En stærk alliance mellem Dansk Metal, Dansk Industri og elselskaberne tilbyder nu finansminister Mogens Lykketoft en engangsafgift på mange milliarder kr. Til gengæld skal Svend Aukens energireform ændres, så kraftværkerne slippes løs på det fri marked. Elselskaberne er villige til at overdrage aktier i kraftværkerne til en værdi af omkring 10 milliarder kr. til fordeling mellem statskassen og elforbrugerne. Aktieposten skal kompensere for, at elselskaberne i 20 år ikke har betalt skat, og at forbrugerne via elprisen har lånt elselskaberne penge til fremtidige investeringer. En sådan aktiepost kan blive en god investering for finansministeren. Kursværdien kan være det tredobbelte, hvis de mest optimistiske estimater for elsektorens værdi lægges til grund. Dansk Metals formand, Max Bæhring, præsenterer modellen på Eltech-messen i Odense i morgen. Metal-formanden retter samtidig en skarp kritik mod miljø- og energiminister Svend Aukens udkast til reform. Den vil betyde tab af eksport og arbejdspladser, mener Bæhring, som ønsker at flytte reformarbejdet væk fra Miljø- og Energiministeriet og over til Erhvervsministeriet.