”De fleste, der diskuterer, om der kan være farer forbundet med at indsamle data fra mobiltelefoner for at spore, hvem der har været i kontakt med covid-smittede, har ikke rigtig noget at frygte. Vi forstår ikke den høje pris, det kan have at indføre et system, der ikke beskytter personlige data, for folk, der reelt frygter regeringen, eller som kommer fra en forfulgt minoritet,” siger Zeid Al Hussein.  

Fra 2014 til 2018 var Al Hussein FN’s højkommissær for menneskerettigheder, og han er en mand, der igennem hele sin karriere har gjort sig bemærket ved sine meget ligefremme udtalelser, når det handlede om beskyttelsen af de svageste over for magthavere.   

”Der er hundredvis af millioner af mennesker, der har brug for beskyttelse – og de befinder sig ikke kun i den fattigste del af verden. Det kan være risikabelt simpelthen at være afrikaner i resten af verden. Storbritannien har et massivt centraliseret system af overvågningskameraer, men vi ved også, at det er et retssamfund, hvor man kan klage, hvis man bliver uretfærdigt behandlet. Den politiske logik kan imidlertid skride meget hurtigt. Hvad nu, hvis Nigel Farrage bliver premierminister om ti år? Så ville jeg som muslim ikke føle mig tryg, hvis jeg boede et sted i Nordengland.”   

”Vi, der er etablerede, kan sagtens opgive lidt af vores privatliv, men for mange mennesker er realiteten, at de ikke kan føle sig sikre, når vi med de nye sporingsapps udvider overvågningen i den grad." siger Zeid Al Hussein.  

Sporingsapps er blevet et centralt værktøj i bestræbelserne på at kontrollere smittespredningen. De fleste lande verden over har enten lanceret sporingsapps eller arbejder på at udvikle dem. Kina, Sydkorea og Singapore var meget hurtige til at lancere apps, der opsamler data fra mobiltelefoner om, hvem brugerne har været i nærheden af, og hvor de har befundet sig.   

Ved at sammenholde dataene kan man sende advarsler ud til folk, der har været i nærheden af nogen, der er smittet. Alt efter hvilke oplysninger der indsamles, kan man også se, hvor der er hotspots for smitte, som kræver en større indsats for at skabe isolation. Desuden kan man bruge sporingsapps til at kontrollere, at smittede overholder karantænen og holder sig hjemme.   

Men djævlen er gemt i detaljerne. Der er fra land til land meget store forskelle på, hvilke data der indsamles, hvor og hvor længe dataene gemmes, og hvem der har adgang til dem. Dermed er der også stor forskel på, om dataene kan blive brugt til helt andre formål end at sikre befolkningen mod pandemien.   

Den britiske tænketank Tortoise Intelligence har gennemgået i alt 48 forskellige sporingsapps, der er udviklet i 26 lande verden over.   

- 26 af de 48 undersøgte sporingsapps oplyser ikke, hvornår de personlige data vil blive slettet igen, eller om de vil blive slettet, når pandemien er ovre.  

- 24 af appsene giver ingen henvisninger til, hvor brugeren kan se de oplysninger, der er indsamlet om vedkommende.  

- 27 apps giver ikke mulighed for, at brugeren kan bede om at få slettet sine personlige data.  

- 4 af de mest anvendte apps – fra Polen, Ukraine, Indien og Spanien – oplyser direkte, at data vil blive delt med politiet.

En af de mest vidtgående apps er Polens hjemmekarantæneapp, der er obligatorisk for personer, som er mistænkt for at være smittet. Appen kræver adgang til mobilens kamera, så man med mellemrum kan blive bedt om at tage selfies for at bevise, at man holder sig hjemme. Dataene fra appen bliver først slettet efter seks år, oplyses det.    

Nødprocedurer bliver let permanente  

Zeid Al Hussein er som udgangspunkt positiv over for at bruge data til at bekæmpe epidemien. Hans frygt er, at de systemer, der nu lanceres som forholdsregler i en nødsituation, kan ende med at blive permanente.

”Som stat er det i nødsituationer legitimt at fratage borgerne visse rettigheder og eksempelvis være mere indgribende i forhold til privatlivet – så længe indgrebene er proportionale med alvorligheden af problemet. Det fremgår tydeligt af både menneskerettighedskonventionen og direktiver som EU’s GDPR,” siger Al Hussein:  

”Men vi kan se en tilbøjelighed til, at nødprocedurer bliver udvidet og forlænget, og at der bliver ved at komme nye argumenter, der kan retfærdiggøre at fastholde dem. Vi så i forbindelse med bekæmpelsen af terror efter 9/11, at den vidtgående indsamling og brug af information er blevet hængende og udstrakt til anvendelser, der er bredere end de oprindelige formål.  

”Det samme kan man frygte i forhold til trackingapps. Det virker usandsynligt, at de bliver fjernet igen. Der vil komme andre sygdomme, eller vi vil få øje på nye, vigtige måder, vi også kan bruge de mange data på. Derfor er det afgørende, at vi bruger mulighederne intelligent nu, så vi ikke, når vi kommer lidt længere ned ad vejen, fortryder de rettigheder, vi har sat over styr,” mener Zeid Al Hussein.   

Mobilen som adgangspas  

Sporingsapps virker kun, hvis en stor del af befolkningen bruger dem. Der er to helt forskellige måder, man kan bruge for at opbygge en kritisk masse af brugere: Ved at sikre, at folk har tilstrækkelig tillid til appen til, at de er villige til at installere den – eller ved at tvinge folk til at bruge den.  

Der er ingen lande, hvor det er obligatorisk at bruge en sporingsapp, men i praksis – eksempelvis i Kina eller Indien –kan det være nærmest umuligt at færdes i en by uden. Med appen installeret kommer mobiltelefonen til at fungere som en slags pas, der afgør, om man kan få adgang til bygninger, områder eller transport.   

Kunne man forestille sig, at de data, der opsamles og udsendes fra vores mobiltelefoner, fremovervil bestemme, hvor vi kan færdes, eller hvilke tjenester vi har adgang til, alt efter hvem vi har mødt, hvem vi er, hvor mange penge vi har, hvor sunde vi er? 

”Det er tydeligt, at der allerede er elementer af det i de løsninger, vi har set. Et eksempel kunne være den Health Code-app, som Alipay har udviklet i Kina. Når du færdes i byen, eller hvis du skal ind i en bygning, scanner du med jævne mellemrum en QR-kode, så systemet ved, hvor du har været.”   

”Samtidig skal du vise, om du har grøn, gul eller rød status. Hvis den er grøn, kan du gå hjemmefra – ellers skal du holde dig hjemme. Men der er ingen, der rigtig ved, hvordan algoritmen når frem til at give dig den status. Den bliver bare pludselig rød. Måske er det, fordi du har været i nærheden af nogen, der er smittet – men du har ikke mulighed for at protestere eller få en forklaring. Når det er staten, der kontrollerer det fuldstændigt, bliver det dystopisk.”  

”Forestil dig, at du som journalist var rejst til Kina, og du interviewer en række kritiske personer. Og så bliver din tracker rød, så du kan ikke komme nogen steder, og du kan ikke komme hjem – på grund af smittefaren, forstås,” siger Zeid Al Hussein 

Ifølge The New York Times har de kinesiske myndigheder tydeligvis opdaget systemets muligheder. Man undersøger nu, om sporingen kan gøres permanent og udvides til at skabe et “personligt sundhedsindeks”, der scorer borgerne på en skala, alt efter hvor meget de sover, hvor mange skridt de går, og hvor meget de ryger og drikker.   

It-giganterne som privatlivets beskyttere 

Interessant nok har Google og Apple, som vi plejer at kritisere for deres detaljerede registrering og udnyttelse af personlige data, insisteret på at fastholde en høj grad af beskyttelse i den måde, man kan bruge deres teknologi på til at indsamle data til smittesporing. 

Det handler om, hvordan man opbevarer data.  

Der er to måder, man kan bruge mobiltelefoner til at tracke, hvem der har været i nærheden af hinanden: GPS og bluetooth.   

- Med GPS-oplysninger kan man se, hvor en mobil har været, og dermed kan man finde frem til alle andre, der har været samme sted på samme tidspunkt.  

- I stedet eller som supplement til GPS kan man bruge bluetooth. Mobiler kan modtage bluetooth-signaler fra andre mobiler, og dermed kan dataene vise, hvem man har været i nærheden af. Men bluetooth-data fortæller ikke noget om,hvor man har været.  

Rent teknisk er bluetooth mere præcist end GPS, og desuden bruger bluetooth langt mindre batteri for at være tændt.   

Der er også afgørende forskelle i beskyttelsen af privatlivet på de to typer data. Man skelner mellem centrale og decentrale løsninger. Hvis man bruger GPS, vil dataene blive opsamlet i en central database, hvorfra man kan filtrere oplysningerne for at finde ud af, hvem der har mødtes.   

Med bluetooth kan dataene lagres og analyseres decentralt i hukommelsen på den enkelte telefon.  

Google og Apple har i fællesskab udviklet en løsning til at indsamle bluetooth-data, som udmærker sig ved, at oplysninger holdes anonyme – også for myndighederne.    

Systemet fungerer sådan, at når to bluetooth-aktiverede telefoner mødes, udveksler de enkrypteret id-kode, som opsamles på telefonerne. Dermed registrerer ens mobil alle andre telefoner, som man har været i nærheden af (og som har appen installeret).  

Hvis en person bliver smittet, kan vedkommende vælge at indberette det gennem appen. Derefter vil alle, der har været i nærheden af vedkommende de seneste 14 dage, få besked om, at de har været tæt på en smittet, og at de bør overveje at blive testet.   

Det afgørende i forhold til privatlivet er, at man ikke videresender navnet på den, som er blevet smittet, og at listerne over, hvilke telefoner man har været i nærheden, opbevares lokalt. Hele databehandlingen sker i mobilens hukommelse, snarere end at blive uploadet til en central server, hvor andre ville kunne bruge dataene til at følge med i, hvem en bestemt person er i kontakt med.   

Apple og Google blev i starten af coronakrisen af flere lande opfordret til at gøre det muligt for myndighederne at hente bluetooth- og GPS-data fra mobiler – blandt andet af Tyskland og Frankrig, der ellers traditionelt står stejlt på beskyttelsen af private data.   

I dette tilfælde har de to it-giganter stået fast på at sikre brugernes data, og dermed har de i høj grad sat en norm for beskyttelsen.   

Tilsammen er Apples operativsystem iOS og Googles Android installeret på stort set alle mobiler i verden, og da de bruger den samme protokol, bliver det også muligt at udstrække den anonyme tracking på tværs af grænser. Dermed bliver den nye protokol en form for basal infrastruktur, som myndighederne rundtom i verden kan bygge deres tracking-apps oven på. 

Den kommende danske sporingsapp, der efter lang tids forsinkelse skal lanceres i midten af juni, vil bygge på Google og Apples bluetooth-protokol. Den danske app vil have en høj grad af databeskyttelse, blandt andet vil alle data være anonymiserede, og de skal slettes efter 14 dage.   

Friheden til at forsamles er truet 

Google og Apples protokol blev lanceret for en uge siden. Mange lande har imidlertid valgt centrale GPS-baserede løsninger, blandt andet Norge, Island, Israel, Indien og Kina.   

Zeid Al Hussein er klart imod GPS-løsningen:   

”Forestil dig en advokat i New York, der kæmper for bøsser og lesbiskes rettigheder, som tager til Uganda og besøger sine venner. Er det nødvendigt, at regeringen i Uganda ved præcist, hvem han ser, hvis de ikke er smittede – og behøver man at vide, hvor de mødtes?”   

"Hvis det bliver registreret, hvem vi mødes med, så kan friheden til at forsamles og til at have sin mening forsvinde. En regering, der ikke vil have, at oppositionen demonstrerer, vil let kunne bruge hensynet til smittefare som et påskud for at forbyde forsamlinger og håndhæve det."   

"Det er en essentiel del af at leve et anstændigt liv, at man har mulighed for at praktisere sin grundlæggende frihed til at forsamles og retten til at have sin egen mening og udtrykke den. Ellers er vi reduceret til bare at være maskiner. Så er der kun et enkelt narrativ; og enten er man med, eller også er man udenfor."  

Teknologien forstærker tendenser, der findes i forvejen, mener Zeid Al Hussein.   

”I udgangspunktet er teknologier neutrale, de kan have vidt forskellige anvendelser og konsekvenser. Lever man i et samfund med et velfungerende demokrati, hvor det går i retning af mindre korruption og mindre politi og militær, så er teknologiens effekter generelt mere til det gode end det onde.”  

”Men det er modsat i lande med regeringer, der er autoritære eller i vanskeligheder, og hvor civilsamfundet tvinges under jorden, hvor man ikke har lov at protestere, og hvor fængslerne fyldes med politiske fanger,” konstaterer den tidligere højkommissær for menneskerettigheder.”