Socialpolitik skal handle om investeringer – ikke udgifter

Lars er vokset op i et hjem med omsorgssvigt og misbrug. Pædagogerne i vuggestuen og børnehaven kunne godt se, at han udviste en foruroligende adfærd. Men de greb ikke ind. De havde hverken de rigtige redskaber eller den nødvendige opbakning og økonomi til det.

I skolen gik det heller ikke godt, så i 8. klasse droppede han ud. Han fik aldrig en uddannelse og er i dag for det meste af tiden på kontanthjælp, kun afbrudt af småjob. Lars lever et hårdt liv præget af stoffer og misbrug. På et tidspunkt fik han en voldsdom og tilbragte tre år i fængsel. Da han kom ud igen, fik han tilkendt førtidspension.

[quote align="right" author=""]Ved at bruge de bedste regnemodeller for sociale investeringer er det muligt at estimere besparelserne for samfundet på langt sigt[/quote]

Lars er ikke en fiktiv person. Han er en trist skæbne og en af samfundsøkonomiens dyreste borgere. De samlede offentlige udgifter i løbet af hans liv er indtil videre løbet op i ni millioner kr.

Men sådan behøvede det ikke at gå.

Kommunen kunne have grebet tidligt ind. Den kunne have involveret familien i intensiv døgnbehandling i tre måneder, sat faderen i behandling for sit misbrug, givet intensiv støtte hjemme hos familien til at få dagligdagen til at hænge sammen og sendt Lars på aflastning i familiepleje nogle dage hver måned i ti år.

Det havde været dyrt. Regningen for sådan et forløb ville løbe op i tre millioner kr. Til gengæld ville Lars have fået et mere normalt liv, han ville have afsluttet folkeskolen med en afgangseksamen efter 10. klasse og bagefter måske gennemført en erhvervsuddannelse som murer. I sit voksenliv ville han derfor have betalt skat og bidraget til samfundet i stedet for at ligge det til last. Han ville ikke blot selv have fået et bedre liv. Samfundet ville have tjent på det. Den oprindelige udgift på tre millioner kr. ville have give samfundet en økonomisk nettogevinst på 13 millioner kr., viser en analyse fra Socialpædagogerne.

Regnestykker af denne typer er komplicerede og behæftet med en del usikkerhed, men ved at bruge de bedste regnemodeller for sociale investeringer er det muligt at estimere besparelserne for samfundet på langt sigt, når der investeres tidligt i at hjælpe udsatte unge og deres familier. Det burde være anledning til et opgør med den gængse betragtning af socialhjælp som lutter ærgerlige udgifter. I stedet skal vi betragte det som investeringer – i menneskeliv og i samfundsøkonomien.

Lars er endnu et eksempel på, at en tidlig indsats over for børn og unge betaler sig i det lange løb. Der findes efterhånden omfattende dokumentation for de samfundsøkonomiske gevinster ved at sætte tidligt ind med en forebyggende indsats. Eksperter og politikere – herunder skiftende socialministre – har i årevis argumenteret for at styrke den tidlige forebyggelse.

Der findes mange lovende sociale indsatser med dokumenterede effekter rundt omkring i kommunerne. Og alligevel går det meget trægt med at vende udviklingen. Den sociale mobilitet i Danmark er stort set gået i stå.

[quote align="left" author=""]Vi laver økonomiske analyser, der viser, hvornår en bro er betalt tilbage, men har mere end svært ved at lave tilsvarende analyser for sociale indsatser[/quote]

Trods mange flotte politiske visioner gennem årene forlader 7-8 pct. af en årgang fortsat folkeskolen uden en 9.-klassesafgangseksamen, og knap en femtedel af en ungdomsårgang står som 25-årige fortsat uden en ungdomsuddannelse. Det er bare ikke godt nok.

Det er tankevækkende, at vi kan lave økonomiske analyser, der viser, hvornår milliardinvesteringer i en bro er betalt tilbage, og samtidig har mere end svært ved at lave den helt tilsvarende analyse for sociale indsatser, når det handler om f.eks. demens eller autisme. Milliarder af kroner bliver hvert år brugt på sociale indsatser, uden at vi kender effekten. Kommunerne mangler viden om, hvordan de skal beregne de langsigtede økonomiske gevinster af forskellige indsatser.

Derfor bliver udgifter til sociale indsatser fortsat betragtet som en belastning på de kommunale budgetter og ikke som det, de burde være, nemlig en investering i fremtiden. Et alt for snævert fokus på budgetter, der kun rækker et år frem, og fortsat silotænkning er med til at bremse udviklingen.

Potentialet er ellers enormt. Analyser fra CEBR, Centre for Economic and Business Research, ved CBS viser, at omkring 5.000 børn i hver eneste årgang, der fødes i Danmark, udløser en ekstraregning for samfundet på 72 milliarder kr. gennem deres liv i form af udgifter til overførsler, sociale indsatser m.v. Helt ligesom Lars kommer de til at leve et liv uden for fællesskabet.

Det skønnes også, at ca. 1 pct. af borgerne står for omkring 30 pct. af omkostningerne på de specialiserede velfærdsområder og beskæftigelsesområdet, og at 10 pct. tegner sig for mere end 80 pct. af udgifterne. Der er med andre ord både et stort menneskeligt og et stort samfundsøkonomisk potentiale ved at sætte tidligt ind og målrette hjælpen.

Desværre sker det kun i få tilfælde.

[quote align="right" author=""]Det bør være med til at nedbryde den silotænkning, som desværre stadig præger det offentlige[/quote]

Landets største arbejdsplads – Københavns Kommune – laver nærmest en frivillig tilståelse, når den i sin nye budgetaftale for 2016 skriver:

"Analyser viser, at en mindre gruppe af borgere har en meget omfattende kontaktflade med kommunen i kraft af en række tværgående indsatser på velfærdsområderne. Analyserne peger desuden på, at indsatserne i mange tilfælde er overlappende og ikke i tilstrækkelig grad er koordinerede. Hvis man i stedet tager udgangspunkt i borgerens samlede behov, kan tilbuddet til borgeren indrettes anderledes, hvilket giver både øget kvalitet for borgeren og effektiviseringer for kommunen."

Nu kan det måske synes uretfærdigt at hænge netop Københavns Kommune ud på den måde. For København er faktisk et af lyspunkterne og bør tjene til inspiration for andre. For den triste konstatering ovenfor er samtidig begrundelsen for en nyorientering af den sociale indsats.

Mandag Morgens tema om sociale investeringer i denne uge viser, at Københavns Kommune har gennemregnet, hvordan en særlig indsats over for unge med et massivt misbrug af rusmidler kan blive til en god forretning. Det er første gang, en dansk kommune bruger den såkaldte Skandia-model, der netop gør det muligt at udregne de økonomiske gevinster ved sociale investeringer. Ishøj og Herning er to andre kommuner, der arbejder meget konkret med denne model. Forhåbentlig vil mange flere kommuner følge trop.

[quote align="left" author=""]Over hver femte svenske kommune har oprettet en social investeringsfond i et forsøg på at tænke langsigtet[/quote]

Regnestykket viser også, hvornår gevinsterne kan hentes hjem, og hvem de går til – altså til kommunen, regionen eller staten. Det bør være med til at nedbryde den silotænkning, som desværre stadig præger det offentlige, alt afhængig af om udgifterne rammer kommunen, regionen eller staten.

Ved at bruge Skandia-modellen kan forvaltningerne give politikerne et bedre og mere oplyst grundlag, når de skal træffe en beslutning. Politikerne kan simpelthen se, om en investering kan udløse en gevinst om 3, 5 eller 10 år, eller om den ikke for alvor bidrager til at rykke ved målgruppen.

For kommunerne er den store fordel, at de kan taste deres egne specifikke data ind i modellen. Økonomerne sætter sig sammen med fagfolk, når de vurderer et tiltags sandsynlige succesrate. Når Københavns Kommune for eksempel antager, at indsatsen over for unge med et misbrug lykkes for mellem hver tredje og hver anden deltager, så bygger denne antagelse på data og viden om, hvordan det er gået med tilsvarende unge indtil nu.

Selve beregningsmodellen, ja, den er udarbejdet på opfordring fra en privat virksomhed, pensions- og forsikringsselskabet Skandia, for at sætte gang i tiltag, der går på tværs af de kommunale forvaltninger. Skandia-modellen er et forsøg på at påvise, om en social investering rent faktisk medfører den ønskede effekt, og ikke mindst hvad prisen bliver set over tid.

Det er lige præcis et redskab af den type, som kommunerne kan bruge, når de skal vurdere, hvordan de kan sætte ind over for et barn som Lars. Så bliver pædagogernes advarselssignaler ikke overhørt, og de kan dermed sætte gang i det første af den lange række af tiltag, der tilsammen kan give en dreng som ham et godt liv.

Danmark kan med fordel kigge til Sverige for at hente inspiration. Her har kommunerne for alvor kastet sig over sociale investeringer og eksperimenterer med nye måder at tænke og finansiere socialpolitikken på. Over hver femte svenske kommune har oprettet en social investeringsfond i et forsøg på at tænke langsigtet. Og lige så mange har planer i den retning.

[quote align="right" author=""]Sociale tiltag er ikke bare en endeløs række af udsigtsløse udgifter, men investeringer i gode liv[/quote]

Mandag Morgen kan anbefale danske kommunalpolitikere at tage til den svenske kommune Norrköping for at studere dens erfaringer med en social investeringsfond. Fonden blev oprettet for fem år siden, og de første to sociale projekter har givet så gode resultater, at de sender et økonomisk afkast tilbage til fonden. Når det lykkes at spare på udgifterne, er der lidt flere penge til nye tiltag.

Det er fint, at vores egen Venstre-regering har bebudet, at der skal mere fokus på den tidlige sociale indsats. Og det giver også mening, når social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger, at der er behov for langt mere viden om dokumenterede effekter af de socialpolitiske indsatser.

Men det sagde skiftende socialministre også i den tidligere regering. Det samme gjorde borgerlige socialministre i de forskellige VK-regeringer op gennem 00’erne. Men faktum er, at der ikke er sket ret meget. Trods massivt politisk fokus er det åbenbart svært at ændre på kursen. Eller også dækker de mange fine ord over manglende politisk vilje til reelt at gøre noget for samfundets udsatte.

Så når social- og indenrigsministeren alligevel er i gang med at rydde op i den tidligere regerings sociale 2020-mål og sammen med kommunerne vil udvikle nye visioner for fremtidens socialpolitik, kunne hun passende sætte konkret handling bag visionen om de sociale investeringer.

Sammen med Kommunernes Landsforening har hun nu fået serveret en gylden mulighed for at sætte fart på det paradigmeskifte, der er på vej i København, Herning og Ishøj. Og hun kunne bane vejen for det næste skridt – oprettelsen af sociale investeringsfonde. Det ville for alvor tydeliggøre, at sociale tiltag ikke bare er en endeløs række af udsigtsløse udgifter, men investeringer i gode liv. For borgernes skyld – og for samfundsøkonomiens.