Stilhed før stormen i Venstre

Danmark har udsigt til et blåt efterår. Det vil smitte af på Venstres landsmøde. Optimismen er vendt tilbage siden sidste landsmøde. Men Løkkes tredje valgnederlag i træk truer forude.

Torben K. Andersen

Optimismen blomstrer i Venstre. Det seneste år har vist, at statsminister Lars Løkke Rasmussen havde en særdeles heldig hånd, da han på det seneste landsmøde sprang en bombe og inviterede Liberal Alliance og de Konservative med i en trekløverregering.

Det fik lagt en dæmper på måneders frustration og heftig ballade i blå blok. Det sikrede formentlig også Løkkes fortsatte karriere som landets statsminister. Og når de delegerede mødes i DGI Huset i Vejle i weekenden, har Løkke netop holdt sin store trontale ved Folketingets åbning og fremlagt et omfattende lovkatalog spækket med store reformer.

Men forude venter et kommunal- og regionsvalg, hvor alt tyder på et stort nederlag til Løkke og Venstre.

Det skal de tale om på landsmødet

Danmark har udsigt til et blåt politisk efterår. Det vil også afspejle sig på Venstres landsmøde i weekenden. Partiets græsrødder kommer til at tale om den kommende blå skattereform, vækstplan og finanslov. Kommunal- og regionsvalget kommer selvfølgelig også til at spille en hovedrolle.

Måske vi også vil opleve et særsyn ved et V-landsmøde, hvis den ulmende interne udlændingedebat i partiet bryder ud på talerstolen. Det kan blive særdeles dramatisk. Det har primært været forbeholdt Socialdemokratiets landsmøder. Men senest er Venstres Jan E. Jørgensen faret i kødet på sin partifælle Marcus Knuth om det højrenationalistiske parti AfD. Også Inger Støjbergs billede af sin iPad med de omdiskuterede Muhammed-tegninger vækker skarpe reaktioner i partiet. Men mon ikke partiets topfolk vil gøre alt for at få lukket den front? 

Det vil de ikke tale om

Vi skal nok ikke forvente den store lyst blandt de delegerede til at afæske Venstres topfolk en forklaring på de økonomiske konsekvenser af regeringens skatteudspil for typer som HK’eren og direktøren. Både før og efter valget har Venstre lovet, at eventuelle skattelettelser først og fremmest skulle komme folk med de laveste indkomster til gode. Men det gør de ikke.

Både målt i kroner og i procent af årsindkomsten får direktøren mere end HK’eren i skattelettelse. For et parti, som ikke forsømte nogen anledning til at anklage den tidligere regering for løftebrud – også selv om den ikke havde 90 mandater bag sig – er det ikke et emne, som der skal tales for højt om.

På lørdag er det også præcis otte år siden, at Lars Løkke Rasmussen holdt en af sine mest berømte landsmødetaler, hvor han udstak sin store vision om den danske drøm. En drøm om lige muligheder for alle. Og en drøm om 10 ambitiøse mål for Danmark frem mod 2020. Løkke drømte bl.a. om, at danske skolebørn skulle være i top-5 internationalt.

Siden har regeringen skåret ned på uddannelsesområdet for milliarder af kroner. Partiet har skåret så meget ned, at når de radikale nu vil rulle besparelserne tilbage, skal de finde finansieringskilder for hele 13 milliarder kr. Men det skal der nok heller ikke tales for højt om i Vejle. 

Formandens form

Det er farligt at dømme Lars Løkke Rasmusen ude. Han har en formidabel evne til at komme tilbage. Og her midt i regeringsperioden er der på trods af den massive kævl og ballade i blå blok siden valget for to år siden fortsat dødt løb i meningsmålingerne.

Løkkes succes med at danne VLAK-regeringen har givet ham fornyet styrke. Han har dog fortsat svært ved at genvinde vælgernes tillid og troværdighed i diverse målinger. Og alt tyder på, at Løkke i næste måned vil inkassere sit tredje valgnederlag i træk, når der er kommunal- og regionsrådsvalg. 

Status før kommunalvalget

Det var egentlig ikke, fordi Venstre fik et supervalg ved det seneste kommunalvalg for fire år siden. Lidt over hver fjerde vælger stemte på en V-politiker. Et flot resultat. Men det var stort set ligesom ved de to foregående valg.

Partiets kandidater rundt omkring i landet var til gengæld super gode til at skaffe sig borgmesterposter og stor indflydelse ved den efterfølgende konstituering. Venstre sidder i dag på 48 borgmesterposter. Nu skal det forsvares. Og det bliver svært. Mere end svært.

Venstre har mange sikre bastioner især i det jyske som Herning og Billund. Men mange lokale V-borgmestre og -politikere frygter med god grund valget i næste måned. Partiet står til at få omkring 19 pct. af stemmerne – eller ca. 7 procentpoint færre end sidste gang.

Et af de steder hvor valget følges med ekstra stor opmærksomhed er København, hvor Cecilia Lonning-Skovgaard skal forsøge at fravriste overborgmester Frank Jensen posten. Hun vandt kampvalget mod den siddende børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev, efter at partibestyrelsen ønskede en spidskandidat med mere borgerlig kant. Får Venstre et katastrofevalg i København, er der med garanti ballade i den borgerlige lejr i hovedstaden.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu