Af Arthur Rubin
Wall Street Journal

Efter al sandsynlighed betaler dine kolleger skat. Men hvad sker der, hvis din chef erstatter dem med sofistikeret software eller behændige maskiner – nogen, der udfører de samme opgaver for færre penge (i det mindste på lang sigt) uden at betale det mindste i skat? Et umiddelbart frisk svar tiltrækker opmærksomhed: Beskat bare robotterne. 

Bill Gates har efterlyst en robotskat, og New Yorks borgmester, Bill de Blasio, lagde en detaljeret plan for en sådan skat under sin korte præsidentkampagne. Hvis fremtiden byder på langt færre arbejdstagere og langt flere maskiner, kan skatteindtægterne falde, og den daglige rytme med fast arbejde kan blive utilregnelig.   

En robotskat kan opfylde flere formål: sænke tempoet på automatisering, der stjæler job, mens der kradses penge i statskassen for at udligne det fald i indtægter fra skat, som menneskelige arbejdstagere hidtil har betalt. Den kan antage forskellige former. Lovgiverne kan begrænse eller sænke fradraget for virksomhederne, der erstatter mennesker med robotter, eller de kan ramme virksomheder med afgifter, der svarer til de skatter, som arbejdsgivere og arbejdstagere har betalt.

For øjeblikket er et voldsomt tab af job på grund af automatisering og kunstig intelligens stort set en teoretisk bekymring. Men skatteøkonomer- og advokater gennemtænker nu de økonomiske scenarier, i hvilke robotskatter ville give mening, og de drilske juridiske beslutninger og definitioner, der er nødvendige for at indføre dem. 

Er robotter forskellige fra samlebåndet?

Det første spørgsmål, man må stille i forhold til eventuel robotskat, er, om denne tid egentlig er så særlig. Maskiner har i hundredvis af år fjernet job – samtidig med at de har skabt nye og andre job hen ad vejen.

Er robotter bare ligesom spinderokken, samlebåndet og computeren? Hvis det er tilfældet, er der måske ikke grund til at ændre på skat. Job forsvinder, nye job opstår, og udfordringen for politikere vil være at lede omstillingen via efteruddannelse og støtte.

I vores tid, der afspejler, hvordan teknologiinvesteringer er blevet prioriteret, skelner det amerikanske skattesystem ikke mellem robotter, der stjæler job, og andet udstyr. I forhold til skat er robotter på lige fod med printeren på kontoret. Virksomheder kan fratrække omkostninger ved at købe kontorudstyr – hvad enten det er printere eller selvkørende fragtvogne – og robotter betaler naturligvis ikke selv skat.

De forskellige skattevilkår har ikke forårsaget massearbejdsløshed. Bare se et par årtier tilbage. Fremkomsten af computere og computerkraften i 1980’erne og 1990’erne gav en saltvandsindsprøjtning til produktiviteten og tog arbejde fra maskinskrivere og arkivarer. Men softwaredesignere og influencere på sociale medier opstod og trådte i deres sted, og arbejdsløsheden i USA er den laveste i 50 år.

Hvis historien gentager sig, vil der være hårde kortvarige udsving, men meget lidt berettiger en omkalfatring af hele skattesystemet.   

Faktisk kan en ændring af skattesystemet med henblik på at sænke tempoet i automatisering eller hæve indtægter fra robotter være skadelig, fordi det vil stå i vejen for den innovation, som i det lange løb kan løfte både beskæftigelse og levestandarder. 

“Det er en af de mere uigennemtænkte ideer. Stort set alle aspekter af det er forkert,” siger Dean Baker, en progressiv økonom, der mener, at landet burde forsøge at forbedre den aftagende produktivitetsvækst, ikke hæmme den. “Det problem, som vi tilsyneladende forsøger at løse, findes ikke.”

Massearbejdsløshed truer

Men hvad hvis den næste robotbølge er anderledes? Hvad hvis robotter ikke er som computere eller symaskiner eller nogen anden teknologi, som vi nogensinde har set, og de erstatter job uden at skabe nye?

“Det er tusindkroners-spørgsmålet,” siger Shu-Yi Oei, der er professor i jury på Boston College. “Er det det samme som den seneste produktionsæra? Eller er det virkelig noget nyt?” 

Der er en reel risiko for, at den næste bølge af automatisering og kunstig intelligens vil erstatte medarbejdere og ikke skabe stillinger nok, siger økonom ved Massachusetts Institute of Technology Daron Acemoglu, der har bidraget til et nyt studie, der viser, at teknologi allerede er med til at lægge en dæmper på vækst i beskæftigelsen.  

En 2017-rapport fra McKinsey Global Institute estimerer, at 15 procent af alt arbejde på globalt plan kan være automatiseret i 2030, men den amerikanske beskæftigelse vil sandsynligvis ikke falde, fordi der skabes nye job. En efterfølgende rapport konkluderer, at tab af job kan være koncentreret landlige områder af USA og i allerede kriseramte regioner.

Men hvis robotter – eller kunstig intelligens eller automatisering – skaber massearbejdsløshed, bliver skattesystemet sat under pres. Indtægter fra personskat kan falde, fordi færre arbejdstagere betaler til systemet. Indtægter fra virksomhedsskat kan også falde, i hvert fald midlertidigt, idet virksomheder får kortvarige fradrag for deres omkostninger til investeringer i robotter. 

“Man er nødt til at intervenere på en måde, der fordrer jobskabelse,” siger Daron Acemoglu. “Beskatning eller hindringer for opfindelser, som ikke er særligt indbringende i forhold til fortjeneste, men erstatter arbejdskraft, er bestemt en mulighed.” 

Under sin kampagne foreslog Bill de Blasio at ændre fradrag på investeringer og indføre en form for robotbeskatning, der skulle afkræve virksomheder at betale, hvad der svarer til værdien af fem års skat for hvert job, de automatiserer. Han ville have brugt pengene på at skabe job inden for forsyning, daginstitutionsområdet, sundhedsvæsen og andre områder.

“Min plan accepterer ikke en fremtid uden job,” skrev han.

Løsninger findes ikke – endnu

Men at realisere de eller andre ideer kræver et besværligt lovarbejde – alene for at definere “robot”, eller hvad det nu er, der skal beskattes, uden utilsigtet at beskatte andet udstyr eller skabe en ny skatteunddragelsessituation.

“Jeg er sikker på, at jeg kan finde en robot, der ikke er en robot ifølge skattelovgivningen,” siger Shu-Yi Oei. 

En bedre tilgang kunne være højere skatter på virksomheds- og investeringsindtægter generelt; det ville generere penge fra virksomheder, der profiterer af automatisering, uden direkte at afskrække innovation eller flytte aktiviteter ud af landet, siger juraprofessor ved Southern Methodist University Orly Mazur, der forsker i krydsfeltet mellem skat og teknologi.

“Jeg har bare ikke set en løsning, der dur, når det kommer til skat på robotter,” siger hun.

Daron Acemoglu sammenligner stadiet for robotskat i dag med klimaforskning og -politik for 30 eller 40 år siden: Der er et kendt problem, men mulige svar er ikke veldefinerede eller undersøgt til bunds.

Viden og analyse er, siger han, det, der er afgørende nu, så fremtidens lovgivere har en grundigt udfoldet samling løsningsmuligheder.

“Hvis du bad Kongressen om at vedtage en lov lige nu, var de ikke i stand til det,” siger Daron Acemoglu. “Vi sover i timen, når det drejer sig om at bekymre sig om, måle og forstå problemet.”

Bragt i Wall Street Journal 8. januar 2020. Oversat til dansk af Maria Bierbaum Oehlenschläger.