Stordrift Medlemsflugt tvinger LO til ny struktur og strategi Resultatet kan blive gigantfusion, hvor 17 forbund bliver til ét Om få år kan danmark have en fagforening med en lille million medlemmer. Flere års dramatisk fald i antallet af betalende medlemmer får nu flere LO-forbund og lokale formænd til at foreslå fundamentale ændringer af LOs struktur og strategi. Et af de mest vidtgående forslag er at sammenlægge samtlige LOs medlemsforbund og gøre hovedorganisationen til ét stort fagforbund. Forslaget, der skal drøftes på et hovedbestyrelsesmøde i 3F i næste uge, kan blive det første skridt i en gigantisk omkalfatring af fagbevægelsen. Formanden for LO, Harald Børsting, er klar til at sætte sig i spidsen for debatten, hvis flere store forbund melder sig på banen. En mindre drastisk mulighed vil være at oprette fælles fagforeningshuse i hver af landets 98 kommuner, så metalarbejdere og SOSU-assistenter kan få faglig rådgivning under samme tag.