Vækst og grøn omstilling er ikke hinandens modsætninger. Det vil blive understreget med stor vægt, når 130 stats- og regeringschefer og hundredvis af topledere fra verdens førende virksomheder i denne uge mødes ved det klimatopmøde, som FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har inviteret til i New York.

Hidtil har bevidstheden om, at vækst og bæredygtighed godt kan gå hånd i hånd primært været et skandinavisk eller nordeuropæisk fænomen, som tilmed ofte er blevet anfægtet af både arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer. Men nu breder denne, i politisk forstand, midterbaserede bæredygtighedstænkning sig som en steppebrand på verdensplan.

Derfor vil et af de varme samtaleemner i New York i næste uge være, at verden over de næste 15 år ikke alene kan opleve den massive velstandsstigning, som under alle omstændigheder ligger i kortene. Men også at denne udbredelse af velstand til flere milliarder mennesker i Asien, Sydamerika og Afrika rent faktisk kan komme til at ske på en sådan måde, at den nye globale middelklasse ikke gentager det umådelige ressourcesvineri, der har været resultatet af den amerikanske og europæiske middelklasses velstandsstigning i de seneste 50 år.

Når den gode nyhed om, at vækst og grøn omstilling kan gå hånd i hånd, nu får global luft under vingerne, er det bl.a. takket være rapporten ”Better Growth, Better Climate”, der blev præsenteret i New York i sidste uge. Rapporten, der er udarbejdet af The Global Commission on the Economy and Climate, er banebrydende, fordi den i et nøgternt og pragmatisk sprog slår fast, at den grønne omstilling ikke er et utopia. Tværtimod er udviklingen af bæredygtige samfund med effektiv produktion, mobilitet og ressourceudnyttelse over hele kloden både mulig og økonomisk overkommelig. Og denne bæredygtige vækstfilosofi vil sågar skabe millioner af job, genrejse skove, reetablere udpinte landbrugsarealer og styrke sundheden for milliarder af borgere verden over. Som USA’s præsident Barack Obama tweetede efter offentliggørelsen af rapporten: ”No one has to choose between fighting climate change and growing the economy”.

Rapporten er så meget mere interessant, fordi den er blevet til på initiativ fra regeringerne i Colombia, Etiopien, Indonesien, Norge, Sydkorea, Sverige og Storbritannien – en kreds af lande, der i sig selv markerer den nye globale koalition bag den grønne vækstfilosofi. Samtidig trækker rapporten på viden fra verdens førende økonomer, energieksperter og finansfolk. Som EU’s klimakommissær Connie Hedegaard siger, er afsenderne med til at give rapporten langt større gennemslagskraft, end hvis det samme budskab var præsenteret af Greenpeace.

Resultatet er en synteserapport, som dels er dybt forankret i økonomisk og politisk realisme og pragmatisme, dels dokumenterer, at det på kort sigt kun er marginalt dyrere at forfølge en grøn og bæredygtig investerings- og vækstpolitik, end det er at fortsætte den aktuelle, fossilt forankrede vækstfilosofi. På mellemlangt og langt sigt vil den bæredygtige vej efter alt at dømme være en solid overskudsforretning.
 

DEN STØRSTE RISKO for, at visionen i ”Better Growth, Better Climate” ikke realiseres, ligger paradoksalt nok i det FN-system, som i den kommende uge giver startskuddet til en 15 måneder lang klimapolitisk offensiv frem mod COP21 i Paris i december 2015. FN’s generalsekretær Ban Ki-moon vil over for de forsamlede stats- og regeringschefer i New York gøre tre forhold klart: At den videnskabelige dokumentation for de menneskeskabte klimaforandringer aldrig har været mere skudsikker. At befolkningerne verden over i de kommende årtier vil lide under tørke, oversvømmelser og andet vildt vejr. Og at disse naturkatastrofer vil forrette massive skader på bygninger og infrastruktur.

Heldigvis kan man også forvente, at Ban Ki-moon, der godt kender til trægheden i de globale klimaforhandlinger i FN-regi, vil insistere på, at først og fremmest verdens erhvervsliv skal og bør spille en hovedrolle i den grønne omstilling – side om side med de politikere i byer og lande, der handler bæredygtigt uden at afvente resultaterne af FN’s klimaforhandlinger, som efter alt at dømme aldrig vil føre til noget, der ligner en juridisk bindende global klimaaftale.

Connie Hedegaard fastholder, at målet for COP21 i Paris er en bindende klimaaftale. Det kan man ikke klandre hende for, da det ville fjerne forhandlingspresset på USA og Kina, hvis EU på forhånd stillede sig tilfreds med en uforpligtende aftale som den, der blev det pauvre resultat af klimatopmødet COP15 i København i december 2009.

Men omvendt er det – hvis man ønsker sig en ægte grøn og global omstilling – helt centralt, at de kommende 15 måneders fornyede klimapolitiske armlægning ikke bliver kapret af hverken de kulsorte eller de radikalt grønne lobbygrupper, som gennem de seneste år har haft held til at trække debatten ud i FN-systemets kviksand. Sandheden er, at det aldrig kommer til at ske, at man i FN-regi får en amerikansk eller kinesisk politisk ledelses underskrift på en aftale, der begrænser de to stormagters nationale suverænitet over den økonomiske politik, sådan som det vil gøre det, hvis de skal påtage sig bindende langsigtede mål for reduktion af CO₂-udledninger.
 

AT DETTE HAR KUNNET lade sig gøre blandt 28 suveræne nationer inden for rammerne af EU, fortæller en ofte overset historie om, hvor avanceret et politisk samarbejde EU er. Men at tro, at man kan overføre denne øvelse til globalt niveau, er illusorisk og tjener intet formål. I stedet bør verdens ledere fokusere på det vindue, der netop i disse år har åbnet sig for gennemførelsen af den grønne omstilling. Dette window of opportunity findes, fordi tre væsentlige faktorer er til stede på én gang: Verden står under alle omstændigheder foran en massiv bølge af offentlige og private investeringer i kraft af udviklingen i de nye økonomier. Verdens institutionelle investorer – bl.a. pensionsselskaber og statsfonde – ligger inde med enorme mængder af likvide midler, som de kvier sig ved at investere i ekstremt lavt forrentede vestlige statsobligationer. Og Vestens største virksomheder ligger inde med enorme likvide midler, som de i vid udstrækning bruger på tilbagekøb af egne aktier og altså ikke investerer i ny produktion.

Til gengæld skal man heller ikke gøre sig illusioner om, at politisk vilje og investeringsparat kapital alene kickstarter den grønne omstilling. Tværtimod kræver det enorme fremskridt i regeringsførelse, administrative kompetencer og stærkt politisk lederskab at etablere det investeringsklima, som kan lokke forsigtige investorer til at sætte penge i grøn infrastruktur fra vindmøller over elbiler til de nødvendige intelligente elnet. De hidtidige bestræbelser på at starte den grønne omstilling indeholder stribevis af eksempler på, at velmenende støtteordninger til vedvarende energi eller energisparende foranstaltninger har været genstand for politiske slagsmål og derfor i sidste ende er blevet til investeringsdræbende stop-and-go-politikker, som ofte har ødelagt lige så meget, som de har gavnet.

Både den grønne omstilling og de virksomheder, der skal investere i den, har brug for et bredt funderet, pragmatisk politisk lederskab. Det har Danmark haft bag klima- og energipolitikken i en årrække. Det samme har man haft i EU. På verdensplan må de indtil videre nøjes med en bred koalition af villige. Men bundlinjen – og den gode nyhed – er, at denne brede koalition af fremsynede erhvervsfolk og politikere vokser massivt på globalt plan i disse år. Og den er også massivt til stede i New York i denne uge.