Unidanmarks fusion med den finsk-svenske storbank MeritaNordbanken er langtfra problemfri og kan vise sig at være et risikabelt projekt. Brylluppet var ganske vist ventet. Det er logisk ud fra koncernens strategi, og det giver nogle indlysende fordele. Men Ugebrevets analyse af fusionen viser, at især tre forhold kan underminere fordelene ved fusionen. For det første bliver den nye position som Nordens største bank sandsynligvis meget kortvarig. Det varer næppe længe, før de langt større europæiske storbanker vil blande sig i den nordiske bankkrig. Og en alliance med en af dem er helt nødvendig for at opnå tilstrækkelig volumen og effektivitet. For det andet spænder MeritaNordbanken/Unidanmark buen meget højt med de præstationsmål, de har lovet investorerne. Lever de ikke fuldt op til dem, er der udsigt til et dramatisk kursfald, som i værste fald kan føre til en fjendtlig overtagelse. Endelig tyder meget på, at den nye bank får problemer med at oparbejde en samlende identitet og virksomhedskultur især over for privatkunder og medarbejdere. Det kan give svag sammenhængskraft og synergi. Og i værste fald også utryghed for privatkunder, som efter planen skal overlade stort set alle deres økonomiske forretninger til den nye mastodont.