Stakeholder-kapitalismen har fået sit gennembrud i Danmark. Knap halvdelen af Danmarks 300 førende virksomheder har en “code of conduct” med sociale og etiske værdier m.v. Men en lang række af dem - heriblandt Chr. Hansen, Grundfos og Kommunedata- går nu flere skridt videre. De inddrager medarbejderne, kunderne og andre stakeholdere i vurderingen af virksomhedens performance. Og de er indstillet på at rapportere både om dialogen og resultaterne til offentligheden. Hermed følger de i stor udstrækning den model for “Stakeholder-regnskabet”, som Huset Mandag Morgen har udarbejdet sammen med Ernst & Young og Kunde & Co.” På lang sigt tror jeg, at en forudsætning for at skabe shareholder-value er, at der tages hensyn til de øvrige stakeholdere,” siger administrerende direktør Erik Sørensen, Chr. Hansen. Udover de enkelte virksomheders initiativer drives stakeholder-tænkningen frem af et stigende pres fra politikere og forskellige stakeholdergrupper. Mandag Morgen har kortlagt det seneste års vigtigste initiativer.