Er Danmark en nation af gennemsnitlige og dovne mennesker, der primært motiveres af lange ferier, alt imens konkurrerende lande giver os baghjul?  Eller er vi et økonomisk foregangsland?

Her følger to forskellige svar:

Vestas-direktøren, filosoffen og forfatteren Morten Albæk argumenterer i sin nye bog ”Det gennemsnitlige menneske” (og i Berlingske Søndag den 2. juni) for, at vi er dovne og middelmådige og lider af selvovervurdering. Han bakkes i Mandag Morgen den 3. juni op af professor Stéphane Garelli fra lederskolen IMD i Schweiz. Han er ansvarlig for World Competitiveness Yearbook, der i sin 2013-udgave tildeler Danmark en 12.-plads blandt verdens mest konkurrencedygtige nationer. I den anledning kritiserer han danskerne for manglende flid og for at være magelige forbrugere. Det er en af grundene til, at den danske konkurrenceevne ifølge IMD-rapporten har været stagnerende siden 1997.

Det sker sideløbende med, at internationale institutioner som OECD, Verdensbanken og EU giver os flotte karakterer for vores økonomiske sundhedstilstand – uanset at vi åbenbart ikke er sluppet ud af lavvækstfælden.  Vi er f.eks. nummer 5 på Verdensbankens nye liste over de bedste lande at gøre forretninger i. Læg hertil, at vi rangerer som verdens mest tillidsfulde, mindst korrupte og lykkeligste folk og ligger på andenpladsen i målinger over såvel de bedst fungerende demokratier som lande med den mest robuste velstand.

Så hvilken virkelighed skal vi vælge?

Et forslag er at vælge dem begge eller måske ingen af dem. Realiteten er langt mere kompleks og kan bedst sammenfattes i påstanden om, at vi er en både uopklaret og misforstået succes. Kortfattet udtrykt: Et forsømt foregangsland.

En uopklaret succes

Vi er en uopklaret succes, fordi vi aldrig har klarlagt, hvad der oprindelig skabte vores velstand og stærke konkurrencekraft – og bragte os til tops på en række af verdens ranglister. Af samme grund har vi svært ved at fastholde vores succes. Virkeligheden er antagelig, at Danmark over årene og i mere eller mindre ubemærkethed har udviklet en række af de kompetencer og kvaliteter, som kan forudses at blive de mest efterspurgte i fremtiden – kompetencer, som det tager generationer at opbygge, og som derfor kunne give os en first mover advantage.

[quote align="right" author=""]Nok har Danmark opbygget en stabil og stærk grundøkonomi og roses bl.a. af EU og OECD for vores økonomiske ansvarlighed. Men vi har endnu ikke evnet at omsætte den til ny vækst.[/quote]

Et nyt banebrydende initiativ fra Harvard Business School styrker den påstand og kan måske bidrage til at opklare succesen. Under ledelse af professor Michael Porter har skolen udviklet Social Progress Index. Det blev præsenteret i april i år og bygger bl.a. på den antagelse, at den reelle konkurrenceevne i stigende grad bestemmes af en nations sociale robusthed. Det vil sige imødekommelsen af menneskelige og sociale behov og muligheden for at indfri individuelle potentialer. Med andre ord: graden af livskvalitet. Det nye indeks viser, at der kan være en sammenhæng mellem et lands sociale styrke og økonomiske konkurrenceevne.

Læs også: På sporet af fremtidens konkurrenceevne

Indekset har rangeret 50 nationer ud fra tre overordnede kriterier: Opfyldelsen af grundlæggende menneskelige behov, skabelsen af livskvalitet og omfanget af individuelle muligheder. Kun ét nordisk land, Sverige, er inddraget i indekset, men topper til gengæld listen som verdens stærkeste sociale supermagt.  Kriterierne adresserer mange af de basale nordiske værdier og styrkepositioner og ville utvivlsomt have givet Danmark en topplacering.

Den nordiske kapitalisme

Dermed støtter det nye sociale indeks den stadig mere udbredte opfattelse, som bl.a. kom til udtryk i The Economist i februar under overskriften ”The Nordic countries – The next supermodel”, og som bl.a. bygger på de nordiske landes modstandskraft over for internationale økonomiske kriser. Vi har med andre ord en social robusthed og styrke, der gør os i stand til langt bedre end en række andre europæiske lande at håndtere sociale og økonomiske udfordringer. På de efterfølgende pladser kommer England, Schweiz, Canada og Tyskland. Fælles for de kriterier, der skaber en stærk social og økonomisk sammenhængskraft, er en veludviklet og effektivt fungerende stat.

Et studie, der under titlen ”The Nordic way” blev præsenteret på World Economic Forums møde i Davos i 2011, konkluderer bl.a.,  at den nordiske kapitalisme netop bygger på respekten for en stat, der ikke alene tager sig af de svageste, men skaber de bedst tænkelige muligheder for individets udfoldelse og autonomi. De er ifølge studiet ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

[quote align="left" author=""]Problemet er, at Danmarks virkelighed er politisk og økonomisk ukorrekt: At Danmark har bevist, at en stærk stat er en betingelse for en stærk konkurrenceevne.[/quote]

Hvad man end måtte mene om velfærdsstaten, har den tilsyneladende formået at opbygge en stærk social og værdimæssig sammenhængskraft. Netop den kvalitet kan vise sig at være en både vigtig og overset styrke i en fremtid, hvor voldsomme forandringer ikke alene kræver en veludviklet mental og psykisk modenhed, men stor tillid til de institutioner, der skal håndtere forandringerne.  De sydeuropæiske lande illustrerer de konflikter, stadig flere nationer må indstille sig på, når vigtige men upopulære omstillinger skal gennemføres. Her har Danmark en skjult, men vigtig fordel. Når det – trods manglerne – er lykkedes at skabe en effektiv velfærdsstat, skyldes det udviklingen af fælles, basale værdier. Vi er f.eks. atter rangeret som verdens mest tillidsfulde folk – det folk i verden, der har størst tillid til de offentlige institutioner, myndigheder og hinanden. Det forklarer måske også, hvorfor vi accepterer at betale nogle af verdens højeste personskatter: Vi opfatter ikke skatten som en irriterende omkostning, men som en investering i et trygt og velfungerende samfund.

En misforstået succes

Vi er en misforstået succes, fordi vi aldrig har formået at udnytte succesen – simpelthen fordi vi ikke har vidst, hvad den handlede om. Den passede ikke ind i de gængse økonomiske modeller, som aldrig har været i stand til at beregne anderledes og aparte samfundsmodeller.

Nok har Danmark opbygget en stabil og stærk grundøkonomi og roses bl.a. af EU og OECD for vores økonomiske ansvarlighed. Men vi har endnu ikke evnet at omsætte den til ny vækst. Ingen af de reformer, der i foråret blev landet under stor offentlig bevågenhed og langstrakte politiske kampe, vil styrke vores konkurrenceevne i betydeligt omfang endsige skabe mange nye job. Det, der er kaldt et forrygende reform-år, kan i bedste fald beskrives som en løbende tilpasning af den økonomiske politik. I værste – og måske det mest sandsynlige – fald har vi i stedet udskudt at forholde os til de udfordringer og muligheder, som kunne sikre Danmark et vækstspring fremad.

Erhvervslivet sikrer ikke konkurrenceevnen alene

Et gennemgående træk i debatten, forhandlingerne og reformerne har f.eks. været at bekæmpe velfærdsstaten og reducere velfærden, til fordel for det private erhvervsliv. Jo mindre stat og velfærd, des stærkere konkurrenceevne. Et af argumenterne har været, at det høje skattetryk – og dermed velfærdsudgifterne – underminerer virksomhedernes muligheder for at konkurrere.

En OECD-analyse viser, at det er en sandhed med modifikationer, afhængig af hvordan velfærden finansieres, og af hvem. Studiet ”Is The European Welfare State really more Expensive?” afslører, at lande som f.eks. USA og England bruger langt flere ressourcer på at håndtere sociale problemstillinger end f.eks. Danmark. For USA’s vedkommende skyldes det bl.a. udgifterne til det private sundhedsvæsen samt udgifterne til arbejdsgiverbetalte pensioner, invaliditetsforsikringer m.v. Dette betyder, at amerikanske virksomheder afholder en række omkostninger, som herhjemme er betalt af staten via skatterne, der således sikrer en større lighed og social stabilitet. Det vil sige større samfundsmæssig effektivitet.

Ud fra en vurdering af de samlede velfærdsomkostninger sker der en markant omplacering på ranglisten over de dyreste velfærdsstater. Danmark rykker f.eks. fra en plads som tredjedyreste velfærdsstat ned på en 9.-plads, mens USA må opgive sin position som en af de billigste velfærdsnationer for i stedet at blive rangeret som en af de dyreste, nemlig ved at skifte en 23.-plads ud med en samlet 5.-plads. I spidsen ligger Frankrig, efterfulgt af Belgien, Tyskland og Sverige.

OECD-studiet afviser på ingen måde betydningen af at effektivisere velfærdsstaten og velfærdsydelserne, men rejser spørgsmålet, om vi til fulde har forstået velfærdens betydning for en nations samlede konkurrenceevne. Om vi igennem en ensidig og enøjet tro på, at erhvervslivet alene kan sikre konkurrenceevnen, er ved at underminere den.

Forsømt foregangsland – eller fortabt?

Vi er et forsømt foregangsland, fordi vi ikke til fulde har forstået, hvad vi er gået foran med – hvad der har gjort os til et foregangsland. Dermed ved vi heller ikke, hvad Danmark dybest set har levet af. Og vi har af samme grund også svært ved at finde ud af, hvad vi skal leve af i fremtiden. Det spørgsmål blev første gang stillet for netop 20 år siden og er fortsat ubesvaret. Hårdt trukket op: Vi famler i blinde.

For at være på den sikre side bruger vi alle reformer på økonomisk at sidestille os med vore konkurrenter. Vi skal i hvert fald konkurrere på lige vilkår. Men at følge i andres fodspor bringer ingen foran – slet ikke en af verdens mindste nationer.

Når vi er presset på konkurrenceevnen, og når den muligvis har været stagnerende siden 1997, skyldes det med andre ord, at vi trods vores lidenhed ikke kender og forstår os selv. Vi mangler den samlende overordnede fortælling, som en regering, de toneangivende partier og samfundets ledere kunne være fælles om – og burde kæmpe for. Den fortælling som kunne udløse de initiativer og det momentum, der afgør vores placeringer på fremtidens ranglister.

I stedet forfalder vi til en stigende udbredelse af anekdoter med afsæt i ”Dovne Robert” og Fattige Carina”, samt diverse bøger og rapporter om de dovne, magelige, selvtilfredse danskere. Det er måske en del af sandheden, men langtfra den hele – medmindre vi fortsætter med at misforstå os selv.

[quote align="right" author=""]De høje skatter – og dermed en veludviklet offentlig sektor – er en af hemmelighederne bag den danske succes.[/quote]

Problemet er, at Danmarks virkelighed er politisk og økonomisk ukorrekt: At Danmark har bevist, at en stærk stat er en betingelse for en stærk konkurrenceevne.  At en langsigtet, stabil konkurrenceevne er afhængig af en veludviklet og effektiv stat samt af højtudviklede velfærdsydelser og sociale balancer. Ingen vækst- og konkurrencestrategi kan separere den offentlige og den private sektor. De er dybt afhængige af hinanden og bliver det endnu mere i et hastigt stigende omfang. De høje skatter – og dermed en veludviklet offentlig sektor – er en af hemmelighederne bag den danske succes.

Hvor kættersk og provokerende, påstanden end måtte være, vil de danske og de nordiske erfaringer antagelig blive kopieret i forskellige udgaver verden over inden for det næste tiår. Det vil bl.a. ske igennem udbredelsen af nye samfundsmodeller i stil med Michael Porters nye Social Progress Index. Tillid og social sammenhængskraft bliver afgørende vækstparametre i en stadig mere turbulent og ulige verden. Men det forudsætter visionære politiske ledere, der har evnen og viljen til at bygge stærke, velfungerende stater.

Om ikke før, så kan Danmark i hvert fald på det tidspunkt få svaret på, hvad der har givet os vores succes.

Spørgsmålet er, om vi vælger at være fremtidens foregangsland eller et fortabt foregangsland. Det valg skal træffes nu. Ellers gør andre det.