Statsministerens skoleslutspurt

To dage inden folketingsvalget, tog Lars Løkke Rasmussen hul på diskussionen om styring og finansiering af den danske folkeskole. Modsat forventningerne i foråret, fik folkeskolen ikke nogen nøglerolle i valgkampen. Men da Politiken bad statsministeren gøre rede for, hvad han vil bruge de første 100 dage på, hvis han vinder valget, kom folkeskolen alligevel på dagsordenen. Løkke vil etablere et Moderniseringsministerium, der som en af sine første opgaver skal indføre et taxametersystem og sætte folkeskolerne fri: ”Det vil være en revolution af folkeskolen, som vil fremme ledelse, frigøre lærerne og kreativiteten,” sagde Lars Løkke Rasmussen til Politiken. Statsministeren henviser til de gode erfaringer, ungdomsuddannelserne og friskolerne har haft med taxametersystemet.


Kommunerne har da også vist stor interesse for de eksisterende frikommuneforsøg, som Løkkes forslag er inspireret af. I år søgte 21 ud af de 98 kommuner Indenrigsministeriet om status som frikommune. Men Danmarks Lærerforening aflyste hurtigt statsministerens revolution. Det er useriøst at tage en omfattende diskussion om Danmarks mest omdiskuterede kulturinstitution i valgkampens slutspurt, mener foreningen. I stedet opfordrer formand Anders Bondo Christensen til et forpligtende samarbejde mellem regeringen og lærerne. Formanden henviser til taxametererfaringerne fra professionshøjskolerne, som han mener, er blevet mere optaget af at sælge læreruddannelsen end at sikre en uddannelse, der opfylder folkeskolens reelle behov.


Anderledes lovende ser det ud for statsministerens overordnede ide om et Moderniseringsministerium, som skal hente inspiration fra ind- og udland til, hvordan de offentlige institutioner kan fungere bedre og billigere. Frem til 2020 vil både en rød og en blå regering holde den offentlige udgiftsvækst langt under det niveau, der har karakteriseret de seneste ti år, så indsigterne fra et Moderniseringsministerium kan blive tiltrængte. De Radikale har tidligere i valgkampen foreslået et nyt Innovations- og Erhvervsministerium, som blandt andet vil forbedre samspillet mellem uddannelse, forskning og erhvervsliv. Det er derfor ikke umuligt, at Lars Løkke Rasmussens forslag kan vinde opbakning hos de resterende partier.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu