Staten vil fremover få en langt større rolle i sundhedsvæsenet, når det gælder om at hjælpe hjerneskadede, patienter med svære spiseforstyrrelser og sjældne diagnoser.

Der skal oprettes en national koordinationsenhed, som placeres i Socialstyrelsen. Den skal overvåge og koordinere udbuddet af højt specialiserede tilbud til særligt komplekse eller små målgrupper for at sikre, at patienterne får den bedst mulige behandling.

Samtidig vil regionerne formentlig få ansvaret for at drive nogle af de mest specialiserede institutioner for særlige grupper. Det gælder f.eks. særligt skadede børn med store fysiske eller psykiske handicap, personer med store tale-, høre- eller synshandicap, personer med svære spiseforstyrrelser, personer med sjældne diagnoser som Prader-Willi eller Huntingtons chorea eller mennesker med komplekse hjerneskader.

Det bliver formentlig konsekvensen af regeringens serviceeftersyn af kommunalreformen, hvor høringsfristen sluttede i går.

Regeringens embedsmandsudvalg, med styrelseschef i Ankestyrelsen Thorkil Juul som formand, har kortlagt området og givet en række anbefalinger til at styrke det specialiserede socialområde. Rapportens anbefalinger og de mange høringssvar giver et fingerpeg om, hvor regeringen vil lægge snittet i de kommende forhandlinger med de øvrige politiske partier for at sikre en mere effektiv offentlig sektor. Se også ”Dødsdømte regioner får magt og indflydelse”.

Evalueringen af reformen har dokumenteret, at opgaverne på det højt specialiserede socialområde ikke bliver koordineret godt nok mellem kommuner og regioner. Specielt de sociale tilbud til folk med sjældne eller komplekse diagnoser halter, fordi kommunerne kun har et begrænset incitament til at oprette og udvikle disse tilbud. Derfor er der også forholdsvis bred opbakning fra de mange centrale aktører på området til at oprette en øget national overvågning og koordination af disse tilbud.

Formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen, støtter varmt forslaget om øget national koordination:

”De folk, der har behov for meget specielle tilbud – de helt små handicapgrupper, hvor de enkelte kommuner ikke har borgere nok til at have deres egne tilbud – har været taberne ved kommunalreformen. Det må man simpelthen gøre noget ved. I det her land kan vi ikke have 98 forskellige instanser, der har et socialpolitisk ansvar. Der må vi have et fælles nationalt ansvar,” siger Benny Andersen.

Uheldig udvikling

Også Dansk Socialrådgiverforening ser gerne en øget national overvågning.

”Den nationale overvågning og ansvaret for et dækkende vidensoverblik kan mest naturligt ligge i Socialstyrelsen, nøjagtig som den på sundhedsområdet ligger i Sundhedsstyrelsen. Det er for os at se en logisk placering af en funktion, som har et nationalt perspektiv, og som skal have både faglig tyngde og styrke til at deltage i drøftelserne mellem kommunerne om koordinering af drift og udviklingsansvar for specialiserede sociale tilbud,” skriver formand Majbrit Berlau fra Dansk Socialrådgiverforening i sit høringssvar til regeringen.

En undersøgelse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogerne og HK Kommunal bekræfter også tendensen til, at det er blevet sværere for sagsbehandlerne på børne-, unge- og  handicapområderne at give borgere med særlige behov de relevante faglige tilbud.

Næsten halvdelen – 48 pct. – af sagsbehandlerne i undersøgelsen oplyser, at betingelserne for at visitere den type patienter er blevet vanskeligere inden for de seneste seks år, hvor den nuværende kommunalreform har været trådt i kraft. Næsten seks ud af ti vurderer, at de ofte eller jævnligt oplever, at de ikke kan tilbyde en borger den hjælp, han eller hun har brug for, mens endnu flere svarer, at de bliver pålagt at visitere borgere til tilbud i deres egen kommune, som de kun i nogen eller mindre grad vurderer er tilstrækkelige. Som en sagsbehandler forklarer det i undersøgelsen:

”Udviklingen går desværre i den forkerte retning. Der er en stigende tendens til, at borgere – også med specielle behov – ikke må tilbydes noget uden for kommunen, også selv om vi ikke har et særligt målrettet tilbud til dem.”

Bred opbakning

Med kommunalreformen i 2007 fik kommunerne mulighed for selv at overtage nogle af de opgaver, som tidligere blev løst af specialiserede institutioner i de gamle amter. Borgmestrene gik med stor appetit til dette enorme tagselvbord, som de ved samme lejlighed fik myndigheds- og finansieringsansvar for, og valgte i første omgang at overtage omkring 80 pct. af samtlige sociale tilbud. Siden er andelen vokset yderligere.

Den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation, VISO, er i dag forpligtet til at have et nationalt overblik over, hvilke eksperter i landet der har viden om de mest komplicerede problemstillinger. Til gengæld er VISO ikke forpligtet til at have et overblik over udbuddet af specialiserede tilbud og indsatser.

Derfor lyder forslaget, at Socialstyrelsen får kompetence til at udpege de grupper, som har behov for en koordinering mellem kommuner og regioner, for ”at sikre og videreudvikle den specialiserede viden og indsats”.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Nielsen, er positivt indstillet over for denne ide, men har dog også en advarsel:

”KL går positivt ind i evalueringsudvalgets forslag til styrkelse af den nationale overvågning for at sikre de meget specialiserede tilbud på lands- og landsdelsplan. Vores bekymring går dog på den del af forslaget, der handler om, at en kommune kan pålægges drift af et tilbud. Det er bekymrende, hvis der kan træffes sådanne beslutninger, uden at der følger et økonomisk ansvar med for beslutningen,” skriver Erik Nielsen i et svar til socialminister Karen Hækkerup.

Danske Regioner er mere lunkne. De mener ikke, at den foreslåede model vil være tilstrækkelig til at sikre fagligheden og udbuddet af indsatser på det højt specialiserede socialområde:

”Koordinationsmodellen tager først hånd om problemerne, når specialiseret viden er ved at forsvinde. Danske Regioner mener, at der bør ske en langt mere fremadrettet og systematisk planlægning og udvikling af indsatserne på det højt specialiserede socialområde. Danske Regioner opfordrer til, at der – med inspiration fra sundhedsområdet – satses på en egentlig planlægning af de specialiserede indsatser på det højt specialiserede socialområde,” hedder det i høringssvaret.

Flere opgaver til regionerne

Det er også sandsynligt, at der fremover bliver tale om en ny opgavefordeling mellem kommuner og regioner på området. Regeringens embedsmandsudvalg har opstillet tre modeller for en fremtidig fordeling af opgaver og ansvar:

Den ene model fastholder den nuværende organisering. Den anden model flytter de tilbageværende regionale tilbud til kommunerne, mens den tredje model giver regionerne ansvaret for at udvikle, etablere og drive bestemte specialiserede sociale tilbud. Se figur 1.

[graph title="Tre modeller" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/1db18-tka_fig01_modeller_for_placering_af_tilbud__0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/32c3d-tka_fig01_modeller_for_placering_af_tilbud__0.png" text="Der er både fordele og ulemper ved de tre mulige modeller."]Kilde: Evaluering af kommunalreformen, marts 2013. [/graph]

Blandt faggrupper og brugere er der forholdsvis bred opbakning til den sidste model, som vil give regionerne ansvaret for at drive meget specialiserede tilbud til f.eks. særligt skadede spæd- og småbørn, personer med svære spiseforstyrrelser og hjerneskader samt personer med sjældne eller komplekse kommunikationshandicap.

Formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen, er en af dem, der anbefaler denne model:

”Der er ingen tvivl om, at man bliver nødt til at samle de mest specialiserede tilbud i nogle sammenhænge, der går på tværs af kommuner. Og der er det oplagt at bruge regionerne, fordi de både organisatorisk og befolkningsmæssigt har en størrelse, som giver mening. Og på den måde sikrer man også, at der er et politisk ansvar for området,” siger Benny Andersen.

Dansk Socialrådgiverforening ligger på samme linje, bl.a. fordi de hidtidige erfaringer har vist, at f.eks. spædbørnshjem og genoptræningssteder for hjerneskadede har måttet lukke pga. kommunernes økonomi.

”Vi vurderer, at denne afspecialisering og reduktion i kapaciteten af specialiserede tilbud stadig er i udvikling, og at den kan tage fart, hvis ikke revisionen af kommunalreformen stopper den. De mest specialiserede tilbud til små målgrupper vil ofte kræve et regionalt eller måske endda et nationalt underlag, og de vil derfor kun vanskeligt kunne ligge i kommunalt regi. Nogle af disse tilbud vil i stedet kunne ligge i regionerne,” skriver formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, i sit høringssvar til regeringen.

Uambitiøst og potensløst

Danske Handicaporganisationer, der er en paraplyorganisation for 32 danske handicaporganisationer med 320.000 medlemmer i ryggen, læner sig også mest op ad den tredje model.

”Kommunerne har ikke formået at samarbejde om den nødvendige viden og de rette tilbud, og mange borgere med handicap er blevet ladt i stikken,” siger foreningens formand, Stig Langvad.

Han er dog som udgangspunkt ikke tilfreds med nogen af de tre modeller:

”Det er potensløst, at evalueringen kommer med anbefalinger, som kun er krusninger på overfladen, og hvor ingen af dem løser problemerne. Det er uambitiøst. Faglig kvalitet, sikring af specialiseringen, udvikling af området – det har vi ikke fået,” siger han og fortsætter:

”Vores medlemmer mener ikke, at de specialiserede tilbud er gode nok. På flere centrale områder tager evalueringen ikke de tilstrækkelige skridt til at løse udfordringerne. Noget, som betyder meget for handicapområdet, er den kompenserende specialundervisning, som jo handler om at lære at leve med sit handicap. Men det har man slet ikke forholdt sig til i rapporten. Man nævner bare, at det har kommunerne overtaget ansvaret for. Men der står ikke noget om, hvor godt de har gjort det,” siger Stig Langvad.

Han efterlyser derfor en langt stærkere styring af det specialiserede område, hvor kommunerne skal forpligtes til samarbejde og til at efterspørge de specialiserede tilbud. Men der er også brug for, at det bliver klarere, hvem der har ansvaret for at sikre en vedvarende opbygning af viden på socialområdet.

”Hvem er det, der i sidste ende har ansvaret for at sikre, at udviklingen fortsætter, og at efterspørgslen efter de specialiserede ydelser er til stede? Der har man ikke markeret klart nok i evalueringen,” siger Stig Langvad.

Ikke overraskende støtter også Danske Regioner forslaget om at give dem ansvaret for at drive nogle af de mest specialiserede institutioner.

”Drift og udvikling af højt specialiserede tilbud fordrer et geografisk og befolkningsmæssigt stort grundlag, faglige videnmiljøer og tæt tilknytning mellem socialsektoren og sundhedssektoren, som kun findes i regionerne,” lyder argumentet i Danske Regioners høringssvar til regeringen.

Til gengæld advarer KL mod at tro, at ”kvik-fix-løsninger” med at flytte opgaverne over til regionerne medfører en bedre indsats. ”Det skaber tværtimod nye problemer,” lyder kommunernes vurdering.