Staten kan blive lammet af storkonflikt

Torben K. Andersen

En konflikt på lærerområdet kan blive langt mere omfattende end hidtil antaget og komme til at lamme store dele af statens område, såsom ministerier, folketing, forsvar, fængsler og gymnasier.

Op imod 130.000 ansatte i staten kan ende i konflikt ligesom lærerne i de kommunale folkeskoler, fordi knap 15.000 undervisere på friskoler, efterskoler og andre undervisningsområder under staten endnu ikke har fået en aftale på plads.

Mens medier og politikere har rettet hele deres opmærksomhed mod lærernes topforhandler, Anders Bondo Christensen, og kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler, i det tilspidsede drama om lærernes overenskomst på det kommunale område, kører der parallelt i Forligsinstitutionen et lige så stort drama om de statslige undervisere, der indtil nu har været totalt overset i den brede offentlighed.

Lykkes det ikke for forligskvinde Mette Christensen at finde en løsning for de statslige undervisere, kan det udløse konflikt på hele det statslige område og dermed lægge hele statsadministrationen øde, da der i så fald ikke eksisterer en overenskomstaftale for de ansatte i staten.

Flemming Vinther, formand for de statsansattes forhandlingsfællesskab, CFU, bekræfter over for Mandag Morgen, at der ikke er et forlig om de 130.000 ansatte i staten, før alle grupper har fået en aftale forhandlet på plads. Han agter at stå ”last og brast” med de statsansatte undervisere og leve op til den fælles musketered i CFU om, at ingen faggrupper bliver efterladt alene tilbage på perronen.

”Der er under ingen omstændigheder et CFU-forlig for de ansatte i staten, før alle er i hus. Det har finansminister Bjarne Corydon også meddelt. Så hvis ikke underviserne på statens område får en aftale, har vi ikke et CFU-forlig. Så har vi en konflikt. Og så må vi i CFU til den tid tage stilling til, hvordan vi skal håndtere det,” siger Flemming Vinther.

Konflikten spidser til

Når der indtil nu ikke har været fokus på de ansatte i staten, hænger det sammen med, at Flemming Vinther allerede den 8. februar blev enig med finansminister Bjarne Corydon om rammerne for et forlig på statens område for perioden 2013-2014. Det er blevet tolket, som om det omfattede alle statsligt ansatte.

Men det er ikke tilfældet.

Både finansministeren og CFU understregede da også dengang, at CFU-forliget blev indgået med forbehold for det statslige undervisningsområde. Samme dag blev finansministeren enig om nye arbejdstidsregler for gymnasielærerne, men han fik ikke landet en aftale for de cirka 15.000 undervisere på bl.a. de frie grundskoler – herunder privatskoler og efterskoler – erhvervsskoler og produktionsskoler. Se tekstboks.

De 15.000 undervisere

De knap 15.000 undervisere inden for statens område omfatter bl.a. frie grundskoler – herunder privatskoler og efterskoler – husholdnings- og håndarbejdsskoler, VUC, erhvervsskoler, landbrugsskoler, tekniske skoler, handelsskoler, forsvarets skoler, skoler for tandklinikassistenter og plejere, produktionsskoler, lærere i Kriminalforsorgen og SOSU-skoler.

Når lærerne på privatskoler er placeret på statslige overenskomster, hænger det sammen med, at det ifølge loven om de frie skoler er en betingelse for at få statstilskud, at ledere og lærere på skolerne følger de løn- og ansættelsesvilkår, som finansministeren fastsætter.

Efterfølgende har Finansministeriet fundet det nødvendigt at varsle lockout for de berørte lærergrupper i et forsøg på at få mere fremdrift i forhandlingerne. Lockouten kan træde i kraft den 1. april og er arbejdsgivernes modsvar til lønmodtagernes strejkevåben.

Reelt set ligger hele CFU-forliget derfor nu i Forligsinstitutionen. Her skal forligskvinde Mette Christensen forsøge at finde en løsning mellem parterne, der har Moderniseringsstyrelsen på den ene side af bordet og Lærernes Centralorganisation, med Anders Bondo Christensen som formand, på den anden side. Anders Bondo er dermed hovedforhandler på både det kommunale og det statslige område.

Parterne har haft deres første møde i Forligsinstitutionen og skal mødes igen på tirsdag i næste uge. Dagen efter – den 20. marts – har Danmarks Lærerforening sammen med Frie Skolers Lærerforening og Uddannelsesforbundet indkaldt til fælles demonstrationer i København, Aarhus, Aalborg og Odense i forsøg på at lægge yderligere pres på arbejdsgivere.

Den tilspidsende situation betyder, at formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup, er blevet en helt central nøglespiller i de aktuelle overenskomstforhandlinger, selv om han er forholdsvis ukendt i den brede offentlighed. Foreningen, der tæller cirka 10.000 medlemmer, holder ekstraordinært repræsentantskabsmøde mandag den 25. marts i Odense for at tage stilling til den dramatiske situation.

Én for alle, alle for én

Formanden for de statsansattes forhandlingsfællesskab, Flemming Vinther, agter ikke at bryde den fælles musketered om ”én for alle, alle for én” mellem de 130.000 ansatte i staten:

”Vi har en musketered, og den står vi last og brast omkring,” siger Flemming Vinther.

Men er du indstillet på at bryde musketereden, så det i givet fald ikke betyder en samlet konflikt med 130.000 ansatte?

”Hvis vi når dertil, at vi ikke har et CFU-forlig, så er det ikke specielt afgørende, hvem der er årsag til, at det ikke er tilfældet. Så er det os alle, der har et fælles problem, og så må vi finde en løsning på det,” siger Flemming Vinther.

Men det kan i realiteten betyde, at 130.000 ansatte i staten kan komme i konflikt?

”I første omgang vil det betyde, at vi ikke har en aftale for 130.000 ansatte i staten. Foreløbig er der kun varslet lockout fra 1. april for de undervisningsområder på statens område, som ikke er i hus. Men jeg har en klar forventning om, at der bliver fundet et resultat i Forligsinstitutionen. Det arbejder vi alle benhårdt på med forligskvindens hjælp. Ingen stræber jo efter en konflikt.”

En konflikt kan jo betyde, at ministerier, Folketinget, fængsler, gymnasier, forsvaret og andre dele af staten kan blive lammet i flere dage?

”Det vil forudsætte, at vi går i konflikt. Og jeg vil gerne understrege, at vi ikke har varslet konflikt, og at vi ikke ønsker det. Det er arbejdsgiverne, som med deres lockout-varsel har valgt at bringe konfliktvåbnet i spil. Og det er jo heller ikke sådan, at staten kommer til at ligge øde hen fra den 1. april. Hvis vi skulle sende konfliktvarsel, vil der under alle omstændigheder gå en måned, før en strejke i givet fald vil træde i kraft. Hvis arbejdsgiverne vil lockoute den øvrige del af de statsligt ansatte, skal de også sende et varsel en måned i forvejen. I det øjeblik, hvor forligskvinden konstaterer et sammenbrud – hvad jeg ikke håber vil ske – vil vi i CFU sætte os sammen for at finde ud af, hvordan vi skal håndtere situationen,” siger Flemming Vinther.

Hvor langt rækker solidariteten?

Rent teoretisk kan man godt forestille sig, at det lykkes forligskvinde Mette Christensen at finde en løsning for lærerne på det statslige område, men at det ikke er muligt på det kommunale.

I praksis forekommer det dog ikke særlig sandsynligt. Der sker uden tvivl en form for koordinering af forhandlingerne i Forligsinstitutionen på de to områder. Og da Anders Bondo sidder med ved begge forhandlingsborde, kan han få svært ved at forklare sit bagland, hvordan han i givet fald kan indgå en aftale på det ene område, men ikke på det andet.

Skulle det alligevel ske, at det kun er forhandlingerne mellem KL og Danmarks Lærerforening, der bryder sammen, er det svært at spå om, hvor stor konflikten bliver, og hvor længe den varer. Foreløbig møder lærerne stor sympati fra de øvrige forbund i fagbevægelsen.

Forhandlingsfællesskabet KTO har besluttet at udskyde sin stillingtagen til den samlede overenskomst for de 550.000 ansatte, som KL og KTO indgik tilbage i februar, i sympati med lærerne, for netop ikke at efterlade dem alene på perronen.

Også et samlet forhandlingsudvalg i Sundhedskartellet har udsat sin godkendelse af det forlig, som det for nylig indgik med regionerne, og som omfatter 100.000 sygeplejersker og andre sundhedsansatte.

Men en ting er at vise sin solidaritet i den nuværende situation for at sætte arbejdsgiverne under pres. Noget helt andet er, om solidariteten rækker så langt, at andre faggrupper går i sympatikonflikt.

Den mulighed er blevet stadig sværere at få øje på, i takt med at målinger i forskellige medier viser stor folkelig opbakning til KL’s krav om, at lærernes fordeling af arbejdstiden mellem undervisning, forberedelse og møder skal aftales med skolelederne på de enkelte skoler. Senest har en TNS Gallup-måling i Berlingske vist, at 64 pct. af danskerne enten er ”enige” eller ”overvejende enige” i, at det er skoleledernes ret at lede og fordele arbejdet. Kun 24 pct. er på lærernes side.

Samtidig har hovedorganisationen FTF, som Danmarks Lærerforening hører under, heller ikke samme tradition for sympatikonflikter som LO, hvor der findes fastere rammer på det område.

Hvis konflikten breder sig til også at omfatte de ansatte i staten, vil den i givet fald komme til at lamme så store og vigtige dele af hele det danske samfund, at regeringen kan blive tvunget til et hurtigt indgreb.

Hvorvidt det bliver tilfældet, afhænger dog bl.a. af de centrale nøglespillere som Anders Bondo Christensen, Michael Ziegler, Flemming Vinther – og den relativt ukendte Uffe Rostrup.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu