Sport
Mediernes sportsdækning ukritisk og passiv
Overser sportens økonomiske betydning og største udfordringer
Befolkningens interesse for topsport falder markant
Mens dagbladene i Danmark, Norge og Sverige bruger 85 pct. af deres spalteplads på at beskæftige sig med sportens stjerner, topklubber og topbegivenheder, er årtiets måske vigtigste sportsnyhed gået journalisternes næse forbi: Danskernes interesse for topsport daler og daler. Ikke mindst er appetitten på sport i tv og aviser faldet markant siden 1987. Men aviserne forholder sig sjældent - og endnu sjældnere kritisk - til de økonomiske og sociale problemstillinger inden for sportens verden, f. eks. pengeinteresserne bag sporten, sponsorer eller mediekoncernernes voksende magt over idrætslivet. Og mindre end 1 pct. af artiklerne handler om den breddeidræt, der dyrkes af henved 6 millioner skandinaver. Det viser Ugebrevet Mandag Morgens analyse af næsten 3. 200 sportsartikler i 9 af Skandinaviens største dagblade. Analysen blev præsenteret i går på den internationale sportskonference, Play the game, som frem til torsdag samler 250 mediefolk, organisationer og politikere for at diskutere sportens udfordringer. “Sportsjournalistikken er faktisk elendig, når det drejer sig om at fange udviklingen på idrætsområdet, ” siger en af Danmarks førende idrætsforskere, Bjarne Ibsen.