Stop den naive velfærdsforgudelse

Et af de gennemgående numre i debatten om efterlønnen og dens eventuelle afskaffelse har været Helle Thorning-Schmidts rædselsscenarie med den 33-årige kvindelige postarbejder, der ikke længere vil kunne gå på efterløn som 60-årig. Denne appel til længslen efter offentlig forsørgelse står for mig som det hidtil floveste og mest naive udtryk for den trygheds- og velfærdsforgudelse, der har grebet Danmark.

Tryghed og velfærd er blevet de to største plusord i den politiske debat, og ingen politiker ved sine fulde fem tør forholde sig så meget som relativt til dem. De er blevet absolutter.

Forestillingerne om tryghed og velfærd er gået helt over gevind, tryghed og velfærd er blevet noget, man tror, man kan udstede evighedsgarantier for. Som om man tror, at nogen kan fremskrive og tilrettelægge livet årtier frem i tiden, som om død og krige, ulykker og natur- og andre katastrofer ikke eksisterer og som om man skal lade sig nøje med at sætte sig pensionen som mål - som om verden er en konstant og at muligheden for at skifte kurs, fx videreuddanne sig, ikke findes.

Skal et menneske i sin bedste alder, f.eks. en 33-årig kvindelig postarbejder, virkelig gå og spekulere på, om han eller hun nu kan gå på efterløn som 60-årig, og indrette sit liv derefter? Og skal en politiker med ansvar for samfundsudviklingen tilskynde borgerne til at tænke i disse baner?

Efterløn kan utvivlsomt være på sin plads i mange tilfælde; men det er som med lovgivningen om skolemaden: Det er, som om politikerne ikke kan løse et problem, der vedrører selv en nok så lille del af borgerne, uden at inddrage hele befolkningen og enten påtvinge eller garantere den de samme ordninger. Langt de fleste børn i Danmark går i skole udstyret med forsvarlige madpakker, og de har ikke behov for at blive bespist af det offentlige; der er folk med en akademisk uddannelse, der ikke har helbred og kræfter tilbage efter ganske få år på arbejdsmarkedet; der er folk, som er slidt op efter få år med hårdt manuelt arbejde og ikke mere kan bestride et job, og der er folk, der efter mange år med lige så hårdt manuelt arbejde er raske og rørige og fuldt arbejdsdygtige som 60-årige. De første skal selvfølgelig hjælpes; men er det en samfundsopgave at betale for, at de sidste skal kunne gå hjemme og nyde deres børnebørn, som det så ofte hedder?

Det mener jeg ikke. Men jeg mener, at det er galimatias at følge ønsket om efterlønnens afskaffelse op med at kræve skattelettelser. Altså: at man vil afskaffe en rettighed, som en bestemt samfundsgruppe nyder specielt gavn af, for straks derefter at begunstige en anden.

Det går ud over fællesskabsfølelsen. Det går ud over fornemmelsen af, at vi er fælles om det samfund, vi er borgere i, kan være stolte af og har en fælles interessere i at opretholde: et samfund, hvor der bliver taget hånd om dem, der har reelt behov for det, og hvor alle andre sætter en ære i at klare sig selv.