Det er et af IBM´s mest populære produkter, Smart City, og alle byer vil være det. En smart, driftig, udviklende og gennemdigitaliseret metropol. Men nogle af virkelighedens mest effektive metoder til byplanlægning, ikke mindst digital byplanlægning, ligger helt uden for produktporteføljer, budgetter, planer, eksperter og politiske vindretninger.

Kunle Adéyemi har en sjælden kombination af Nigeriansk opvækst og Princeton-uddannelse. Han er en af verdens førende eksperter inden for eksplosiv byudvikling og har boet og studeret i Lagos. Her har han gjort nogle forunderlige observationer. Luftfotos over Lagos viser udbredte slumområder, der ved første øjekast virker komplet kaotiske. Men hvis man optegner trafikårer, funktionsadskillelser, forsyningsveje og aktivitetscentre, så er billedet et helt andet. Ingen algoritme kunne udregne en bedre udnyttelse af pladsen – en forudsætning, når der er tale om en af verdens hastigst voksende storbyer med udsigt til 20 millioner indbyggere i 2020.

Adéyemis pointe er, at slum i virkeligheden er en ekstrem effektiv byplanlægger, som har lagt kimen til selv de mest effektive vestlige byers grundstrukturer. Slum som det ikke-planlagte, organiske, selvorganiserende og menneskeskabte byområde.  Og i modsætning til de planlagte og lidet fungerende bymidter, ghettoer og soveforstæder.

De ufremkommelige finanscentre i byerne er mere et udtryk for forbipasserende, økonomiske særinteresser end udtryk for byernes bedste. Infrastruktur, rørledninger og generel trafik slås for evigt med de imposante, men logistisk umulige bymidter, der blev skabt som datidens magtmausolæer.

Nej, så hellere byer, der vokser organisk frem i grundstrukturerne og brugerinitieret og -drevet etablerer et grid, som man kan byforny senere. Ligesom det – næsten – er sket med Amager. Og som det aldrig skete med den overplanlagte Gellerup-plan i Brabrand. Mennesker foretrækker mere organiske, tilsyneladende kaotiske, men fremfor alt menneskelige omgivelser, og hvad der starter som byslum ender tit som det ’oprindelige’, ’autentiske’, ’hyggelige’ eller ligefrem ’romantiske’.

Lige nu er vi i gang med at digitalisere og byforny vores urbane miljøer med fri Wi-Fi, intelligent trafikstyring, digital borgerinddragelse og andre nye og smarte løsninger. Men vi kan i høj grad tage ved lære af slum-modellen, for den mest holdbare udvikling kommer nedefra, som et naturligt økosystem, en kultur. Og den slags kan vi arbejde på at skabe de rette betingelser for.

Da en af verdens mest succesrige byggere af økosystemer, Peter Corbett blev fyret fra sit job, besluttede han sig i stedet for at hjælpe USA med at få mere effektive byer og mere demokratiske offentlige systemer. Gennem Apps for Democracy, skabte han på få måneder en bevægelse blandt kodende bybrugere, der skabte 47 brugbare tjenester og offentlige apps til en anslået værdi af 2,3 mio dollars.

”Grow the ecosystem and get out of the way”, siger Corbett om sin metode. I New York, hvor der er notorisk rod i de offentlige bysystemer, har en græsrodsgruppe optegnet samtlige gadetræer i en community app og iværksat en plantning af yderligere 1 mio træer til gavn for luftrensning, CO2-nedsættelse og bymiljø.

Jeg hørte for nylig en såkaldt digital indfødt Y-generation udtale om sine samtidige: ”We are the generation that give a shit”. Det lyder herligt ift. løsninger af de kommende opgaver for smartificering af byer. Der bliver brug for kræfterne nedefra, når ressourcerne er knappe og administrationerne har travlt med sig selv.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.