En hidtil hemmeligholdt rapport fra Konkurrencestyrelsen lægger op til langt skrappere kontrol med offentlige institutioners aktiviteter. Der skal blandt andet være bedre klagemuligheder og skærpede sanktioner, hvis f.eks. en kommune støtter aktiviteter, der lige så godt kunne være løst af en privat virksomhed. Ifølge rapporten, som har været tilbageholdt i to måneder, får Konkurrencerådet mulighed for at kræve ulovlig offentlig støtte stoppet, så private virksomheder får lige konkurrencevilkår. Under de aktuelle forhandlinger om en ny konkurrencelov har flere erhvervsorganisationer foreslået, at der indføres udbudspligt for offentlige serviceydelser, som lægges ud i konkurrence med private. En sådan udlicitering kan komme på tale inden for en lang række kommunale opgaver, bl.a. rengøring, renovation, persontransport, mad til ældre, kloak-, vej- og parkvedligeholdelse samt brandvæsen. Viser licitationen, at en privat virksomhed kan udføre aktiviteten bedre og billigere, vil kommunen eller amtet miste arbejdsopgaven. Lovstramningen kommer på bordet efter initiativ fra regeringens topministre. Men erhvervsorganisationerne ønsker at gå endnu videre.