Stabilt opsving – på usikker grund
Amerikanske forbrugere åbner nu tegnebøgerne i en sådan grad, at selv Ben Bernanke, direktøren for den amerikanske nationalbank, Federal Reserve, tror, at opsvinget har bidt sig fast.
Salget af biler – et af de mest konjunkturfølsomme produkter – er steget med næsten 14 pct., men også andre varer frister igen amerikanerne. Se figur 1.
Amerikanske forbrugere åbner tegnebogen
Figur 1 | Forstør
Stigning i forbrug i USA fra marts 2009 til marts 2010, pct.
Efter mere end et års tøven køber amerikanske køber forbrugere nu så meget mere, at økonomer tror på et blivende opsving.
Kilde: Census Bureau News, marts 2010, Bloomberg.
I en henvendelsen til den amerikanske kongres talte Bernanke ikke længere om et spirende, men om et moderat opsving, og den forskel er helt afgørende for analytikere.
Fremgangen hviler dog stadig på så usikker grund, at Bernanke fastholder den meget lave rente.
Selv nævner han ikke risikoen for en ny tilbagegang, men det gør hans kolleger i Den Europæiske Centralbank (ECB). De mener ikke, regeringer har gjort nok for at udjævne de globale ubalancer, der skabte grobund for krisen. Ubalancen mellem USAs enorme handelsbalanceunderskud og Kinas tilsvarende underskud lever i bedste velgående. USAs nyvundne styrke på eksportmarkederne kan måske mindske problemet. Men, siger ECB, asiatiske forbrugere sparer stadig meget op, fordi de ikke har en velfærdsstat i ryggen i tilfælde af arbejdsløshed eller sygdom.
Også andre globale ubalancer giver anledning til bekymring hos ECB. F.eks. er de interne ubalancer i euro-området fortsat store. De importtunge og svage sydeuropæiske økonomier sakker længere og længere bagud i forhold til den stærke tyske eksportdrevne økonomi.
De stigende oliepriser får også bankens alarmsignaler til at blinke rødt. Opsvingets fornyede efterspørgsel på olie kan igen sende olieprisen op på de meget høje niveauer, der var kendetegnende for 2007 og 2008. Det vil hæmme væksten i de traditionelle industrier.
Ifølge ECB har G20-landene langtfra holdt deres løfte om at rette op på de globale ubalancer.





