Frederiksborg Amt har på tre år opnået bemærkelsesværdige resultater ved at fjerne grænserne mellem de ufaglærte faggrupper på amtets sygehuse og sociale institutioner. Sygefraværet er reduceret med 40 pct., og 20 pct. af personalet er sparet væk siden 1995. Det har givet besparelser på næsten 100 millioner kr. på social- og sundhedsbudgettet. Det er nu én slags medarbejdere, der løser alle de opgaver, der før blev delt mellem f.eks. portører, rengøringsfolk, køkkenpersonale m.v. Medarbejderne arbejder i teams og har selv ansvaret for at tilrettelægge vagtplaner, indkøb, budgetter m.v. Projektet er det hidtil største forsøg med at nedbryde faggrænserne i den offentlige sektor. Og amtet har haft succes med at skære ned og samtidig gøre arbejdet mere spændende for de resterende medarbejdere. Det fremgår af en ny evaluering af forløbet, der offentliggøres om et par uger. Projektet er blandt andet bemærkelsesværdigt, fordi flere store fagforbund har spillet en aktiv og konstruktiv rolle. Forsøget fra Nord-sjælland kan brede sig som ringe i vandet til det øvrige Danmark. Alene på sundheds- og socialområdet vil det formentlig kunne spare amterne for et milliardbeløb.