Statsautoriserede parallelsamfund

Efter en tænkepause i skolernes efterårsferie fremlagde regeringen i sidste uge sit længe ventede ghetto-udspil. 32 forslag skal – som det udtrykkes – bringe de udpegede ghettoområder, der ifølge regeringen udgør en række parallelsamfund, tilbage til Danmark.

Ligesom det udspil, som S-SF fremsatte umiddelbart før efterårsferien, er det ganske krasse midler, der foreslås. Bl.a. skal det blive sværere at opnå familiesammenføring, hvis man bor i en ghetto, og børn, der har problemer med det danske sprog, kan blive tvunget i daginstitution.
Det har allerede givet anledning til diskussioner om, hvorvidt der forslagene er i strid med Grundloven og /eller menneskerettighederne.

Det store spørgsmål er dog, om forslagene overhovedet vil virke efter hensigten.

Den grundlæggende ide er der formentlig ikke noget i vejen med: At en ændret befolkningssammensætning kan bidrage til at normalisere forholdene i socialt belastede områder.

Et åbenlyst problem er selve ghetto-definitionen. I regeringens oplæg bygger den på en rent statistisk øvelse. Den skeler ikke det mindste til, om der faktisk eksisterer de tendenser til lovløshed, parallelsamfund og social deroute, som regeringen ønsker at bekæmpe.

Adskillige borgere i de nu 19 kanoniserede ghettoer har erklæret sig meget forbløffede over at være ghettobeboere.

Det statsautoriserede ghettostempel i sig selv vil næppe heller fremme en mere ligelig beboersammensætning.

I øvrigt er det tvivlsomt, om planerne nogensinde bliver til virkelighed. Spørgsmålet er helt banalt, om der er afsat tilstrækkelige økonomiske midler til de mange forskelligartede initiativer.

Regeringen har ikke kunnet komme igennem med sit forslag om at finansiere pakken via de såkaldte satspuljemidler. Kun 40 ud af de foreslåede 120 millioner kr. vil komme herfra.