Skandaleforslaget der ikke findes

Uddannelsesministeren vil udpege bestyrelsesformændene på universiteterne, men bliver beskyldt for politisk indblanding, opgør med armlængdeprincip og angreb på forskningsfriheden. Der udspiller sig en magtkamp på højeste niveau, men spørgsmålet er ikke, om politikerne styrer, men hvordan.

Hun har ikke fremsat sit forslag endnu, men det er allerede en skandale. Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) og hendes ministerium er i gang med at undersøge, hvordan man kan lede universiteterne bedre end i dag, og selv om intet endnu er lagt frem, vil landets magtfulde bestyrelsesformænd og rektorer alligevel have trukket noget tilbage: et forslag om, at formændene fremover skal udpeges af ministeren, som også skal godkende flertallet af medlemmerne i bestyrelserne.

Lars Bonderup Bjørn, tidligere formand for Aalborg Universitet, har kaldt ideen totalitær, og den nuværende formand for Syddansk Universitet betegner en ministerudnævnelse af universiteternes bestyrelsesformænd som gidseltagning. Nils Strandberg, der er formand for Københavns Universitet, taler om et brud på 500 års armslængdeprincip, mens rektoren på Danmarks Tekniske Universitet, Anders Bjarklev, som også er formand for rektorkollegiet i den fælles interesseorganisation Danske Universiteter, ser forslaget som et indgreb i forskningsfriheden, der vil føre til udbredt statscensur og selvcensur blandt de ansatte.

Det er store ord om et forslag, der ikke findes officielt, men i universiteternes optik er der også store principper på spil: Fundamentet for vores frie, demokratiske samfund er frie universiteter og uafhængig forskning, og hvis bestyrelsesformændene bliver udpeget politisk, vil der opstå tvivl om både friheden og uafhængigheden. I stedet for at tjene samfundet bliver universiteterne statsapparater, der alene tjener den til enhver tid siddende regering. Alene tvivlen om, hvorvidt forskningen er uvildig, vil komme til at ødelægge universiteterne, er ræsonnementet. Bestyrelsesformændene og rektorer betragter det derfor som deres pligt at råbe op og råbe højt.

Politisk udpegede bestyrelser

I dag vælger bestyrelserne selv deres formænd og nye medlemmer. Ifølge rygterne planlægger Uddannelses- og Forskningsministeriet en ændring, så ministeren fremover vælger formændene og skal godkende de eksterne medlemmer, der har flertal i bestyrelserne. Her er, hvad vi ved:

I dag:


  • Bestyrelsen vælger sin formand.

  • Bestyrelsen udpeger nye eksterne medlemmer.

  • Kandidater indstilles af et bestyrelsesnedsat udvalg.

  • Udvalget består typisk af formanden og et andet medlem af bestyrelsen, repræsentanter for de videnskabeligt ansatte og repræsentanter for universitetets aftagerpaneler (består af repræsentanter for den private og offentlige sektor).

  • De øvrige medlemmer af bestyrelsen er repræsentanter for de ansatte og de studerende.

  • Bestyrelsen ansætter rektor, der har det organisatoriske ansvar.


Ifølge rygterne:

  • Et udvalg indstiller to kandidater til bestyrelsesformandsposten for hvert universitet.

  • Udvalget består af Uddannelsesministeriets departementschef, en repræsentant udpeget af ministeren, en repræsentant for rektorerne, en repræsentant udpeget af et videnskabeligt selskab og en repræsentant for hver af de berørte bestyrelser.

  • Ministeren vælger mellem de to kandidater.

  • Formanden udvælger de eksterne bestyrelsesmedlemmer, som udgør et flertal.

  • De eksterne medlemmer skal godkendes af ministeren.

  • De øvrige medlemmer af bestyrelsen er repræsentanter for de ansatte og de studerende.

  • Bestyrelsen ansætter rektor, der har det organisatoriske ansvar.


Kilde: Weekendavisen og Mandag Morgen

Så det gør de. Angrebene i pressen er taget til de seneste uger. Især efter Weekendavisen forrige fredag i detaljer kunne referere fra et ellers hemmeligt møde mellem en udvalgt skare fra universiteternes ledelser og Uddannelsesministeriets departementschef, Agnete Gersing. Her fremlagde hun ifølge avisen den model, ministeriet har i tankerne. Se tekstboks. Mens de tilstedeværende fra universiteterne oplevede seancen som en orientering om en plan, der ikke var til diskussion, mener man i ministeriet, at der var tale om et oplæg til diskussion.

Intet ligger fast, processen er i gang, siger de igen og igen, når man taler med folk i ministeriet, regeringen og Venstre, selv om det er blevet bekræftet over for Mandag Morgen, at sagen allerede har været drøftet i regeringens koordinationsudvalg, hvor statsministeren, finansministeren og udenrigsministeren sidder. Det bliver af flere betragtet som et tegn på, at planerne er fremskredne. Eller i hvert fald har været det.

Skurken hedder Agnete

Det er værd at bemærke, at universiteternes angreb ikke retter sig mod den ansvarlige minister, men mod hendes embedsværk og i særlig grad departementschef Agnete Gersing, der tidligere har været afdelingschef i Finansministeriet.

Historien på universiteterne er, at planen længe har ligget i en skuffe i Finansministeriet, og at Gersing velvilligt har taget den med, da hun overtog Uddannelsesministeriet, for at få styr på en dyr og uregerlig sektor. I ministeriet har man noteret sig spekulationerne, men afviser – naturligvis – at det skulle være tilfældet. Her er fortællingen derimod, at det er politikerne, der ønsker, at staten spiller en større og mere aktiv rolle end i dag.

Begge dele har noget på sig. For embedsmændene i både Uddannelsesministeriet og Finansministeriet opfatter det utvivlsomt som et problem, at de ikke har bedre hånd i hanke med universiteternes retning og økonomi, men det tager heller ikke lang tid at finde folkevalgte, som finder det helt selvfølgeligt, at de som borgernes repræsentanter skal have mere kontrol med institutioner, der bliver finansieret af borgernes skattekroner. Og så finder mange det principielt forkasteligt, at universiteternes bestyrelser selv vælger sine afløsere, som det er tilfældet i dag. Ingen kalder det nepotisme, men mange synes, det lugter derhenad.

Det er imidlertid ikke principper for udpegningsmetoder, der driver Christiansborg og Slotsholmen til et opgør med den nuværende struktur, men derimod en opfattelse af, at universiteterne ikke har løftet deres ansvar over for samfundet. Selv modstandere af politisk udpegede bestyrelsesformænd – og de er i flertal lige nu – forstår, hvorfor man overvejer skridtet. Universiteterne har ladet stå til på afgørende områder, og det har affødt upopulære politiske indgreb – ikke fordi politikerne havde lyst til at gribe ind, må man forstå, men fordi de var nødt til det.

De seneste eksempler er fremdriftsreformen fra 2013 og den statslige tilpasning af studiepladser fra året efter: De studerende har alt for længe været alt for længe om at komme igennem studierne, selv om man fra Christiansborg igen og igen har signaleret, at gennemførelsestiderne skulle bringes ned. Derfor blev den foregående regering nødt til lave først en SU- og siden en fremdriftsreform, som tvang universiteterne til at presse folk til at blive færdige.

Og selv om nogle fag konsekvent har uddannet for mange, så en stor del er endt med at stå med eksamenspapirer, men intet arbejde, har universiteterne ikke skåret ned på optaget, på trods af gentagne opfordringer fra politikerne. Derfor blev de nødt til at gribe ind og regulere antallet af studiepladser ovenfra.

Blandt rektorer og bestyrelsesformænd på universiteterne er man fuldstændig uforstående over for kritikken. Her peger man på, at man allerede var i gang med at bringe gennemførelsestiderne ned – hvilket er korrekt – og at man desuden i en lang række tilfælde har skruet ned for optaget på studier med høj ledighed over længere tid, ligesom man har ændret indholdet af flere arbejdsløshedsplagede fag, så de passede bedre til arbejdsmarkedet. Hvilket også er korrekt. Problemet er, lyder det, at det tager længere tid at opnå resultater, end politikerne har tålmodighed til.

Måske, måske ikke kommer der et udspil

I ministeriet, regeringen og Venstre er man tydeligvis frustreret over, hvad man opfatter som en fuldstændig hysterisk kritik fra universitetsledelserne, der afsporer en konstruktiv debat om, hvordan man opdaterer den nu 13 år gamle universitetslov og reformerer styringen af institutionerne. Hvor universiteterne mener, at deres kritik er udtryk for rettidig omhu, mener ministeriet og regeringen, at der er tale om utidig indblanding.

Ministeriet er stadig i gang med sit såkaldte ’kritiske eftersyn’ af den nuværende styring. Indtil videre er kun ét element af tre færdigt og offentliggjort. Vi mangler stadig at se en sammenligning af, hvordan uddannelsesinstitutioner bliver styret i andre lande. Særligt nabolandene har ministeriets interesse, og i f.eks. Sverige består flertallet i universiteternes bestyrelser af netop politisk udpegede medlemmer. Til gengæld er det ifølge svensk lovgivning de ansatte, der på fakultetsniveau har ansvaret for at tilrettelægge uddannelser og forskningen. Forskernes frihed og uafhængighed sikres og forsvares dermed et andet sted i organisationen, og bestyrelserne har ikke samme gennemgribende ledelsesret- og ansvar som i Danmark.

Ud over den internationale sammenligning er ministeriet i gang med en analyse af de nuværende rammer for bestyrelsernes rolle og arbejde og brugen af udviklingskontrakter mellem universiteterne og ministeriet. Den internationale sammenligning er først klar i november, mens ministeriet endnu ikke ved, hvornår den tredje og sidste del er klar. Før de to ligger klar, mener hverken regeringen eller ministeriet, at det giver mening at diskutere eller kommentere konkrete forslag, som i deres optik må betegnes som rygter. Alligevel vil man ikke afvise at dele den kommende styringsreform op, og man vil heller ikke afvise, at der kommer et udspil, før hele analysen er færdig.

Det store svigt

Den eneste del af eftersynet, vi kender til, er en omdiskuteret konsulentrapport, hvor forslaget om politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer blev bragt op første gang.

Rapporten bliver af mange betragtet som bestillingsarbejde. Den bygger på interview med repræsentanter fra en lang række organisationer, herunder Uddannelsesministeriet, Finansministeriet, diverse interesseorganisationer, universiteterne og andre uddannelsesinstitutioner. Svarene er anonymiseret, så vi hverken ved, hvem der har sagt hvad, eller hvor bred opbakning et synspunkt eller en vurdering nyder. Flere steder er det uklart, om nogen overhovedet har givet udtryk for synspunktet. F.eks. den kontroversielle vurdering af, at ministeren med fordel kan være med til at udpege bestyrelserne fremover.

Når det er sagt, giver rapporten givetvis et praj om, hvad der er i vente, og i så fald bliver der tale om mange vidtgående tiltag: Bestyrelsernes rolle skal styrkes, udviklingskontrakterne mellem ministeriet og universiteterne skal være økonomisk forpligtende – når de ikke målene, bliver de straffet økonomisk – og så skal politikerne ellers blande sig udenom. De skal afstå fra reformer, cirkulærer og andre indgreb, de i dag bruger til at detailstyre institutionerne. Se tidslinje under artiklen.

Og netop det aspekt – understreger ministeriet og politikere omkring regeringen – er de udfarende formænd og rektorer blinde for: Universiteterne har i en årrække skreget på mindre politisk indblanding. De oplever, at de i alt for høj grad bliver skrivebordsreguleret fra ministeriet, hvilket gør det umuligt at planlægge og lede arbejdet. I ministeriets verden tilbyder man dem nu frihed under ansvar. Man vil udpege formanden for bestyrelserne, ja, men til gengæld vil man afbureaukratisere sektoren og holde fingrene væk, så bestyrelserne får plads til at lede. Men det er tilsyneladende et enten eller.

I regeringen og kredsen omkring den er man ikke sen til at true med nye indgreb, hvis det lykkes universiteternes at forpurre planerne om politisk udpegede bestyrelsesformænd. Uanset hvad bliver universiteterne også i fremtiden underlagt politisk styring. Spørgsmålet er så bare, hvordan den ender med at se ud.

Politikerne styrer allerede

Et af de mest brugte argumenter imod, at ministeren skal udpege bestyrelsesformændene for universiteterne, er, at det vil være et angreb på universiteternes selvstændighed og frihed. Men politikerne blander sig i forvejen i universiteternes indre liv på flere forskellige måder. Her er en række eksempler. Der findes mange flere.


2003 Sanders lov: Daværende videnskabsminister Helge Sander (V) fik i 2003 flertal for en ny universitetslov, hvor der bl.a. blev indført selveje og oprettet bestyrelser med flertal af eksterne medlemmer. Samtidig skulle lederne på universiteterne nu ikke længere vælges, men ansættes. Bestyrelsen blev gjort ansvarlig over for ministeren, som kan afsætte den, hvis den ikke lever op til sit ansvar.


2006 Foghs globaliseringsaftale: Den daværende regering pålagde i 2006 universiteterne at fordoble antallet af ph.d.-studerende til 2.400 på 4 år og få de studerende hurtigere igennem. Samtidig vedtog et flertal i Folketing en officiel målsætning om, at mindst halvdelen af en ungdomsårgang skulle have en videregående uddannelse, hvilket i årene efter fik universiteterne – og de øvrige videregående uddannelser – til at øge optaget.


2007 Konsulenternes velsignelse: Akkreditering ramte danske universiteter i 2007, men er siden blev ændret i 2013. Danmarks Akkrediteringsinstitution vurderer om uddannelsesinstitutioner og enkeltuddannelser lever op til kravene om kvalitet og relevans. Nye uddannelser skal godkendes, før de kan oprettes. Eksisterende bliver evalueret, og hvis de ikke lever op til kravene, bliver de lukket


2009 Embedsmændenes tjekliste: Efter en international evaluering indførte det daværende Videnskabsministerium tilsynsmøder med universiteterne. Styrelsen for Videregående Uddannelser – som netop er blevet nedlagt i forbindelse med en omstrukturering af ministeriet – skulle føre tilsyn med universiteternes aktiviteter inden for uddannelse, forskning og vidensudveksling samt rammerne for økonomi, personale og bygningsforhold.


2011 Madsens kradse kontrakter: Daværende videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen (K) styrker udviklingskontrakterne, der bliver indgået mellem universiteterne og ministeriet. Der blev færre, men mere specifikke mål, og ministeren fik mulighed for at oprette forpligtende mål.


2013 Østergaards fremdriftsreform: De studerende var for lang tid om at komme igennem studierne, mente den daværende regering, og uddannelses- og forskningsminister Morten Østergaard (R) skaffede flertal bag den såkaldte fremdriftsreform, hvormed politikerne bl.a. indførte obligatorisk tilmelding til fag og eksaminer for de studerende, der nu ikke kunne slippe uden om at studere på fuldtid. Siden er kravene lempet.


2014 Sofie Carstens dimensionering: Universiteterne uddannede for mange til arbejdsløshed, og da ledelserne ikke selv skruede ned for antallet af pladser på de hårdest ramte fag, gjorde den daværende uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen det for dem.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu