det ville måske også hjælpe på de gamle midterpartiers vælgerkrise, mener han.

”Grunden til, at de populistiske partier stormer frem ved det her valg, er jo i stort omfang politikerleden. Den ville flere folkeafstemninger nok kunne afværge lidt,” siger Marcus Schmidt.

Men det skal ikke være om ligegyldige ting som patenter.

”Jeg vil i langt højere grad foretrække at stemme om f.eks. Lissabon Traktaten eller andre ting, som har større konsekvenser for danskernes hverdag. Almindelige danskere påvirkes ikke på nogen som helst måde at patentdomstolen. Der er masser af andre ting, som har store konsekvenser for danskernes hverdag, men dem må vi ikke stemme om,” siger Marcus Schmidt.

Johannes Andersen kan heller ikke se noget i vejen for, at vi her i landet har lidt flere folkeafstemninger.

”Det ville nok være positivt. Sådan som vi bruger dem, er folkeafstemninger en undtagelsestilstand. Og det skyldes den uforudsigelighed, der ligger i folkeafstemningerne, som politikerne er bange for,” siger han.

Det er Marcus Schmidt enig i. Politikerne frygter folkets røst, og derfor er der heller ingen ved regeringsmagten, der tør udfordre de danske EU-forbehold.

”Problemet er, at politikerne opfatter folkeafstemninger som en boksekamp med befolkningen, hvor det drejer sig om at vinde. Det er jo derfor, vi ikke har haft afstemninger om de danske forbehold siden år 2000. Politikerne er bange for, at de taber,” siger han.