"Skat, den selvkørende bil er her"

Om få år har vi selvkørende biler, tog og busser i byerne. Smarte apps fortæller os, hvordan vi bedst kan komme fra A til B, sorteret efter pris, tid og miljøbelastning, forudser svensk ekspert.

Hvis du er den stolte ejer af en bil, har du så nogle gange tænkt på, hvor meget du egentlig bruger den?

Er du en typisk bilejer, vil din bil holde stille 96 pct. af tiden. Det er ret konsekvent over hele verden. Den vil typisk være parkeret derhjemme 80 pct. af tiden, parkeret andre steder 16 pct. af tiden og kun være på farten 4 pct. af tiden.

”Det sjove er, at mens vi ejer flere biler end nogensinde før, bruger vi dem faktisk mindre,” konkluderer ekspert i bæredygtighed, Anthony James, i en artikel på World Economic Forums hjemmeside.

Han mener, at folk reagerer på den øgede trafikbelastning og miljøskader ved at køre færre kilometer. Men vi glemmer, at selv om bilerne holder mere stille, så bliver der fortsat brugt enorme ressourcer – både offentlige og private – på den globale bilflåde til design, mineraler, fremstilling, shipping, brændstof, salg, sikkerhed, forsikring, regulering, politi, vedligeholdelse, reparation og bortskaffelse.

Han er langtfra den eneste, som er bekymret. Selv Bill Ford, bestyrelsesformand i Ford Motor Company, taler ligefrem om, at vi er på vej mod et ”globalt trafikkaos”, i takt med at flere og flere flytter til byerne. Det skønnes, at op imod ni milliarder mennesker vil bo i byområder om godt 20 år – eller flere end hele verdens befolkning i dag.

Selvkørende biler er på vej

Figur 1 | Forstør   Luk

Selvkørende biler forventes at udgøre 25 pct. af det globale marked.

Kilde — The Boston Consulting Group.

Mange byer over hele verden eksperimenterer med nye løsninger til at dæmme op for udfordringen. Nogle byer laver bilfri områder og prioriterer i stedet offentlig eller aktiv transport såsom cykler.

Mens Oslo fokuserer meget på elbiler, høster København store internationale roser for sin cykelkultur. Men andre byer følger også med. Antallet af byer med offentlige bycykler er mere end tidoblet siden 2007.

En by som Port Phillip i Australien har udtænkt en plan for at standse væksten af bilejere, selv om den forventer at fordoble sin befolkning inden for få år. Den har inddraget hundredvis af parkeringspladser for at lave dem om til særlige parkeringsbåse for delebiler. En delebil forventes at fjerne op imod 14 andre biler fra vejene.

Vi behøver måske heller ikke at kigge særlig mange år ud i fremtiden, før vi har selvkørende biler, tog og busser i byerne. Trafikpropper vil være et levn fra fortiden, robotter bringer varer ud til folk, store parkeringsområder er forvandlet til grønne parker, og smarte apps fortæller os, hvordan vi bedst kan komme fra A til B, sorteret efter pris, tid og miljøbelastning.

Det er i hvert fald det scenarie, som Cathis Elmsäter-Svärd, der er formand for Drive Sweden og medlem af Global Future Council on Mobility, forudser inden år 2030.

”På det tidspunkt vil vi i stedet for at eje og køre vores egne biler rutinemæssigt kunne kalde selvkørende biler via en platform for deleøkonomi, når vi har brug for en. Den vil samle os op, køre til vores destination og afhente en anden,” siger hun i et interview.

Drive Sweden blev lanceret i 2015 af den svenske regering og skal samle interessenter fra alle sektorer i landet – regeringen, industrien og den akademiske verden – til at finde løsninger på smarte innovative automatiserede transportsystemer i byerne. Tanken er, at områder i Stockholm og Göteborg til næste år skal være en slags testlaboratorier for nye og avancerede løsninger baseret på digitalisering og automatisering. Cathis Elmsäter-Svärd siger:

”Alt dette skal gøre bytransport mere effektivt, give os færre køretøjer på vejene, renere luft og mindre støjforurening. Vi har brug for færre parkeringspladser, og de kan blive til grønne områder eller andre faciliteter, der gør byerne mere beboelige og tiltalende.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu