For første gang nogensinde har en million danskere med pensionsopsparing udsigt til at få klar besked om, hvorvidt deres penge er lagt i hænderne på de bedste eller de dårligste kapitalforvaltere. I dag har forbrugerne reelt ingen mulighed for at sammenlig-ne forvaltningen af deres midler hos banker, pensionskasser eller livsforsikringsselskaber. Men en amerikansk standard for oplysning om afkastet på den investerede kapital forventes i løbet af 2-3 år at få global udbredelse. Den er allerede nu på vej til Danmark, hvor flere banker og pensionskasser overvejer at indføre den. Fra Deloitte & Touche Consulting Group siger senior manager Niels Melbye Frederiksen: “Det vil have stor nytteværdi for kunderne. Selvom standarden egentlig er rettet mod de firmaer, som forvalter store beløb for de institutionelle investorer, vil den absolut også kunne anvendes til måling af afkastet på almindelig pensionsopsparing. Det vil sikre forbrugerne en større tryghed.” Ugebrevet Mandag Morgen har taget forskud på den nye sammenligningsmulighed og bringer en liste over de bedste og de dårligste pensionsforvaltere de sidste fem år.