Ingen partier kan vinde et valg på skatten. Det er tværtimod en oplagt tabersag. Den danske befolkning foretrækker bedre velfærd frem for lavere skat. Det er konklusionen på en undersøgelse, som ACNielsen AIM har foretaget for Ugebrevet Mandag Morgen. Den dokumenterer dermed, at de seneste måneders voldsomme debat om skattelettelser ikke har påvirket befolkningen. Kun 11 pct. af vælgerne nævner skatten blandt de vigtigste politiske problemer. Og blandt dem går over en tredjedel ikke ind for skattelettelser. Undersøgelsen viser, at de vigtigste temaer på vælgernes dagsorden er forbedringer af velfærden og indvandrerproblemer. Ikke overraskende er skattespørgsmålet mest populært blandt de borgerlige vælgere, men også her er det en tabersag: Mere end dobbelt så mange peger på bedre velfærd som det største problem. Professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, betegner resultaterne som “meget bemærkelsesværdige”. Når så omfattende et mediefokus ikke ændrer holdningerne hos vælgerne, mener han ikke, der kan gennemføres en effektiv kampagne på skattepolitikken. I en ledende artikel fastslår Ugebrevet, at undersøgelsen beviser, at danske vælgere er klogere, end både medierne og politikerne ofte tror. De har gennemskuet, at skattedebatten har været uden seriøst indhold.