Smart eller lidt for smart business

Debatten om Uber har blokeret for en seriøs plan for udnyttelsen af potentialet i platformsøkonomi og deleøkonomi i Danmark. Kom nu i gang med at få skabt de nødvendige lovgivningsmæssige rammer.

Platformsøkonomi, deleøkonomi, peer-to-peer-økonomi, C2C -økonomi – velkomment eller uvelkomment barn har flere navne og findes i mange forskellige variationer. Vi taler om det hele som en ny form for marked og en ny form for samfundsøkonomi, som vi gradvis er ved at bevæge os ind i.

Og faktisk er der noget gedigent rod omkring begreberne brugt i den offentlige debat, hvor noget handler om helt og aldeles kommercielle virksomheder, som lægger platform til, at privatpersoner kan sælge ydelser til hinanden med en virksomhed som mellemled, mens en anden form for deleøkonomi mere handler om at udnytte ressourcerne bedre og mere bæredygtigt, ved at vi f.eks. deler/låner/lejer forbrugsgoder mellem to eller flere privatpersoner eller kører i bil sammen.

Uber og Airbnb har trukket de største overskrifter i Danmark vedrørende dette dele-fænomen, som både erhvervsorganisationer, lønmodtagerorganisationer, politikere og økonomer prøver at få hold på. Erhvervsministeriet har i forbindelse med arbejdet med en strategi på området prøvet at kortlægge, hvor mange virksomheder der kan kategoriseres som en del af deleøkonomien i Danmark, og er nået frem til over 140 virksomheder, hvad der sikkert vil være overraskende for de fleste. Men hvilket økonomisk potentiale der er i denne kategori, er der endnu ingen, der rigtig kan sige noget kvalificeret om.

Hvad der til gengæld er helt sikkert og vist, er, at vores lovgivning og strukturer på arbejdsmarkedet på ingen måde er indrettet til denne type virksomhed, og at der er behov for at få gjort noget alvorligt ved det. Tag blot det skarpe ideologiske opgør om Uber og lovligheden af den nu nedlagte kørselstjeneste som udgangspunkt.

Faktisk er det med deleøkonomi og platformsøkonomi slet ikke særlig nyt. Med Andelsbevægelsens historie i Danmark, som rækker tilbage til 1866, kan vi nemt nikke genkendende til fænomenet deleøkonomi og den kolossale nytteværdi, også samfundsøkonomisk, det har kunnet bringe at gå sammen om produktion og drift og indkøb i landbrugssektoren.

I kølvandet på internettet og digitaliseringen og delingen af data på nettet opstod virksomheder som eBay, PayPal, YouTube, Facebook m.fl., der blev platforme for deling af informationer, data, digitale loppemarkeder og salgsplatforme for privatpersoner og virksomheder. Her var modellen bare ikke, at gevinsten kom tilbage til brugerne på samme måde som i Andelsbevægelsen. Den gik i lommen på en række internationalt ejede giganter.

Andre former kom til, og nu handler deleøkonomien både om professionelle selskaber, som skaber den slags platforme, og nogle mere andelsagtige initiativer, som handler om at udnytte overskudskapacitet og overskudsressourcer på mange områder, fra fysiske produkter til samkørsel, kapital og tjenester.

Og midt i alt det her foregår der så en politisk og ideologisk diskussion om, hvorvidt deleøkonomien i virkeligheden udfordrer vores danske arbejdsmarkedsmodel med høje organisationsprocenter og stærke aftalesystemer, skaber merforbrug, skattesnyd, løntrykkeri og mistillid, eller om den frigør ressourcer, skaber øget bæredygtighed, styrker civilsamfundet, frisætter foretagsomme mennesker, som ikke vil lade sig presse ind i bestemte systemer, og giver en liberalisering af nogle alt for stive systemer og regler i vores erhvervs- og skattelovgivning.

Efter Uber har vi brug for, at der skabes orden i begrebsforvirringen. Der er brug for, at politikerne kommer ned fra barrikaderne, holder op med at beskylde hinanden for digital analfabetisme eller neoliberalisme og tager fat på substansen.

Man kan være enig eller uenig i, hvad LO har af synspunkter på deleøkonomien, men der må stå respekt om, at LO med Uber-sagen har erkendt, at hverken platformsøkonomi eller deleøkonomi er noget, der kan stoppes, og at man derfor også hos lønmodtagerne må prøve at finde ud af, hvordan man håndterer en ny udfordring – herunder et arbejdsmarked med langt flere freelancere og medarbejdere uden fast ansættelse og fast tilknytning til en arbejdsgiver og måske organiseret på helt nye – eller skulle man sige gamle – måder, som kooperativer.

Platformsøkonomien og deleøkonomien udgør helt sikkert et vigtigt potentiale på Danmarks vej til at realisere den 4. industrielle revolution – rent bortset fra, at det også i et tillidsbaseret samfund som det danske har en vigtig værdi, at vi som borgere kan gå sammen om at finde praktiske og bæredygtige løsninger.

Hvad politikerne må gøre nu efter Uber-affæren, er at kigge systematisk på skattereglerne, på automatisk indberetningspligt, på at de udenlandske platformsoperatører kommer til at betale skat i Danmark af deres fortjeneste, på at sikre opdatering af reglerne om forbrugerbeskyttelse, privatlivsbeskyttelse, markedsføringsloven, lovpligtige forsikringsregler m.v. i forbindelse med det nye marked.

Sådan et katalog over udfordringer vil kunne danne grundlag for en seriøs politisk diskussion og en politisk strategi på området. Det skylder politikerne ikke alene de over 140 virksomheder, som arbejder på dette område, men også alle de andre virksomheder, som skal konkurrere på basis af det nuværende regelsæt.

Forrige artikel E-læringsekspert: Skolelærere bliver aldrig overflødige Næste artikel Massive forandringer i pensionsselskaberne kommer nu